Henrik Monved

Kunstindeks Frederikssund

Henrik Monved, foto midlertidigt lånt af SN.

Henrik Monved er født den 22. december 1942, tegner/illustrator, boede i en lang årrække i Frederikssund, bor nu på Frederiksberg. Efter Bernadotteskolen og Sortedams Gymnasium læste han til cand.mag. i historie og dansk på Københavns Universitet, og i 33 år underviste den nu forhenværende lektor ved Frederikssund Gymnasium.

Henrik Monved har siden 1960erne tegnet og illustreret mangt og meget, mest kendt er han nok for sit mangeårige og ugentlige og fortsatte makkerskab med Lars Kanit alias Asger Berg hvor Henrik Monved siden 1986 har illustreret makkerens aktuelle sange i Frederiksborg Amtsavis og andre aviser under Sjællandske Medier samt Herning Folkeblad.

Det Kongelige Bibliotek er ved at samle en oversigt over Henrik Monveds produktion som løber op til flere tusinde tegninger i aviser, blade og bøger, og tegneren har selv skænket en større portion af sin produktion til Museet for Dansk Bladtegning under Det Kongelige Bibliotek.

Foruden tegneriet har Henrik Monved beskæftiget sig meget med opera og klassisk musik som han holder foredrag om, han er aktiv i Operaens Venner og skriver til operabladet Ascolta.

Lokalt har Henrik Monved været særdeles aktiv i forbindelse med opsætning af skolekomedier og musicals på Frederikssund Gymnasium, og hans plakater til forestillingerne hænger i forhallen til skolens festsal.

Henrik Monved har desuden flere gange bidraget til årsskriftet Jul i Frederikssund med tekster og tegninger.

Her har Henrik Monved illustreret en artikel af Niels H. Elberling Frederikssund år 2059 som indgik i en antologi af kommunehistorier i anledning af Frederikssunds 250års købstadsjubilæum i 2009.

I forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 skrev Henrik Monved Frederikssund-sangen ‘Venner’ som blev sat i musik af den lokale musiker, komponist og kollega på gymnasiet Bo Davidsen, og som indgik i en opera fremført af lokale sangere og musikere til fejring af kommunesammenlægningen arrangeret af foreningen Musik over Broen med en nytårskoncert den 20. januar 2008.

Se teksten med Henrik Monveds illustrationer. Se noderne til Bo Davidsens melodi.

Værker af Henrik Monved i Frederikssund

Plakatsamling på Frederikssund Gymnasium…

I Valhal ved friluftsscenen på Kalvøen i Frederikssund hænger et lærred der var kulisse til Frederikssund Gymnasiums uropførelse i 1981 af Edvard Griegs ufuldendte opera Olav Trygvason. Samme sted hænger også to træplader som Henrik Monved har bemalet med scener fra vikingespillene Amled og Hagbard og Signe. Det var meningen at der skulle have været fire af slagsen, men det blev blot ved skitserne for de to af dem.

Kilder, Link og litteratur

25 år med fikse rim og charmerende streger, artikel om en udstilling med vers og tegninger i anledning af 25året for Lars Kanit-Henrik Monved-samarbejdet med tre eksempler på illustrerede sange, Frederiksborg Amts Avis, 24. marts 2011.

Fra kongelig rundkørsel til organdonation, reportage fra et arrangement hvor Lars Kanit fremførte sine viser, Frederiksborg Amts Avis, 1. april 2011.

Kreativ ildsjæl fylder 70 år, fødselsdagsportræt, Frederiksborg Amts Avis, 21. december 2012.

Ovenud god når hun er bedst, kronik i anledning af 125året for Agatha Christies fødsel, Henrik Monved, Frederiksborg Amts Avis, 16. september 2015.

Tegneren Henrik Monved fylder 75 år, fødselsdagsportræt, Herning Folkeblad, 19. december 2017.

Henrik Monved skrev i 2004 i tidsskriftet Gymnasieskolen en nekrolog for rektor for Frederikssund Gymnasium Niels Clausen.

Bilag

Levnedsbeskrivelse

Henrik Monved har marts 2018 forfattet denne levnedsbeskrivelse til Kunstindekset:

Jeg er født den 22. december 1942 og opvokset på Vesterbro i København, nærmere bestemt på Vester Fælledvej 47. Vi legede i Enghaveparken, og om vinteren stod vi på ski og kælkede i Søndermarken. For det sneede altid om vinteren, da jeg var dreng. Ingen tvivl om det! Alsgades Skole lå klos op ad Vester Fælledvej, så det var oplagt, at det var her, jeg skulle starte min skolegang, men min bedstefar ville det anderledes. Han havde arbejdet sig op til en ret betydningsfuld stilling inden for Socialdemokratiet og glemte aldrig den tid, han havde været på valsen i Tyskland. Det havde givet ham et internationalt udsyn, syntes han, hvortil kom, at han talte godt tysk. I Hellerup var der dukket en international skole op ved navn Bernadotteskolen. Den hvilede på frie pædagogiske principper, og helt utraditionelt lærte man engelsk fra første klasse for på denne måde at markere et tilhørsforhold til en ny international verdensorden. Min bedstefar bestemte, at her skulle jeg gå, og da han betalte for min skolegang, blev det resultatet. Jeg kan sige med det samme, at jeg egnede mig ikke til at gå på denne skole, hvilket skolens rektor lod både mig og mine forældre forstå, og jeg påtager mig gerne skylden. Da Bernadotteskolen var en friskole uden ret til at afholde eksamen, tog jeg mellemskoleeksamen på Akademisk Studenterkursus og blev student fra Sortedam Gymnasium i 1961. Der var tale om et lille gymnasium på Østerbro. Det lå ret charmerende ud til Sortedamssøen, og jeg var virkelig glad for at gå her. Gymnasiet blev nedlagt i 1992. Efter studentereksamen vidste jeg dårligt, hvad jeg ville, men da jeg altid havde interesseret mig for historie, begyndte jeg at læse historie på Københavns Universitet. Senere kom faget dansk til. Mine universitetsstudier blev i 1964-65 afbrudt af et års ophold på Europakollegiet i Brygge.

Jeg har for ikke så længe siden hørt, at det kun er meget kloge folk, som får adgang til dette internationale kollegium. Måske er det blevet sådan, men jeg blev udvalgt fra det ene minut til det andet. Jeg havde lavet nogle tegninger til en Europa-brochure for Europabevægelsen på foranledning af Europabevægelsens generalsekretær Anker Nielsen, som jeg kendte personligt, og pludselig for året 1964-65 stod de og manglede en kandidat fra Danmark, som de kunne sende til Brygge. På denne måde fik jeg chancen. I virkeligheden var det her i Brygge, at ”tegneriet” for alvor tog fart. Jeg har altid tegnet, når jeg har haft en blyant i hånden, og som altid lavede jeg karikaturer af de folk, som omgav mig, men her i denne internationale atmosfære var det, som om blyanten pludselig fik ekstra vinger. Europakollegiets ledelse bad mig udfærdige det årlige internationale julekort på kollegiets vegne. Jeg lavede så et kort med en tegning af den franske præsident Charles de Gaulle (”Europa, det er mig!”). Ledelsen turde ikke benytte julekortet, men så fik jeg det trykt privat, og til min store overraskelse gik salget af kortet godt, og julekortet blev ret populært. For eksempel blev det gengivet i blade af meget forskellig politisk observans, lige fra et venstreorienteret tysk studenterblad til Det Svenske Industriförbundets Tidsskrift. På den tid planlagde nogle gamle elever fra Europakollegiet med den belgiske journalist John Lambert i spidsen at udgive et nyt europæisk månedsblad med basis i Belgien og med klar venstreorienteret profil. Agenor, European Review kom bladet til at hedde, og John Lambert spurgte, om jeg ville stå for de politiske tegninger i bladet. Den ide var jeg helt med på, og fra juni 1967 til februar 1974 leverede jeg bidrag til dette tidsskrift. Det blev samtidig en politisk turbulent tid, hvor ungdomsoprøret og Vietnamkrigen satte dagsordenen. Jeg opdagede hurtigt, at man slet ikke i Belgien var vant til den samme satiriske form for tegninger i blade og aviser, som vi kender til herhjemme. Især slog det mig, at tegninger, som her i landet knap fik en avislæser til at løfte et øjenbryn, i Belgien kunne sætte lidenskaberne voldsomt i kog. Tegninger med kritisk religiøst indhold vakte for eksempel stærk katolsk vrede, hvilket kan være interessant at tænke på i dag, hvor Mellemøsten og islam er indtrådt på den europæiske arena på en helt ny måde.

Jeg har som sagt altid tegnet, når jeg har haft en blyant i hånden og et stykke papir foran mig. Uvilkårligt er det blevet til tykke og tynde personer i mange variationer, og det er selvfølgelig ikke altid lige heldigt, når det er mere eller mindre officielle dokumenter, der ligger foran én. Overordentlig meget af min tegneaktivitet har haft at gøre med private sider af mit liv. Skole-, soldater-, kollegiekammerater og sidst, men ikke mindst det lærerkollegium, som jeg i 35 år blev en del af, indgår i et omfattende portrætgalleri. Og lad mig nu koncentrere mig om Frederikssund.

Jeg er uddannet cand.mag. i historie og dansk og var fra 1972 frem til 2006 lærer på Frederikssund Gymnasium. Da jeg blev ansat på gymnasiet, flyttede jeg til Frederikssund. Det første år boede jeg på et klubværelse i Oppe Sundby, dernæst på Njalsvej 6 og de sidste mange år på Frederiksborgvej 24. Jeg kom ret hurtigt i forbindelse med mange sider af det liv, der udfoldede sig i byen. I flere omgange har jeg således haft tegnemæssig kontakt til Vikingespillene og vikingerevyerne i Valhal (i øvrigt har jeg selv i 1984 og 1985 optrådt i revyerne). I Valhal hænger stadig det store lærred, som i 1981 blev brugt som baggrundskulisse til gymnasiets uropførelse af Edvard Griegs ufuldendte opera Olav Trygvason. Det kan her nævnes, at da Edvard Grieg i år (2018) fylder 175 år, vil Bo Davidsen ved byens forårskoncert på gymnasiet den 22. april atter opføre denne opera.

Kommunens instanser har haft fat i mig som illustrator ved diverse kommunale pjecer. Blandt andet blev jeg illustrator ved kommunens eget interne personaleblad Periskopet (kvartalsskrift) i årene 1998-2006. Bladet ophørte desværre med den nye kommunalreform. Til byens julepublikation Jul i Frederikssund leverede jeg gennem årene adskillige artikler og noveller. Det startede i 1980 med en romantisk fortælling om forfatteren Carit Etlar, der mødte sin kommende kone, den unge Augusta Schultz, i Græse Præstegård, og det sluttede med sidste årgang af julehæftet i 2008, hvor jeg var ansvarshavende redaktør.

I forbindelse med mit arbejde for kommunen må jeg nødvendigvis også nævne pensionistbladet Pensionister stævner ud. Gennem 14 år (fra juli 1990 til oktober 2003, hvor kommunens spareplan ramte bladet) var jeg medredaktør ved dette kvartalsskrift og leverede cirka ti tegninger per gang, både almindelige vittighedstegninger, illustrationer til bladets artikler og karikaturtegninger af kendte folk i byen. Især det faste ægtepar Frederik og Frederikke Sund, der optrådte i hvert nummer, må omtales, fordi jeg sjovt nok efterhånden opdagede, at de levede deres eget liv rundt omkring i byen. Blandt andet blev de benyttet i lokale revyer og optrådte som par med sketchagtige indslag i lokalradioen. Ja, engang standsede en dame mig på gaden og mente, at Frederikke på det sidste var blevet for tyk. I virkeligheden stod det meget værre til. Ligesom i tegneseriernes verden, hvor både Anders and og Mickey Mouse har ændret sig mærkbart, er pensionisten Frederik i årenes løb skudt 20-30 cm. i vejret. Forbilleder for serien var en onkel og tante, men også Herluf Jensenius’ Af en lille mands dagbog fra Berlingske Tidende spillede en rolle. Jeg har altid været en stor beundrer af det lune, der prægede Jensenius’ streg, og den træfsikkerhed, der lå i personkarakteristikken, og skrev en juleaften (1985) en kronik om ham i Frederiksborg Amts Avis. Journalist Birger Kristensen har i øvrigt i Jul i Frederikssund, 2003, skrevet om Frederik og Frederikke Sund.

Mit gymnasiejob kom til at indebære så megen tegneaktivitet, at det vanskeligt lader sig opregne. Det blev til skolepjecer, årsskrifter og ikke mindst illustrationer til lærebøger især inden for matematik, fysik og kemi (uden at jeg forstod en eneste af de mange formler, der myldrede over siderne). Teaterområdet udgør dog et kapitel for sig og er den egentlige baggrund for denne korte levnedsbeskrivelse. Frederikssund Gymnasium er udstyret med en meget stor festsal og en uhyre stor scene bygget med henblik på de professionelle teatre, når de er på turné og kommer til byen. Her fik jeg afløb for min store teaterinteresse, og det skete i et omfattende og herligt samarbejde med nu afdøde dramalærer Jette Fabricius og formningslærer Emma Løsecke Nielsen uden at forglemme skolens musiklærer Bo Davidsen, der var og stadig er en frontfigur i byens musikalske liv. Det blev i sæson efter sæson til ret store teater- og musikforestillinger, og når jeg i dag ser tilbage, er det denne kreative del af min lærertilværelse, jeg først og fremmest mindes. Foruden at instruere og tegne plakater til forestillingerne blev det sammen med Emma til et omfangsrigt malerarbejde med de 5 x 8 meter høje og brede lærreder, vi benyttede som baggrundskulisser. Man kunne nu og da føle, at det var Peterskirken, man var i gang med at udsmykke, når de store sammensyede lagenlærreder blev rullet ud på gulvet i festsalen, og Emma og jeg gik i gang med pensler og farver. Emma har en koloristisk åre, man i høj grad må beundre, og skiftende hold af elever deltog også i dette arbejde. Det kunne foregå til langt ud på natten, og stemningen var særdeles fornøjelig, ja kunne nu og da nå ret euforiske højder. Jeg vil også kort nævne skolens anden musiklærer Birger Christiansen, der stadig er aktiv på stedet. Han havde en flot, smægtende tenor og var i de yngre år selvskreven til elskerroller i musicals og operetter.

Til slut et par ord om mit samarbejde med Asger Berg også kendt som Lars Kanit. Asger Berg var en årrække lærer på gymnasiet. Han skrev vers til journalist Nils Ufers satiriske ugeavis Corsaren og fik mig til at lave tegninger til bladet. Da Corsaren gik ind, og Asger Berg havde sat bladet et minde med bogen Corsarens bedste ti år, 1985, besluttede Asger og jeg at genoptage den gamle tradition fra Ærbødigst og Herluf Jensenius’ (1888-1966) dage med en ugentlig aktuel vise og tegning i dagspressen. Fra juni 1986 har der været tale om et ugentligt makkerskab i Frederiksborg Amts Avis og senere tillige i Dagbladet (Ringsted), Sjællandske Medier og Herning Folkeblad. Vi springer faktisk aldrig en uge over, og som årene er gået, er det blevet til mere end 1600 viser med tilhørende tegninger. Rygraden i mit virke som tegner opfatter jeg helt klart som illustrator til Lars Kanits viser. Den satiriske aktuelle avis-vise-tradition (man fristes næsten til at sige skillingsvisetradition) er uddøende. Så vidt jeg ved, er vi de eneste, som i dag holder fanen højt på dette område. Og det skulle vi gerne fortsætte med at gøre nogle år endnu. Et udvalg af mine tegninger til Lars Kanits viser indgår i Det Kongelige Biblioteks samling af bladtegninger.

Med denne ret komprimerede opremsning af min tegnevirksomhed spredt over mange felter, kan beskrivelsen måske let få noget selvpromoverende over sig. Det har ikke været tilsigtet. Jeg har tegnet meget, men lige godt har det bestemt ikke altid været. Danmark har en hel unik tradition for satiriske tegninger i aviserne, og landet er begavet med en enestående gruppe af morsomme og begavede ‘aviskunstnere’. Da jeg i min studietid tegnede for dagbladet Information, foresvævede der mig en ide om at forlade universitetet og blive professionel tegner. Økonomisk måtte det så briste eller bære. Men et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg ikke hørte til eliten her. Derfor fuldendte jeg mine studier fast besluttet på at gå skolevejen, og som livet har formet sig for mig, kan jeg i dag se, at jeg gjorde det eneste rigtige, nemlig at blive lærer og lade alt det kreative komme til mig, som det nu bedst kunne.