Edvard Anberg, skibsværftsarbejder, maler og grafiker, født i Viborg 1911, død i København 1994. Han har modtaget nogen kunstnerisk undervisning, men er ellers autodidakt.
Edvard Anberg arbejdede på B&W i København i 1940rne og fik her næring for både sin sociale indignation og sin solidaritetsfølelse. I sit senere skrift Tanker i tekst og træ fra 1970 genoplever han årene på B&W i kapitlet En dag på et værft. Det er en slags dagbog over en værftsarbejders dag hvor vi i træsnit og tekst følger ham og kammeraterne når de sejles ud til fabrikken på Refshaleøen, stempler ind, svejser, holder pauser, stempler ud, cykler hjem og til slut falder i søvn foran radioen.
I 1978 afholdt Frederikssund Kunstforening i januar i Bibliotekssalonen en udstilling med Edvard Anberg (udstillingen udlånt af Sammenslutningen af danske Kunstforeninger).
Edvard Anberg er repræsenteret på Frederikssund Gymnasium med en et eksemplar af den træsnit-illustrerede bog Tanker i træ og tekst fra 1970. Værket er købt hos kunstneren af Statens Kunstfond og deponeret på gymnasiet.
Han er ligeledes repræsenteret på Metalskolen i Jørlunde med 26 rammer med tryk.
Kilder, link og litteratur
Tanker i træ og tekst, Edvard Anberg, bog trykt i 150/350/500 nummererede eksemplarer, 1970/1971, 64 sider, illustreret med sort-hvide træsnit af forfatteren (divergerende oplysning).
Siderne 44-45.
Industriens Billeder, redigeret af Hanne Abildgaard og Aase Bak, Arbejdermuseet og Nordjyllands Kunstmuseum 2007, 271 sider, 4to, illustreret. Løst bilag: Industriens billeder: værkfortegnelse, 11 sider.
Indhold: Hanne Abildgaard: Industrien som seværdighed: optakter; Til industriens pris: 1800-tallets illustrationsgrafik; Ind i fabrikken 1: årtierne omkring 1900; Fra arbejdsfronten; Kunst til arbejderne: arbejderbevægelsen og kunsten 1930-80. Aase Bak: Industri- og teknologibegejstring: 1900-tallet; Ind i fabrikken 2: efterkrigstiden; Rumskulpturer: et kunstpædagogisk eksperiment; At profilere industrien; Industrikritik; Den forladte fabrik: en billedserie; Senindustri: omkring 2000. Lars Morell: Popfabrikken.
Udgivet i forbindelse med en udstilling på Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv 10. januar – 18. marts 2007 og Nordjyllands Kunstmuseum 31. marts – 3. juni 2007.
Bilag
Afsnit fra bogen Industriens Billeder (se ovenfor) med omtale af Edvard Anberg og en anden af fabrikslivets beskrivere, Hans Ludvig Larsen (se også afsnittet i denne pdf-udgave industriens.billeder):
“Fabrikken i sort og hvidt
Kunstnere som Victor Brockdorff og Anker Landberg opsøgte fabrikkerne som motiv, fordi de interesserede sig for industrien og for arbejderne som led i deres overordnede kunstneriske projekt. De kom så at sige udefra og gik ind i fabrikken omend med et andet resultat end Preben Hornung og Kaj Walther. For Edvard Anberg (1911-94) og Hans Ludvig Larsen (f. 1932) var udgangspunktet et andet. De var allerede inde. Begge havde en baggrund i industrien og blev så optændte af det de oplevede der, at de måtte formidle det i kunstnerisk form. Det blevet livsprojekt for dem, og de tog begge undervisning for bedre at kunne få budskabet igennem. Edvard Anberg arbejdede i 1940rne på B&W i flere forskellige funktioner, sådan som det var almindeligt for ufaglærte i sværindustrien. Her var der næring for hans sociale indignation, men også for hans solidaritetsfølelse. Begge dele kom til udtryk i en række sort-hvide træsnit, gerne med ledsagende tekster, mest markant måske i skriftet Tanker i tekst og træ fra 1971. Årene på B&W genopleves i kapitlet En dag på et værft der former sig som en slags dagbog over en værftsarbejders dag. Vi følger ham, mens han og kammeraterne sejles ud til fabrikken på Refshaleøen, stempler ind, svejser, holder pauser, stempler ud, cykler hjem og til slut falder i søvn foran radioen. Det at Anberg involverer privatsfæren, er nok et tegn på at snittene er blevet til i 1970erne og ikke i 1940rne hvor historien foregår. Når bortses fra Georg Jacobsens og Frits Bruzelius’ udsmykninger fra efterkrigsårene med bredere samfundsmæssigt indhold, var en sådan sammensmeltning af arbejdsliv og privatsfære ikke almindelig i billedkunsten før kvinderne gjorde deres indtog på arbejdsmarkedet. En dag på et værft viser det gamle kønsrollemønsters ubønhørlige logik.
Anberg går tæt på sit motiv og har fokus på mennesket og dets vilkår snarere end på maskinerne og produktionen. Med enkle, virkningsfulde snit i træstokken får han trukket det væsentlige i situationen op. Vi ser folk stå som ’robotter i geled’ foran stempeluret ved begyndelsen til en arbejdsdag der er lagt i faste rammer og præget af kontrol. Det er en af Edvard Anbergs største anker mod fabriksarbejdet at tiden aldrig er ens egen: ”Den har du solgt for at overleve!” Sandheden i dette står lysende klart i et lille tryk der virker desto stærkere når det går op for en at mændene der sidder på rad og række, er på toilettet. Der er ingen døre. ”Stedet egnede sig ikke til meditation,” som Anberg skriver med nogen underdrivelse. I billedets øverste højre hjørne ser vi et udsnit af en person i en glasboks og nok et kontrolur. Selv her er tiden afmålt. Denne fabrikken-indtrængen i selv det mest intime liv skildrer Anberg i sine billeder med takt og indfølelse. Takt er der ikke så meget af i hans ledsagende kommentarer der er langt mere indignerede: ”Velfærdsforhold kalder man det. Også når 3500 mand med snavset arbejde deles om 16 brusere. Ikke alle gad løbe i galop for at nå ind under bruseren og kæmpe sig til de sidste dråber varmt vand. Så hellere en gang klatvask.” Edvard Anberg skrev selv at træsnittene skulle vise en arbejdsplads på godt og ondt for en menneskealder siden, og med det gode mente han menneskers evne til at trives trods alt, i kraft af hinanden.
Hans Ludvig Larsen er noget yngre og har også en anden baggrund. Han er uddannet som folkeskolelærer, men arbejdede i slutningen af 1960erne i Sabroes Jernstøberi i Århus. Dette forholdsvis korte ophold gjorde stort indtryk og satte sig varige spor i hans billeder. Ligesom Anberg følger Larsen alle faser af produktionen i en fabrik og gengiver blandt andet arbejderne når de spiller kort i middagspausen, mens solen kaster sine stråler ind gennem de store vinduer. Men Larsen er alligevel mere interesseret i støbeprocesserne og de dekorative muligheder der ligger i kontrasterne mellem den (hvid)glødende jernmasse og det omkringliggende mørke. En poetisk dimension kommer frem i flere af trykkene hvor kunstneren fx fascineres af vilde blomster der kæmper sig vej til lyset blandt ubrugte formkasser uden for støberiet.
De sort-hvide trykketeknikker, specielt træ- og linoleumssnittet, har ofte appelleret til kunstnere, der – om man så må sige – har noget på hjerte, dermed forstået kunstnere som ud over almene kommentarer om livet og kunsten også vil formidle helt specifikke holdninger til samfundsmæssige eller politiske forhold. De ser måske ikke verden i sort og hvidt, men de mener at deres budskaber bedst kan forstås når de bliver trukket hårdt op. De sort-hvide kontraster og de kantede skær, som er et vilkår for teknikken, egner sig godt til formålet. De billige tryk sikrer en bred distribution, så værkerne kan spredes til grupper som ellers ikke har interesse eller mulighed for at komme i forbindelse med billedkunst. Derfor er træ-og linoleumssnittet ofte benyttet i både den alment samfundskritiske og den mere målrettede politiske kamp.”
Edvard Anberg, Aftrædelse, træsnit.