Ines Erna Heide Sørensen, tegner, maler og papirmager, født 11. marts 1943 i Berlin, kom til Danmark 1962 og blev gift året efter med Knud Peder Sørensen. Parret bor i Frederikssund Nord. Frem til 1973 arbejde hun som korrespondent.
Ines Sørensen er uddannet hos Emma Mau Bach 1973-76 og debuterede 1979 på Kunstnernes Efterårsudstilling. Hun er medlem af Billedkunstnernes Forbund og har solgt og udstillet i mange sammenhænge og mange steder både lokalt og i København og videre omkring. Nævnes kan det at Ines Sørensen i 1991 stod for en af Irmas kunstbæreposer. Fra 1978 til 1995 underviste hun på aftenskoler i tegning, maling og kunstforståelse.
I 1985 udstillede Ines Sørensen på Frederikssund Sygehus i regi af personalets kunstforening kinesisk inspirerede tegninger og malerier. I den anledning gav hun et interview til Frederiksborg Amts Avis – se bilag nedenfor.
Ines Sørensen har desuden udstillet på Frederikssund Rådhus i 1988, og i perioden 1990-96 deltog hun i Oktobergruppen som udstillede i Langes Magasin i Frederikssund – og i påsken 1995 i Rebekkasalen på Jægerspris slot. I 1997 deltog hun sammen med Anne-Mette Holm, Inge-Lise Øhrberg og Emma Løsecke Nielsen i en nordisk kunstudstilling i den svenske venskabsby Kumla.
Ines Sørensen var i 1996 med til at stifte Frederikssund-kunstnergruppen Sten & Papir hvor hun sammen med sine billedkunstner-kolleger Emma Løsecke Nielsen og Inge-Lise Øhrberg stod for papiret, medens billedhugger Steffen Lund sørgede for stenene.
Som Weilbach formulerede det i begyndelsen af 1990erne, finder Ines Sørensen “sine motiver i naturen hvor blade, muslinger, konkylier og fuglefjer har hendes særlige interesse. Disse gengives med præcision og sans for detaljen i en kompositionsform som har sin oprindelse i stilleben-genren. Farveholdningen er oftest mørk. I de senere år ses en større abstraktion i gengivelsen af motiverne.”
Kilder, link og litteratur
Ines Sørensen i Kunstindeks Danmark (Weilbachs Kunstnerleksikon).
Da kontoret blev kedeligt begyndte et liv som tegner og maler i stedet, interview i anledning af udstilling på Frederikssund Sygehus, illustreret med foto af Ines foran udstillede værker, Frederiksborg Amts Avis, 24. juni 1985.
Ines Sørensen, folder fra midten af 1990erne.
Noter
Weilbachs Kunstnerleksikon:
Udstillinger: KE 1979, 1981; KP 1981-82; Charl. Forår 1984; Ballerup Bibl. 1984; Natur-aktion, Skovhuset, Værløse 1985; Fr.sund Sygehus 1985; Hundested Rådhus 1986; Gutenberghus, Kbh. 1990; Oktobergruppen fra 1990; Nord. konstutst., Kumla, Sverige 1992; Euro-festival 1992, 1994; Gal. 2RN, Åkirkeby 1993; Haldor Topsøe A/S, Fr.sund 1994. Separatudstillinger: Rubin & Magnussen, Kbh. 1983, 1986, 1988; Fr.sund Rådhus 1988; Espergærde Bibl. 1989; Gal. 2B, Stenløse 1989; Gent. Rådhus 1990.
Værker: Opstilling med løg (1979); Studie med blade (1982, Plejehjemmet Østergården, Fr.sund); Landskab med regnbue (1985, smst.); Blade (3 mal., 1986, Hundested Rådhus); Solens datter (1989); Jord (1991); Vand (1991); Ild (1991); Luft (1991); kunstbærepose (1991, Irma); Forening (1992); Opmærksomhed (1993). Udsmykninger: Broen til Hornsherred, Fr.sund (1994, s.m. gruppen Oktober, nu fjernet).
Litteratur: Fr.borg Amts Avis 24.6.1985; Pol. 10.3.1993. TV Lorry, juli 1994.
Bilag
Da kontoret blev kedeligt begyndte et liv som tegner og maler i stedet, interview i Frederiksborg Amts Avis 24. juni 1985:
Kunstneren Ines Sørensen, der for tiden udstiller på Sygehusets sommerudstilling, er oprindelig uddannet korrespondent og havde et godt, solidt kontorjob.
Men i 1972 droppede hun sit kontorarbejde da en indre trang bød hende at begynde at male og tegne.
– Jeg begyndte at komme op omkring de 30 år og lavede en slags status over mit liv hvor det stod mig klart at livet på et kontor ikke lige var sagen. I stedet gik jeg så igen i gang med at tegne som jeg altid havde haft lyst til, men ikke rigtig havde dyrket siden gymnasietiden, fortæller Ines Sørensen.
Efterhånden fik jeg lyst til at blive professionel kunstner, så jeg begyndte at gå til undervisning hos maleren Emma Mau Bach i København. Her i byen kom jeg meget hos billedhuggeren Ulf Rasmussen hvor jeg uden at modtage decideret undervisning lærte en masse.
Som alle andre kunstnere der ønsker anerkendelse, begyndte Ines Sørensen også at indsende sine arbejder til censurerede udstillinger, men de fire første gange blev hendes værker kasseret.
– Før man har prøvet at blive optaget første gang på en censureret udstilling og derved få en slags blå stempel, kæver det en stærk udholdenhed og stædighed at blive ved med at arbejde som ukendt kunstner.
– Som pige er man måske også tilbøjelig til at sætte sit ambitionsniveau lavere end an burde. Det kan være svært at bedømme sine egne muligheder realistisk, og derfor er piger nok tilbøjelige til uden videre at være tilfredse med en lille tryg stilling, mener hun.
Konkurrencen er imidlertid hård blandt kunstnerne, hvilket også afspejler sig i de tusindtallige værker som censorerne ved udstillinger skal bedømme og udvælge. Derfor var det også en stor beslutning da Ines Sørensen kastede sig ud i kunsten.
– Faktisk krævede det en helt anden livsform end den jeg var vant til. Men d økonomiske afsavn blev heldigvis opvejet af min personlige tilfredshed. Det var som at blive født igen: so barn lærer an at se og opleve tingene omkring sig. Noget af den samme følelse havde jeg da jeg begyndte at se tingene på en anden måde, og det var det hele værd.
– Efter at jeg begyndte at arbejde med realistisk tegning, var det slut med den overfladiske måde at se på hvor man alene bruger øjnene til at orientere sig med så man ikke tumler ind i møblerne omkring én. Nu blev jeg konstant interesseret i at udforske formen, farver og linjerne i de ting som jeg så, fortæller Ines Sørensen.
Rundt om på væggene hænger talrige af hendes egne tegninger. Motiver som konkylier, blade og fuglefjer går igen, men af og til springer et farverigt, non-figurativt billede frem af tapetet.
– Jeg kan godt lide at tegne naturen, men det skal ikke være traditionelle landskabsbilleder – heller et lille element fra naturen som på tæt hold kan rumme næsten hele naturens mystik og mangfoldighed, forklarer hun.
Af økonomiske grunde nøjes Ines Sørensen ikke med de gennemsnitlige seks daglige arbejdstimer som skabende kunstner. I syv år har hun undervist våde private elever og hold på Frederikssund Fritidsskole i tegning og maling.
– Det har været nødvendigt da der desværre ikke ofres kunsten megen opmærksomhed i vores samfund. Hovedparten af min indtægt kommer således nok fra undervisning, men lidt værker får jeg da solgt både via udstillinger, kunstforeninger og private.
– Tit støder man på den holdning at en kunstner må være henrykt hvis bare vedkommende får lov at hænge sin værker op så flest muligt kan se dem og eventuelt også får lyst til at købe dem. Men i den tid udstillingen finder sted, burde udsmykningen betragtes so en serviceydelse over for tilskuerne.
– Når an inviterer en forfatter til et foredrag, giver man jo også ham et honorar, selv om tilhørerne måske også får lyst til at købe hans bøger bagefter, sammenligner Ines Sørensen.