Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Sisse Westergaard

Sisse Westergaard i sit atelier på Svanholm Gods 1986. Foto Anne Sophie Rubæk.

Sisse Marianne Westergaard Kirkensgaard, billedvæver og maler samt kirkesanger, født 15. maj 1947 i København, boede i 1980erne på Svanholm og bor fra 1994 i Jægerspris. Har været gift med maleren Jan Nielsen. Sisse Westergaard er medlem af Billedkunstnernes Forbund og Kvindelige Kunstneres Samfund.

Sisse Westergaard i sit væveværksted på Svanholm Gods 1986. Foto Anne Sophie Rubæk.

Følgende beskrivelse er efter Lisbeth Tolstrup i Weilbachs Kunstnerleksikon (redaktionen sluttede i begyndelsen af 1990erne):

“Sisse Westergaards arbejde tager sit udgangspunkt i et nært forhold til det tekstile. Skønt hun gennem årene har tegnet meget og malet en del akvarel, er det gennem tekstilerne hun har fundet det stærkeste billedlige udtryk. Hun iagttager naturen og dyrelivet omkring sig, og især konkylier og fund ved stranden har dannet inspiration til såvel billedsyninger som vævninger og tegninger. Tiden på Svanholm fik stor betydning for hendes arbejde på et tidspunkt hvor hun havde været en del involveret i kvindesagsbevægelsen. På Svanholm tog hun nøjsomheden fra den daglige drift med i sit valg af materialer, der ofte blev fundet og skåret af aflagt genbrugstøj. Hun udtrykte de politiske grundholdninger der var bærende for kollektivtanken, i de motiver der tog udgangspunkt i en arbejdssituation ved markarbejdet eller pasning af dyrene. Senere valgte hun dog bevidst at arbejde sig fri fra denne påvirkning og har gennem de seneste år arbejdet udelukkende med maleri og gouache. Motiverne, der tidligere var at finde i strandiagttagelser og fortolkninger af de nordiske myter, er i stigende grad abstrakte.”

I 2009 siger Sisse Westergaard selv om sin kunsts indhold og form: “Nonfigurative akrylmalerier, akvareller og tuschtegninger. Jeg maler styret af følelserne, altså uden kontrol, og redigerer efterfølgende. Fremhæver nogle ting i billedet, nedtoner andre. Der kan opstå menneske- og dyreskikkelser som jeg først selv ser når jeg er midt i processen.”

Sin uddannelse har Sisse Westergaard fået på Kunsthøjskolen Holbæk (Hugo Arne Buch) i 1965, som væveelev hos Kirsten og John Becker i 1966, hos væver Vibeke Klint 1967-69, hos væver Bodil Bødtker-Næss og maler Erling Frederiksen 1969-72 og på Kunstakademiet i Købehavn (Arthur Köpcke, Gunnar Aagaard Andersen og Helge Bertram) samt skolen for kunstpædagogik 1972-79.

Sisse Westergaard har udstillet en del steder, blandt andet med sin debut på Charlottenborgs Forårsudstilling  i 1969, et par gange på Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i 1970- og 80erne og et par gange på Kunstnernes Påskeudstillling i Århus i 1970erne. I 1986 udstillede hun på Danmarks Akvarium i Charlottenlund – indbydelseskort herunder.

Lokalt har Sisse Westergaard udstillet 7 fra Jægerspris og Portrætudstilling på kunstmuseet i Vetlanda, Jægerspris’ svenske venskabskommune i 1982 og 1996; Langes Magasin i Frederikssund i 1985 sammen med 16 andre i Frederikssund Kunstforenings udstilling af kunsthåndværk og billedkunst – se opslag og værkfortegnelse; Thorstedlund Kunsthøjskole i 1986; Frederikssund Bibliotek i 1986 og 1991; Skibby Bibliotek i 1987 og 1993; Frederikssund Sygehus (kunstforeningen) 1993 med stofbilleder og -væv; Spejlsalen, Svanholm Gods, 1988; Frederikssund Private Realskole 1988; Jægerspris Slot i 1994 (Café Danner) og 1996 (Rebeckasalen); Markante mennesker i Rejsestalden i Jægerspris, 1996; Rådhuset i Loppi, Jægerspris’ finske venskabskommune i 1996.

Sisse Westergaard foran et af sine stofbilleder ved udstillingen på Frederikssund Sygehus i 1993 – foto fra sygehusets kunstforenings scrapbog.

Udstillingen Markante mennesker i Rejsestalden i 1996 var sammen med den lokale kunstner Hanne Hansen, og kunstnerne havde sat sig den opgave at vise deres forskellige måder at portrættere mennesker på. De malede begge de samme 16 personer, alle med en eller anden lokal tilknytning. Der var portrætter af Josephine Augustinus, Prinsesse Elisabeth, Ulla Henningsen, Erik Hoffmeyer, Jørn Jensen, Ole Find Jensen, Inge Jespersen, Rune T. Kidde, Karen Meta Nagel, Bjarne Nielsen, Grete Olen, Lis Petersen, Stefan Rasmussen, Bodil Smidth, Nils Sættem og Ib Søby.

Herunder fotos af Hanne Hansen og Sisse Westergaard sammen med henholdsvis Nils Sættem (fotograf Henrik Frydkjær) og IB Søby – på den tid leder af Rejsestalden.

Sisse Westergaard deltog i 2002 i salgsudstillingen Kunst som gave arrangeret af Frederikssund Kunstforening – sammen med 17 andre kunstnere og kunsthåndværkere.

I 2009 deltog Sisse Westergaard i to sammenhængende gruppeudstillinger med delvis de samme deltagere – Kunst på Herrens mark – i august på Skabelsbjerggaard hos Steffen Lund i Landerslev og september-oktober i Langes Magasin i Frederikssund.

Blandt Sisse Westergaards værker kan nævnes Huden fuld, silketryk, 1971, Kastrupgaardsamlingen; plakat til Rødstrømpebevægelsens kvindefestival i Fælledparken i København 1979; Snoegen, vinter, sommer, efterår, tre billedvævninger, 1985, byrådssalen på Jægerspris Rådhus; Konkylie III, billedvævning, 1985, Delta, Dansk Elektronik, Lyngby; Violet konkylie, billedvævning, 1988, Islebjerg Kirke, Frederikssund; Forårslugning, syet billedtæppe, 1992, byrådssalen, Loppi Kommune, Finland; Vand og sten, akvarel, 1996, Vetlanda Kommune, Sverige.

Sisse Westergaard medvirkede som 11-årig som Hanne i børnefilmen Andre folks børn som havde premiere i oktober 1958 og som senst er vist på DK4 i 2004. Filmen er blandt andet optaget på en gård i Græse.

Sisse Westergaard Nordisk Film 1958 2

Sisse Westergaard som ung, foto Nordisk Film.

Værker af Sisse Westergaard i Frederikssund

Den hvide klovn. Befinder sig på Frederikssund Rådhus. Foto Flemming Bülow.

den-hvide-klovn

Snoegen, vinter, sommer, efterår. På gamle Jægerspris Rådhus hænger i byrådssalen tre billedvævninger fra 1985. Øverst  avisfoto fra ophængningen. Nedenunder foto fra 2022 af Kim Lund Sørensen før det gamle rådhus blev rømmet.

Violet konkylie, billedvævning fra 1988 i Islebjerg Kirke, Frederikssund.

Foto mangler.

Kilder, link og litteratur

Kommunen skabte et job – og fik tre vægtæpper!,  om de tre væverier på Jægerspris Rådhus, Frederikssund Avis, 1985 (udateret).

Udstillingskatalog ved Lise Funder, Nikolaj Kirke, København, 1987.

Dyr, udyr og konkylier, udstilling på Frederikssund Bibliotek 1991, avisomtaler.

Udstillingsfolder til udstilling af billedtæpper og akvareller på Frederikssund Sygehus 1993.

Udstillingsfolder At turde være et himmellys, skønt af de små, påskeudstilling, Rebekkasalen, Jægerspris Slot, 1994

Udstillingsfolder Markante mennesker, Rejsestalden, april-maj 1996.

Markante portrætter af markante personer, forhåndsomtale af udstillingen Markante mennesker med foto af de to kunstnere med deres malerier af Ib Søby og Nils Sættem i henholdsvis forsidehenvisningen og selve artiklen, Maj-Britt Holm, Frederiksborg Amts Avis, 22. marts 1996.

Markante mennesker i Rejsestalden, udstillingsomtale med foto af de to kunstnere med Ib Søby i virkeligheden og på lærrederne, Frederikssund Avis, 2. april 1996.

Unikke portrætter, reportage fra ferniseringen, Frederiksborg Amts Avis, 9. april 1996.

Kunstindeks Danmark (Weilbachs Kunstnerleksikon).

Billedkunstnernes Forbund.

Den Danske Filmdatabase.

Noter

??? Frederiksborg Amts Avis 24.2.1983, Inspirationen kommer når markerne luges; 26.11.1985; 9.3.1986 (Marianne Fogtmann); 22.3.1996.

Snoegen
– vinter, sommer, efterår

Violet konkylie

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse