Frederikssund Private Realskole i Frederikssund er grundlagt 1889 og dermed en af landets ældste. Det er en af landets største privatskoler. Skolen har klasser i tre spor fra 0. til 9. trin samt skolefritidsordning.
I anledning af skolens 100års jubilæum i 1989 afholdt Frederikssund Kunstforening en udstilling med ti kunstnere – som alle har været elev på Realskolen: Niels Nielsen, Morten Nielsen, Jeppe Hagedorn-Olsen, Bodil Hagedorn Eje, Bent Hagedorn-Olsen, Jette Thyssen, Anne Buhl, Niels Sylvest, Ole Kortzau og Per Weiss.
Luftfoto fra skolens hjemmeside – fra venstre side løber Tværstræde ind til hovedindgangen, og skolens bygninger er i hovedsagen det store sammenbyggede kompleks samt en nyere tæt klynge ved Kocksvej øverst i billedet. Den ældre to-tre etagers bygning nederst til venstre er Christiansborg med blandt andet skolens kontor.
Skolebygningerne mod Kocksvej er tegnet af Mangor & Nagel og opført 2009-10 – illustration fra arkitektfirmaets hjemmeside.
Adresse: Tværstræde 18
Noter
I indgangen nederst i den gamle bygning hænger en gipsafstøbning med motivet Den gode hyrde med lammet som han værner mod ulven. Det er en kopi af motivet på mindestenen for skolebestyrer Kristian Hatt på dennes gravsted på Frederikssund Kirkegård – en monumental natursten tilhugget af stenhugger Emanuel Nielsen, Frederikssund, opsat i 1941 på etårsdagen for Hatts død efter bestilling fra en kreds af tidligere elever.
Hjalte Skovgaard har lavet et relief forestillende Den barmhjertige samaritan som hænger over indgangen til lærerværelset på Frederikssund Private Realskole – skænket skolen af lærerkollegiet ved skolens 75års jubilæum i 1964.
Elefanten og krokodillen ved Det gule Palæ er et blandt eleverne meget populært kunstværk. Motivet er Kiplings eventyr om hvordan den lille elefantunge fik sin snabel. Værket er udført af billedhugger Hans Olsen fra Arnakke ved Holbæk og skænket skolen af gamle elever som samlede 6200 kroner ind. Værket blev afsløret af tidligere skolebestyrer Kristian Hatts søn, Christian Hatt, ved skolen 75års jubilæum i 1964.
Det store relief på gymnastiksalens mur ind mod den store skolegård er opsat i 1968. Det er udført af billedhugger Hans Kristian Olsen, 1902-83, fra Arnakke ved Holbæk. Statens Kunstfond bidrag med halvdelen af anskaffelsessummen. Allerede i 1962 da gymnastiksalen blev bygget, blev Hans Olsen spurgt, og han ville lave noget med ‘krablende liv fra en grøftekant’. Men udførelsen af værket trak ud, og først i 1968 blev en endelig aflevering aftalt – værket skulle afsløres den 20. juni til årsafslutningen. Men først den 19. juni om eftermiddagen dukkede Hans Olsen op med de første dele af værket. Det følgende halve døgn blev værket monteret med hjælp fra en halv snes lærere og andre medarbejdere der arbejdede natten over medens del-leverancerne indløb fra Holbæk. Den 20. kl. 10 blev værket afsløret af skolens formand sparekassedirektør Frede Pedersen sammen med skolens ældste og yngste elev, den 88årige fru Agnes Mathisen og den syvårige Marianne Terp Hansen.
Hans Olsen hos Kunstindeks Danmark, Weilbachs Kunstnerleksikon.
Frederikssund Private Realskole købte en akvarel af Morten Nielsen på Frederikssund Kunstforenings udstilling i 1995.