Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Steffen Jørgensen

Steffen Jørgensen, maler, grafiker og matematiker, 1940-2015, uddannet 1961-65 på Kunstakademiet i København dels på malerskolen (Dan Sterup-Hansen) og dels på grafisk skole (Holger J. Jensen), siden læste han på Københavns Universitet og blev cand. scient. i matematik i 1976. Han debuterede som maler allerede i 1963. Han boede de sidste 18 år af sit liv i Atelierhusene ved Utterslev Mose i København.

Steffen Jørgensen viste at matematik og malerkunst kan gå hånd i hånd. Med udgangspunkt i den projektive geometri arbejdede han med perspektiviske deformationer som han kaldte konfigurationer – systemer af punkter og rette linjer som opfylder to krav: Gennem hvert punkt går det samme antal linjer og på hver linje ligger det samme antal punkter. En lignende systematik ligger til grund for en række billeder hvor han undersøger genstande som kranier, stof, æbler m.v. fra forskellige vinkler og underkaster den forskellige forvrængninger. Han konstruerer disse visuelle fænomener på et videnskabeligt, matematisk grundlag ved hjælp af geometriske projektioner og med en høj grad af perfektion.

Pascal-figur-på-kubikkurve -2006-Tempera-130x130-cm

Pascal figur på kubikkurve, 2006, tempera, 130×130 cm. Foto Atelierhusene.

Steffen Jørgensen placerede sig med sin analytiske og reflekterende arbejdsmåde i den konstruktive linje i dansk kunst, men i modsætning til andre konkrete kunstnere brugte han matematiske principper til at undersøge og gengive tingene.

1984-91 var Steffen Jørgensen leder af Kunstakademiets tegnetekniske laboratorium. Han var fra 1971 medlem af Grønningen, han modtog flere priser og fik i flere omgange støtte fra Statens Kunstfond.

frugt_3l

Æblepyramide, olie på lærred, udstillet på Trapholt i Kolding 2008. Foto bloggen Lupos Garage, luposgarage.dk.

Steffen Jørgensen er repræsenteret på Metalskolen i Jørlunde med ti sort-hvide værker, fire tryk og et maleri.

Kilder, link og litteratur

Steffen Jørgensen hos Den Store Danske.

Steffen Jørgensen hos Kunstindeks Danmark (Weilbachs Kunstnerarkiv).

Steffen Jørgensen 1940-2015, mindeord af kunstnerkollegaen Per Arnoldi på Grønningens hjemmeside.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse