Peder Frederik (Frits) Nordahl Grove, 12.11.1822-31.7.1885, landskabsmaler, litograf, født og død i København, begravet på Holmens Kirkegård. Han forlod 1839 Metropolitanskolen kort før han skulle være student, lærte at tegne hos Louis Gurlitt og synes at have gået på kunstakademiet 1840-1844.
Fra 1842 til sin død udstillede Frits Nordahl Grove årligt på Charlottenborg, udelukkende landskaber, for det meste med motiv fra Sjælland. En del solgte han til kunstforeninger, og i sine senere år vakte han opmærksomhed med sine vinterbilleder. Tillige gav han sig til at litografere og arbejdede fra 1851 til stadighed hos I. W. Tegner & Kittendorff blandt andet med billedværkerne Danske Herregaarde og Skånske Herregaarde efter F. Richardts tegninger.
Vinterlandskab, 1873, foto: Wikipedia.
Den kongelige malerisamling købte 1846 Parti ved Hammermøllen, og Thorvaldsens museum ejer Udsigt fra Baunebjerget ved Horsens Fjord.
Han er repræsenteret på Jægerspris Slot med maleriet Fiskelejet Humlebæk, et kig over bebyggelse, fiskeleje og kyst fra 1855.