Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Sommerlyst

Sommerlyst

Restauranten/værtshuset Sommerlyst på Roskildevej 9 vis a vis stationen i Frederikssund har en historie der skriver sig tilbage til 1895 hvor det sammen med andre købstadshuse i byens nye centrum – jernbanehotel m.v. – blev opført i tidens stilefterlignende mode (den frie historicisme eller elektricismen). Jernbanen var kommet til byen i 1879, og i 1894 var der ved stationen opført et andelsslagteri. Sommerlyst var et gæstgiveri/pensionat med restaurant, værelser (og boliger til ejerne) og rejsestald i gården.

Første indehavere er Mads og Karen Jensen. Efter Mads Jensen død driver Karen Jensen Sommerlyst videre med Boline Frederiksen som kogejomfru. Boline gifter sig 1908 med Karl Götze, og parret forpagter Sommerlyst, og i 1913 køber de stedet af Karen Jensen.

Tyve år efter i 1933 dør Karl Götze, og fru Boline Götze driver Sommerlyst videre til 1960, og hun når således at fejre 50års jubilæum som vært i Sommerlyst.

I 1960 sælger Boline Götze Sommerlyst. Køber er Jens Peter Maden som i 25 år har arbejdet som portier på Kølles Gård i Humlebæk, og som køber Sommerlyst for sin sparepenge. På et tidspunkt overlader han driften af restauranten til sin datter Jytte Bengtsen, og i 1988 sælger han Sommerlyst til sit 23-årige barnebarn Birgit Corneliussen – som overtager bevillingen to år senere. Her ses Birgit Corneliussen skænke for Leif Bjørner – som kan fortælle om hvordan man i hans unge dage søndag formiddage reparerede tømmermænd på Sommerlyst med kogesild. Foto Jens Svendsen.

Indtil Jens Peter Madsen død i 1991 boede der fire generationer i lejlighederne over restauranten – Jens Peter Madsen, hans datter Jytte Bengtsen, hendes søn Peter, hendes datter Birgit Corneliussen med sin mand Mikael Corneliussen og deres to børn. Her ses en samling af fire genrationer med fra højre Jens Peter Madsen, datteren Jytte Bentzen, barnebarnet Birgit Corneliussen og Trine, det ene af de to oldebørn. Over hylderne ses nogle af værtshusets vægmalerier. Foto Jørgen Rubæk.

Jens Peter Madsen satte en ære i at vedligeholde Sommerlyst således at stedets historie blev bevaret. Og den holdning videreførte Birgit Corneliussen da hun i 1991 fik iværksat et byfornyelsesprojekt med en gennemgribende renovering af ejendommen.

Karakteristisk for restauranten var blandt andet et serie vægmalerier fra 1920rne som Jens Peter Madsen havde taget vare om, og som Birgit Corneliussen havde lovet sin bedstefar at bevare.

Også bevaret blev en række sentenser som var skrevet på væggene i 1960erne af en malersvend Terp: At leve er ikke at trække vejret, men at handle; Des højere du råber, des mindre bliver du hørt; Er modet tabt, er alting tabt; Alle vil herre være, men ingen sække bære; Den bedste hævn er at tilgive.

Som en slags prik over i’et blev den omfattende renovering suppleret med en typisk indhegning i hvidt træ rundt om jordstykket foran restauranten.

Birigt Corneliussen solgte Sommerlyst i 1993 .

Vægmalerierne

På Sommerlyst er der rundt på væggene oppe under loftet en frise af vægmalerier. De blev under byfornyelsesprojektet i 1991-92 restaureret af en konservator fra Nationalmuseet. Samtidig lykkedes det finde frem til folk som kendte til maleriernes historie, og som kunne fortælle at de var malet af “den gamle maler Jensen fra Skyllebakken”. Han blev dog benævnt ‘Carl Nielsen’, men det kan vist kun være Lauritz Jensen. Hans malerier var med lokale motiver som han malede efter postkort – og fri fantasi. Betalingen for arbejdet formodes i stor udstrækning at have været mad og drikke i restauranten.

Kilder, link og litteratur

Et gæstgiveri i Frederikssund, folder, A5, 18 sider, illustreret, udgivet i anledning af byfornyelsesprojektet af Restaurant Sommerlyst ved Birgit Corneliussen, Byfornyelsesselskabet Danmark ved Karen Skou, Arkitekttegnestuen BOX 25 ved Karen Kristiansen og Frederikssund Kommune ved Oscar Larsen, 11. april 1992.

Samling af avisomtaler i perioden 1988-93.

Lauritz Jensen

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse