• Home
  • Rasmus Nellemann

Rasmus Nellemann

Kunstindeks Frederikssund

rasmus-nellemann-artinstamps-blogspot

Rasmus Nellemann, foto fra artinstamps.blogspot.dk.

Rasmus Nellemann, 1923-2004, maler, grafiker – uddannet håndværksmaler der fik sine første kunstneriske impulser på Odense Tekniske Skole og herefter blev elev på Kunstakademiet i København både malerskole og grafisk skole. Han debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling 1950 med seks malerier fra fødebyen Millinge. Men allerede i 1952 kastede han sig over grafikken og den var siden hans vigtigste udtryksform – i de første år mest litografiet, men allerede fra midten af 50erne var det mest ætsningen.

Rasmus Nellemann dyrkede især den konstruktivistiske klarhed og opbygning som kendetegner arkitektur, maskiner og brugsgenstande som fx kraner, kulsiloer, landbrugsredskaber, skibskonstruktioner, jernbaneskilte m.m. som han gengav med en minutiøs radereteknik hvor næsten alle elementer blev bygget op af små tætliggende, parallelle rids. I sine billeder gav han de menneskeskabte ting en slags billedkunstnerisk værdi-oprejsning i billedkunstnerisk form.

rasmus-nellemann-frimaerker-landbrug

En særlig vidtrækkende udbredelse har Rasmus Nellemanns grafik fået gennem frimærkerne. Indtil 1992 udførte han 32 frimærker til det danske postvæsen og er hermed en af de mest produktive danske frimærkekunstnere. Han er nok også den danske billedkunstner der bedst har mestret det lille formats krav.

Rasmus Nellemann lavede også keramik, blandt andet en del fritstående keramiske relieffer af klar, konstruktivistisk billedopbygning. Blandt hans udsmykningsopgaver kan nævnes keramiske relieffer til gavlen på Ledøje-Smørums rådhus i 1986.

Rasmus Nellemann udstillede flittigt, i 1963-69  var han formand for Grafisk kunstnersamfund, og i 1974 fik han tildelt Eckersbergmedaljen og i 1986 Thorvaldsenmedaljen.

Efter Den Store Danske.

Værker af Rasmus Nellemann i Frederikssund

byggepladsmotiv

Byggepladsmotiv. Befinder sig på Frederikssund Rådhus. Foto Flemming Bülow.

Kilder, link og litteratur

Rasmus Nellemann i Den store Danske

rasmus-nellemann-frimaerker

Rasmus Nellemann hos artinstamps.blogspot.dk.