Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Jens Birkemose

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jens Birkemose, Pinterest -Dan Husted.

Jens Birkemose, maler og grafiker, født 28. juni 1943 i København som søn af murer Emil Christian Madsen og Elsebeth Birkemose. Gift og levede sammen med Inge Dorete Birkemose 1963-1976 og siden gift og samboende med pianisten Nanna Willum Hansen 1976-2010. Hun var gennem årene hans faste model. De boede i Paris og det sydlige Frankrig, og da de skiltes flyttede Jens Birkemose tilbage til København.

I sine unge dage studerede han klaver, komposition og musikteori på Musikkonservatoriet, men uddannede sig senere via Kunstakademiet i København og Academie des Beaux-Arts i Paris til kunstmaler og grafiker.

Jens Birkemose anses for en af de betydeligste kunstnere i generationen mellem Eksskolen og de såkaldte Unge Vilde. Jens Birkemoses malerier er ofte meget farvestrålende og ekspressive og kan indeholde motiver som umiddelbart er vanskelige at få øje på. Han udfolder sig i høj grad i de store formater i en abstrakt-ekspressionistisk stil efter amerikansk forbillede. Tilfældighedsprincippet – som fx i musikken hos John Cage – har betydet meget i hans maleriske proces.

I 1980 havde Jens Birkemose den vigtige udstilling Newton’s Night på Ny Carlsberg Glyptotek hvor han inddrog mail-art og kollage. Han er blandt andet repræsenteret på Statens Museum for Kunst og Århus Kunstmuseum. Han modtog i 1991 Eckersberg Medaljen. Han får Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Nogle af hans malerier hænger i studenterkantinen i Handelshøjskolen, CPS’ afdeling i Dalgas Have på Frederiksberg. Han har været medlem af kunstnersammenslutningen Decembristerne siden 1980.

Jens Birkemose har udgivet en lang række surrealt-poetiske bøger med et rigt erotisk islæt.

Jens Birkemose Galleri KK

Galleri KK (Kaj Klinkby).

Jens Birkemose er repræsenteret på Metalskolen i Jørlunde med fem tryk. Foto Flemming Bülow.





Kilder, link og litteratur

Jens Birkemose hos Wikipedia.

Jens Birkemose hos Galleri Heede og Moestrup – mange fotos af malerier.

En hjemvenden kunstner finder ny inspiration, interview med den hjemvendte Jens Birkemose, Kjeld Hybel, Politiken, 13. november 2011.

Den ustyrlige Jens Birkemose – malerier med blending og en maler med hang og trang til flow, langt portræt af Jens Birkemose, blogindlæg, Peter Harms Larsen, 19. november 2011.

En ener i dansk kunst. Jens Birkemose maler musik i sine billeder. Han har studeret komposition og musikteori, men valgte billedkunsten. I morgen fylder han 70 år, fødselsdagsportræt, Jørgen Steens, Kristeligt Dagblad,

Photephobic Study, udstilling af cirka 70 fotografier i Tegningsgalleriet på Museum Jorn i Silkeborg, omtale, 2012. En bog udgivet i forbindelse med udstillingen indeholder værkgengivelser, tekst samt digte af Morten Søndergård.

En ener i dansk kunst, 75års fødselsdagsomtale, Torben Weirup, Berlingske, 27. juni 2018.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse