Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Folmer Bendtsen

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Bananvogn på Aleksandravej af Folmer Bendtsen – lånt fra Rundetaarns hjemmeside.

Folmer Bendtsen, født 8. februar 1907 på Vesterbro i København, død 6. januar 1993 i Frederikssund (asken er strøet på fjorden). Folmer Bendtsen flyttede 1960 til Lille Kregme syd for Frederiksværk i et hus ved Hvide Klint.

Han blev kendt som arbejderklassens maler og skildrede i sine malerier arbejdernes liv på Vesterbro og specielt ydre Nørrebro. Hans værker kan ses på mange af landets museer. Folmer Bendtsens Plads ligger ved Nørrebro Station, tæt ved Alexandravej hvor Folmer Bendtsen boede, arbejdede og malede i en årrække (vejen er temaet i nedennævnte avisartikel Man gjorde en gade fortræd). Alexandravej ligger som en kort stikvej fra Frederikssundsvej tæt ved den gamle Lygten Station – første (unavngivne?) sidevej til højre, måske er navnet kun bevaret i navnet på en legeplads på stedet.

Folmer Bendtsen blev født som ‘uægte’ søn af en møbelhandler og en strygerske. Han kom i pleje i en familie på Nørrebro indtil han som syvårig vendte tilbage til sine forældre, der i mellemtiden var blevet gift. Som 16-årig stak han til søs, men fire-fem år senere vendte han tilbage til København, krisen ødelagde betingelserne for skibsfarten, og han arbejdede som klunser og senere som gadehandler med base ved Alexandravej på Nørrebro.

Efter at have læst om kunst på biblioteket gik Folmer Bendtsen i gang med at male. Om sin debut som udstiller i 1935 fortæller Folmer Bendtsen selv i et interview i Politiken 1966:

”Så kom miraklet. Det var K. K. Steincke og Ole Vindings skyld. Jeg købte alle mine farver hos kunsthandler Henning Larsen i Knabrostræde. Han blev brændt af. Der var en anden maler som skulle holde udstilling – men han blev væk. Så fik Henning Larsen den skrupskøre idé at det kunne være sjovt at se lidt nærmere på ham bananvognsejeren der købte så mange farver. Så arrangerede han en udstilling med mine billeder. Jeg var målløs og havde faktisk medlidenhed med staklen. Men så skrev Ole Vinding en strålende anmeldelse i Ekstra Bladet. Noget med – husker jeg endnu – ”Manden fra den blånende sø og den gule bananvogn”. Næste dag gik K.K. Steincke op og købte to billeder. Jeg fik en formue for dem. 150 kr. pr. stk.”

Året efter kunne Folmer Bendtsen billeder ses på Charlottenborg, samme år optages han i kunstnersammenslutningen Kammeraterne som blandt andet udstillede på Den Frie. I 1938 rejser han på studietur til Paris. I 1942 udsmykker han Korsør Rådhus, og i 1949 vinder han konkurrencen om at udsmykke Radiohusets kantine. Han optages 1953 som medlem af Grønningen. Han var kunstanmelder ved Social-Demokraten1938-43.

Bendtsen var politisk aktiv på venstrefløjen og medlem af Kommunistpartiet indtil 1953. Hans malerier er dog mere stemningsbilleder end en agitation for en ny verdensorden. Eller som en ukendt har udtrykt det:

”Naar Folmer Bendtsen maler Sommer i Baggaarden, virker det ikke som en Opfordring til at skaffe de stakkels Børn Landophold i Sommerferien eller en Appel til Sundhedsautoriteterne om Sanering af Kvarteret, for Malerens Forhold til Motivet er rent kunstnerisk. Hans Bedrift er at han finder de maleriske Skønheder i noget vedtaget skønhedsforladt.”

I 1975 deltager Folmer Bendtsen i en af Frederikssund Kunstforening arrangeret udstilling af malerier, skulptur og kunsthåndværk på J.F. Willumsens Museum sammen med 27 andre kunstnere. Han deltager med malerierne Lirekasse på Alexandravej og Vinter værftet. Se katalog.

Værker af Folmer Bendtsen i Frederikssund

Folmer Bendtsen er repræsenteret i Kalvøsamlingen med to malerier begge med motiver set fra kunstnerens have ved Hvide Klint i Lille Kregme.

Det ene maleri er fra 1964 og betitlet Udsigten fra Kregme mod Kulhusrenden, 72×51.

Det andet maleri med cirka den samme udsigt er fra 1959, 100×74.

Folmer Bendtsen er desuden repræsenteret på Metalskolen i Jørlunde med et maleri og fem tryk.

Kilder, link og litteratur

Folmer Bendtsen hos Dansk Biografisk Leksikon.

Folmer Bendtsen hos Wikipedia.

Folmer Bendtsen hos Weilbachs Kunstleksikon.

En dag med en kunstmaler, Dansk Familie Blad, 1943.

Man gjorde en gade fortræd, Aktuelt, 1981.

Herfra min verden går, 100årsmindeudstilling i 2007 arrangeret af Folmer Bendtsens datter Kristine Bendtsen, Ågalleriet og Gjethuset i Frederiksværk, Søren Kofoed, Frederiksborg Amts Avis, 7. april 2007.

Folmer Bendtsen 100 år, udstillingskatalog, Rundetaarn, 2007. Samme udstilling som ovenfor. Se omtalen af 100årsudstillingen på Rundetaarns hjemmeside.

Folmer Bendtsen – en maler i Nordvest, biografi, 2009.

En hjemmeside om Folmer Bendtsen er desværre lukket.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse