Knud Odde

Kunstindeks Frederikssund

Knud Odde. Foto fra Corners hjemmeside.

Knud Odde, født 25. januar 1955, uddannet bibliotekar 1978, begyndte at male som barn og er i øvrigt autodidakt. Siden 2001 har han arbejdet fuldtids med maleriet og grafikken.

Knud Odde har en fortid som bassist og komponist i punkgruppen Sods, senere Sort Sol.

Knud Odde debuterede i 1982 på Charlottenborgs Efterårsudstilling. I 1986 havde han sin første separatudstilling, og siden har han udstillet i talrige sammenhænge. Hans værker er repræsenteret på blandt andet Trapholt og Statens Museum for Kunst. Han er blandt andet kendt for sine portrætter.

På grafiksiden kan nævnes Tivoli-plakaten 1994, DSB’s 150 års jubilæumsplakat og plakaten for Dansk Handicap Idræts-Forbund til de paralympiske lege i 2004. Han har også tegnet en serie på fire sportsfrimærker udgivet i 2003.

Knud Odde: La Argentina, olie på lærred, 35 x 35 cm, 2014.

Den symbolske kraft i Knud Oddes malerier, de markerede konturer og skrappe farver viser et slægtskab med billedkunstneren J. F. Willumsen. Han har direkte ladet sig inspirere af Willumsens kunstnerkeramiske virke, da han overførte nogle af sine portrætter til glasur på en række store stentøjsfade udført på Tommerup Keramiske Værksted*.Fadene blev udstillet på J.F. Willumsens Museum og Danmarks Keramiske Museum – Grimmerhus (nu Clay Keramikmuseum) i 2012-13 i udstillingen Ny keramik i dialog med J.F. Willumsen arrangeret af de to museer i fællesskab. Den ny keramik var desuden lavet af Jens Bohr, Annette Brix, Tine Hecht-Pedersen og Toni Larsen.

Dekoreret fad nr. VIII, 2012, fremstillet på Tommerup Keramiske Værksted, befinder sig på Clay Keramikmuseum, Middelfart. Foto Ole Akhøj.

Knud Odde var medlem af bestyrelsen for J.F. Willumsens Museum 2008-11.

Knud Odde arbejder også med glaskunst – i samarbejde med glas- og glarmesteren Per Steen Hebsgaard*, og han indgik i udstillingen Kunsten i lyset med glaskunst fra Per Hebsgaards værksted som blev vist på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig og Sophienholm i Lyngby i 2016-17.

* Tommerup Keramiske Værksted og glarmester Per Steen Hebsgaard er begge værksteder specialiseret i at løse henholdsvis keramiske opgaver og glasopgaver sammen med udefrakommende kunstnere.

Et eksempel på Knud Oddes arbejde i glasmosaik – glasmaleri og sandblæsning, samlet i bly.

Værker af Knud Odde i Frederikssund

Dansk Metals kursusejendom i Jørlunde, Metalskolen, fra 1968 rummer meget billedkunst af mange af Danmarks fremtrædende kunstnere. Et berømt billede er Erik Henningens En agitator fra 1899 som hænger i hovedindgangen til skolen.

Da Metalskolen i 2018 fejrede 50års jubilæum, bestilte man en moderne ‘agitator’ af Knud Odde.

Fra afsløringen i 2018 af Knud Oddes Agitatoren 2018 med kunstneren til venstre og Matalskolens direktør Morten Madsen til højre. Foto Birgitte Masson, Lokalavisen Frederikssund.

Kilder, link og litteratur

Knud Oddes hjemmeside.

Portræt af Knud Odde med mange værkfotos i Kunsten.nu, 2013.

Portræt af Knud Odde hos Corner.

Ny keramik i dialog med J.F. Willumsen, katalog i anledning af udstilllingen af samme navn på J.F. Willumsens Museum og Danmarks Keramiske Museum – Grimmerhus (nu Clay Keramikmuseum) i 2012-13, udgivet af museerne 2012, med interview med Knud Odde ved Mette Gravlev Poulsen og fotografier af de udstillede værker.

Kunsten i lyset, udstillingsomtale 2017 på Sophienholms hjemmeside.

Kunsten i lyset, bog om glaskunst fra Per Hebsgaards værksted, men præsentation af glaskunsten på udstilingen af samme navn og kunstnerne bag, Museet for Religiøs Kunst og Sophienholm, 2016.

Tommerup Keramiske Værksted, værk i tre bind i anledning af værkstedets 30 års jubilæum, de to første bind udkom 2018, redigeret af Lise Seisbøll Mikkelsen og med Gunnar Jakobsen som bibliograf, bind 2 indeholder fotografier af Knud Oddes 12 keramiske fade fra udstillingen 2012-13 samt bibliografi og værkfortegnelse.