Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Gerda Rytter

Gerda Rytter ved en udstilling i Frederikssund Kunstforening i 2000. Foto Lars Skov.

Gerda Rytter – selvportræt som cirka 40årig.

Gerda Rytter, maler, 1901-2000, født Drewsen, gift 1925 med maleren Poul Rytter, ægteskabet opløst 1932. Boede fra 1954 og til sin død i huset Kahytten på Søvej i Frederikssund. Huset købte hun for arven efter sin mor, og gennem årene havde hun pensionærer boende som supplement til huslejen – heriblandt i 1959-60 sin svigermor, “Ryttermor”, i dennes sidste år.

Gerda Rytter gik på teknisk skole i Odense 1916-17, i 1920 var hun på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder i København, og hun har også studeret på en malerskole i Innsbruck, Østrig. Hun har været på flere studieture i Tyskland, Østrig, Italien, Frankrig og Norge, og hun var medstifter af kunstnersammenslutningerne Klyngen (1944) og Kamæleonen (1950). Gerda Rytter har blandt andet lavet broderimønstre og givet privat undervisning i tegning og maling. Hun har udstillet flere steder lokalt og et utal at steder rundt i landet.

Gerda Rytter var i 1930rne engageret i Martinus-bevægelsen. Gerda Rytter bliver omtalt som en excentrisk, åbenmundet og farverig kunstner.

I 1956 deltager Gerda Rytter sammen med de andre lokale kunstnere Poul Eje, Bent Hagedorn-Olsen, Jeppe Hagedorn-Olsen, Thorvald Hagedorn-Olsen, Kirsten Juul Hansen, Ove Køser, Poul Larsen, Niels Nielsen, Hjalte Skovgaard og Jørgen Wiberg samt gæsten professor Aksel Jørgensen i Frederikssund Kunstforenings efterårsudstilling. Igen i 1957 deltog hun i en udstilling med lokale kunstnere arrangeret af Kunstforeningen.

I slutningen af 1950erne havde Gerda Rytter sin (tidligere) svigermor boende i de sidste år af dennes liv. Her har hun malet ‘Ryttermor’ som Gerda Rytter kaldte hende.

I 1975 deltager Gerda Rytter med to billeder, heraf et portræt, i en af Frederikssund Kunstforening arrangeret udstilling af malerier, skulptur og kunsthåndværk på J.F. Willumsens Museum sammen med 27 andre kunstnere. Se katalog. Og igen i 1977 på J.F. Willumsens Museum på en udstilling arrangeret af Kunstforeningen med en snes af Frederikssundegnens kunstnere hvor hun deltagerne med oliemalerierne Selvportræt, Nabohus og Opstilling med krukker. Se katalog.

Gerda Rytter udstillede tegninger og malerier på plejecentret Tolleruphøj i Frederikssund i 1989.

I 1990 har Frederikssund Kunstforening i samarbejde med Gruppe 86 en æresudstilling med Gerda Rytter i Langes Magasin. Af praktiske grunde holdtes udstillingen i 1990 og ikke i 1991 hvor hun fyldte 90 år. Se avisomtaler og værkfortegnelse. I samme anledning bragte Frederiksborg Amts Avis dette foto af Gerda Rytter i sit atelier. Foto Anne Sophie Rubæk.

Gerda Rytter og kunstforeningsformand Lis Nielsen ved udstillingen i Langes Magasin i 1990. Foto Frederikssund Avis (skannet fra avisen).

I 1994 udstillede Gerda Rytter hos personalets kunstforening på Frederikssund Sygehus – se side i foreningens scrapbog.

Frederikssund Kunstforening fejrede i 1995 50års jubilæum med en udstilling i Langes Magasin med en retrospektiv samling af tolv af Frederikssunds og omegns ældre kunstnere – foruden Gerda Rytter også Thorvald Hagedorn-Olsen, Ove Køser, Povl Larsen, Emanuel Nielsen, Morten Nielsen, Niels NielsenUlf Rasmussen, Hjalte Skovgaard, Ernst Syberg, Povl Søndergaard og Jørgen Wiberg. Gerda Rytter deltog i ferniseringen, og hun var repræsenteret med nogle ungdomsarbejder fra dengang hun blandt andet virkede som bladtegner, men også nogle farvestrålende billeder – heraf et der var dateret 1995.

Frederikssund Kunstforening købte boet efter Gerda Rytter. Det var et meget stort bo fordi Gerda Rytter var en samler som ikke smed ret meget ud. Desuden samlede hun breve, dagbøger og avisudklip.

I 2003 blev der afholdt en udstilling om Gerda Rytter på Færgegården – Gerda Rytter 1901-2000 – på opdagelse i en frederikssundmalers univers. Se brochure. Amtsavisen havde denne reportage og omtale, Frederikssund Avis havde denne omtale. Udstillingen var et samarbejde mellem museet og Frederikssund Kunstforening. Foreningen havde købt hendes kunst af boet, og museet havde fået en del af indboet overdraget. Udstillingen, som genskabte en del af den tidslomme fra det 20. århundrede som samlermennesket Gerda Rytter levede i, var arrangeret af historiker Merete Ettrup med hjælp fra niecen Eva Nissen, Gerda Rytters venner fra Frederikssund samt tegner Erna Ejstrup, Østby. Sidstnævnte lavede også udstillingsplakaten til udstillingen. Gerda Rytter ernærede sig gennem livet udelukkende ved sit kunstneriske arbejde. ‘Kunstmalerinde’ stod der på det støbte skilt på havelågen til Søvej 2 i Frederikssund hvor hun boede den sidste halvdel af sit liv. Udstillingsåbningen blev festliggjort med en koncert af Det musiske selskabs Trio med Syssen Kappel på bratsch, Nanna Kragh på fløjte og Elisabeth Koch på blokfløjte.

Her ses museumsleder Carsten Hess sammen med historiker Merete Ettrup i udstillingen der er opstillet i et interiør som Gerda Rytter boede i.

Søndag den 25. april 2004 afholdt Frederikssund Kunstforening en salgsudstilling i Kulturhuset Elværket med udsalg af foreningens beholdning af kunst af Gerda Rytter – cirka 30 malerier og akvareller og mange tegninger, i alt cirka 315 værker, den store sal i Elværket var nærmest tapetseret med billeder. Se plakater, Amtsavisens reportage og værkfortegnelse. I denne billedserie fra arrangementet i Elværket ses blandt andet en munter bestyrelse for kunstforeningen og som gennemgående skikkelser kunstforeningens formand Lis Nielsen, museumsleder på Færgegården Carsten Hess og en yngre kvinde der frembærer nogle af de kjoler som Gerda Rytter havde gemt fra sine yngre dage. Ser man nøje efter, ser man  Kunstindeks-redaktøren der her sikrede sig et maleri af Gerda Rytters genbohus og -have på Søvej.

Under Kunstforeningens Gerda Rytter-salgsarrangement i Elværket blev også fremvist tøj fra Gerda Rytters omfangsrige tøjsamling. Her ses Ninette Florboe som model iført bademode anno 1900.

I 2012 afholdt Kunstforeningen udstillingen Operation Sporløs med 29 portrættegninger af unavngivne børn og voksne fra perioden 1950-70 med den hensigt at finde frem til de portrætterede – og forære dem portrættet. Se Frederiksborg Amts Avis omtale af udstillingen – og en der fandt sig selv. Her et eksemple på et portrær som Kunstforeningen brugte i en udstillingsfolder i anden anledning.

Kilder, link og litteratur

Portræt af Poul Rytter på en rytter.net.hjemmeside.

Flotte akvareller pryder Tolleruphøjs stuer og gange, Frederikssund Avis, uge 48 1989.

Et langt liv med malerier, kæledyr og kærlige tanker, portrætartikel og interview (besøg hos Gerda Rytter), Frederiksborg Amts Avis, 13. maj 1990.

Frederikssund Kunstforening og Gruppe 86 afholdt i november 1990 en udstilling med Gerda Rytter i anledning af dennes 90års fødselsdag: Gerda Rytter præsenteres, Frederikssund Avis, 6. november 1990; Udsnit af et helt livs produktion, Frederikssund Avis, 13. november 1990; Et langt liv med pensler og farver, Frederiksborg Amts Avis, 12. november 1990.

Gerda Rytter – kunstner og menneske, portræt af Gerda Rytter, Jul i Frederikssund, 1990, ved Alis og Anita fra kunstnergruppen Gruppe 86.

Gerda Rytter – en sjæl i farver, DRs båndværksted, 1994. Her ses hun på et foto fra en omtale af portrætudsendelsen. Se avisomtale.

I presseomtalen er Gerda Rytter beskrevet på denne måde: “Kunstmaler Gerda Rytter i Frederikssund har stået på egne ben i over 90 år. På trods af sine høje alder maler og udstiller hun stadig – og hun har fortsat lyst til at eksperimentere med nye udtryk. Det fortæller hun i TV-Båndværkstedets udsendelse Gerda – en sjæl i farver.
Siden hun blev født i Nærum i 1901, har hun gået sine egne veje. Allerede som barn havde hun stor frihedstrang. I skolen blev hun en gang irriteret på nogle af lærerne og besluttede derfor at flygte til Schweiz for at vogte geder. Hun nåede dog kun til Fredericia – og da hun kom hjem igen, blev hun smidt ud af skolen, hvilket hun var ret begejstret for.
I skolen overtegnede Gerda sine stilehæfter med små portrætter, og hendes kunstneriske åre fik senere lov til at flyde frit på tegne- og kunstskoler.
Gerda Rytter har på godt og ondt levet et langt liv i frihed. I en kort årrække var hun gift med kunstneren Poul Rytter, men de gik hver til sit. Hun har oplevet trange kår og husker hvordan hun stoppede folk på gaden for at tegne dem. Hun klarede sig også ved at bytte sine malerier til alt muligt fra møbler til yogatimer.”

Trækker folk til Langes Magasin – Jubilæumsudstillingen har stort besøgstal, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 7. marts 1995.

Kunstmaler Gerda Rytter, interview ved Kirsten Møller Pedersen, Pensionister stævner ud! Om og til pensionister i Frederikssund, 1997, nr. 3, illustreret.

Bog af Gerda Rytter, 1998 ?

Moderne malerinde i det 20. århundrede, Frederiksborg Amts avis + forsidehenvisning, 7. marts 2003, illustreret, omtale af særudstillingen Gerda Rytter 1901-2000 – på opdagelse i en Frederikssundmalers univers, illustreret.

Velbesøgt udstilling slutter, Frederikssund Avis, 18. november 2003.

Omtaler af Færgegårdens særudstilling Gerda Rytter 1901-2000 – på opdagelse i en Frederikssundmalers univers: Excentrisk kvindeliv i det 20. århundrede og Moderne malerinde i det 20. århundrede, Frederiksborg Amts Avis, 7. marts 2003; Portræt af en kunstnerliv og Udstilling om en stærk personlighed, Frederikssund Avis, 11. marts 2013.

Frederikssund Kunstforenings store salgsudstilling i 2004 med mange af de værker og skitser fra Gerda Rytters hånd som foreningen havde fået  i arv: Gerda Rytter sat til salg inkl Gerda Rytter happening i Elværket, henholdsvis Frederiksborg Amts Avis, 22. april 2004, og Frederikssund Avis, 20. april 2004; Interesse for Gerda Rytter, Frederiksborg Amts Avis, 26. april 2004.

Bente fandt maleri af sig selv som lille pige, artikel om Bente Hansen der har ‘fundet sig selv’ på Frederikssund Kunstforenings udstilling Operation sporløs med portrætmalerier af Gerda Rytter, Martin Pedersen, Frederiksborg Amts Avis, 8. maj 2012. Artiklen i webudgave.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse