Selvportræt 1841, foto Glyptoteket/Wikipedia.
Johan Thomas Lundbye, 1818-1848, maler og grafiker, født 1. september 1818 i Kalundborg, død 25. april 1848 i Bedsted ved Tønder og begravet samme sted. Forældrene var stabskaptajn Joachim Theodor Lundby og Cathrine Bonnevie. Johan Thomas Lundbye var ugift.
Johan Thomas Lundbye tilbragte sine tidligste, mest personlighedsdannende barneår i Kalundborg hvor Ingemanns romaner og moderens kærlighed til folkevisen greb fantasifremmende ind i hans udvikling. Han tegnede allerede som barn, og trods faderens næsten brutale modstand lykkedes det ham efter familiens overflytning til København at blive optaget på Kunstakademiet. Mens den lidt ældre gruppe omkring Christen Købke fulgte C.W. Eckersberg, valgte Lundbye og hans venner professor J.L. Lunds undervisning. En generationsforskel gjorde sig således gældende, og med Lundbye som den midtpunktsdannende opstod der et hjertevenskab mellem P.C. Skovgaard, Lorenz Frølich, J.A. Jerichau, Thorald Læssøe samt i mindre grad Th. Dreyer.
Lundbye begyndte som dyremaler, tilskyndet hertil af museumsmanden Chr. J. Thomsen, men udviklede sig i forlængelse af akademitiden også under direkte indflydelse af Købke der kan spores bag nogle af hans tidligste portrætter og landskabsbilleder. Lundbye prægedes desuden vældigt af sin omfattende læsning der i tre stadier skulle komme til at strække sig fra Adam Oehlenschlägers og Christian Winthers nationalromantiske vers, over Grundtvigs kristendom, historiesyn og fædrelandskærlighed til St. St. Blichers og Søren Kierkegaards gemytsinderlighed. Udviklingen fulgtes med Lundbyes glæde over dansk natur i en udstrækning fra frodigheden mod øst til det vindsvøbte lavland mod vest, som han uden at kende til bunds følte et instinktivt valgslægtskab med. Han måtte med undtagelse af et kort besøg som ung nøjes med at drømme om Jylland, mens den udholdende vandrer enten alene eller sammen med Skovgaard eller Frølich lod sig lokalisere i Nord- og Nordvestsjælland. Således kom han meget hos en morbroder i Vallekilde præstegård hvor han fandt motiv til sine tidligste landskabsmalerier. Opfattelsen strakte sig fra en synliggørelse af Oehlenschlägers linier i De tvende kirketårne: Over den gule hvedemark, der kneiser en bakke grøn til de sammenkomponerede billedskabelser i N.L. Høyens og Grundtvigs ånd. Det gælder således tidlige hovedværker som Landskab ved Arresø med udsigt til Flyvesandsbakkerne ved Tisvilde hvor Roskilde Domkirkes spir i det fjerne og en kæmpehøj inddrager fortiden, mens naturen fastholder et fædrelandsbillede der rækker fra det frodige i forgrunden til det karrige bagest, og et par venlige småbørn og storkereden fastholder øjeblikket. Sjællandsk landskab, i baggrunden Vejrhøj og det gamle Dragsholm Slot strækker sig fra de frugtbare agre og enge op mod et højland med skovensomhed, mens fortiden både er inddraget i form af kunstnerens rekonstruktion af Roskildebispens middelalderlige borg og kæmpehøjen øverst på bakkedraget. Lundbye insisterede i sine større værker på en symbiose der havde landskabet, historien og almuen i centrum, og med en indtryksømhed i foredraget der lige opmærksomt inddrog det store og det små. Hver detalje er udtryksbærende, det selvbetragtende og det selvnoterende indgår ofte i en højere enhed, og der er meget i både Lundbyes karakter og i hans mål med sin kunst der foregriber Vincent van Goghs senere udvikling under andre forhold.
Lundbyes fader afsluttede sin militære løbebane i Frederiksværk hvor det stortformede landskab mellem Isefjorden og Arresøen skulle blive en ny, uudtømmelig inspirationskilde for maleren. Det gjaldt både hans små, tindrende studier i naturen og de større, mere sammenkomponerede landskaber hvor han i modsætning til gruppen omkring Købke tillod sig at kombinere indtryk fra forskellige steder, men så stedets karakter respekteredes. Således malede han, i forbindelse med opløsningen af hjemmet i Frederiksværk, hovedværket En dansk kyst der har sine hovedtræk fra Kitnæs ved Jægerspris, men med sin stortformede forening af kyst og klint samt fortid og nutid lagde grunden til den nationalromantiske fædrelandsopfattelse.
Efter faderens død søgte moderen tilbage til Kalundborg, og Lundbye fandt i de kommende år en lang række af sine motiver på det nærtliggende Røsnæs, op langs Sejrøbugten og ind mod herregården Vognserup ved Holbæk. Han viste i sine motivvalg overalt en sjælden forståelse for det gamle Danmark, med de talrige stensætninger ved fx Raklev og de rytmisk forskudte linjer ved Hellede Klint, men han gjorde lige så prægnant og koncentreret rede for de store engarealer ved Vognserup. Lundbyes iboende melankoli blev med årene forstærket. Man kan paradoksalt nok tale om et mere og mere lystbetonet forhold til egen traurighed der befordredes af et par kraftløse forelskelser. Det visnede og blottede indfangede ham, og det blev en belastning for hans bløde sind at han fra begyndelsen ikke blot slugte Søren Kierkegaards værker, men på mange måder følte sig forpligtiget af det lille benede menneskes eksempel. Derfor drog Lundbye i 1845 uden glæde til Italien hvor han overalt blot længtes hjem.
Alt det hjemlige meldte sig i erindringen som den trofaste pige der er blevet forladt til fordel for hedere, mere yppige favntag, og kunstneren var lykkelig da han efter hjemkomsten igen kunne opsøge alle de fortrolige steder. Han malede og tegnede alskens dyr med et indre smil til hver, men på trods af hovedværker som det inderligt danske Et boelsted ved Vognserup og det lille fastkomponerede Hankehøj ved Vallekilde kan der i perioden iagttages en svækkelse i Lundbyes kunst. En vis rutine og nogle lidt forvirrende påvirkninger udefra greb ind i friskheden og hele talentets oprindelighed, men som i en sidste opblomstring kan man i sommeren 1847 se Lundbye beskæftiget med en række fremragende oliestudier på Røsnæs. Den følgende vinter søgte han op til Hellebæk hvor han ikke mindst udførte en række farvelagte tegninger der følelsesmæssigt er båret af en mild resignation og svindende livsvilje. Kunstnerens ønske om at nå langt ud i befolkningen med sin kunst bragte ham hurtig i forbindelse med de grafiske discipliner.
Imens stod København på den anden ende, Christian VIIIs død førte i et forceret tempo frem mod Martsministeriet, Grundloven og Treårskrigen. Lundbye meldte sig frivilligt til hæren, alle de nærmere omstændigheder tyder på at han ikke agtede at vende hjem igen, og det er et åbent spørgsmål om han i Bedsted blev dræbt ved et vådeskud eller tog sit eget liv. Lundbye var da 29 år, men han havde nået at arbejde så han blev folkeeje.
Ovenstående er hentet fra Weilbachs Kunstnerleksikon – skrevet af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen – hvem ellers.
Lokale motiver af Johan Thomas Lundbye
Kystlandskab ved Jægerspris med får, 1842, maleri – olie på papir på lærred, 20,5 x 30,5 cm. Tilhører Ny Carlsberg Glyptotek (proveniens ingeniør Johan Lønbergs samling, solgt fra denne hos Arne Bruun Rasmussen i 1964, erhvervet hos Christie’s London i 1994. Motivet formodes at være hentet fra Isefjordskysten på Kyndby-egnen eller ved skydeterrænet i Jægerspris.
I Holger Munks bog Jægerspris Færgegaard gennem fire hundrede aar er på side 277 gengivet en tegning af Johan Thomas Lundbye Ungtyr paa Færgegaarden fra 1842. Lundbye arbejdede sammen med P.C. Skovgaard på Jægerspris-egnen på denne tid. Han boede på Færgegården mens hans tegnede og malede udkast til sit store, monumentale billede En dansk Kyst. Og når vejret var for dårligt til at gøre studier ude ved Kitnæs, tegnede han efter gårdens dyr.
Kilder, link og litteratur
Johan Thomas Lundbye – Wikipedia.
Johan Thomas Lundbye – Kuntindeks Danmark (Weilbachs Kunstnerleksikon).
Sommerrejsen til Vejby 1843, J, Th. Lundbye og P.C. Skovgaard, Statens Museum for Kunst, 1989 – udstilling og illustreret katalog af Bente Skovgaard og Else Lofthus. (Vejby i Nordsjælland – egnen mellem Kattegat og Arresø, øst for Tisvilde Hegn/Bakker.)
Artikel af Ulf Rasmussen i Frederikssund Historiske Forenings blad nr. 1, 1986: Et kulturhistorisk tilbageblik på dansk malerkunst fra Jens Juel til Vilhelm Kyhn og Frederik Kraft, og dets forbindelse med egnen ved Frederikssund, fjorden og skovene i Horns Herred.
Det er ret væsentlige værker fra den tid, den såkaldte Guldalder der har sin oprindelse og inspiration fra denne egn.
Man kan sige at med Jens Juel begynder den danske Guldalder.
Jens Juel blev født i 1745, vokser i Gamborg på Fyn. Ganske ung bliver han sendt til Hamburg hvor han får sin første uddannelse som maler. Vender som 20årig tilbage til Danmark og bliver elev på kunstakademiet i København.
Han udvikler sig hurtigt og bliver en meget brugt portrætmaler. Fra 1772 til 1780 opholder han sig i Rom, Paris og Geneve.
Efter hjemkomsten bliver han udnævnt til hofportrætmaler og professor, og bliver overvældet med portrætbestillinger.
Ind i mellem dyrker han dog også landskabsmaleriet som han i Schweiz havde kastet sig over.
Om Juels landskabsmalerier skriver Leo Swane i Danmarks Malerkunst: ”Det værdifuldeste i Juels landskabskunst er hans umiddelbarhed i naturfornemmelsen, den direkte iagttagelse og inspiration.”
I 1782 har Jens Juel været på disse kanter hvor han har malet et billede Egnen ved Jægerspris. Billedet tilhører Statens Museum for Kunst.
Det er udsigten fra Tyrashøj ned over Nedre Dråby mod Jægerspris og Fasangården. Man ser slottets tårne rage op over parken, de åbne arealer hvor senere Jægersprislejren kommer til at ligge, og man skimter et par af mindestøtterne som Wiedevelt på den tid var ved at udføre og anbringe i parken og skoven omkring slottet.
Går man i dag op på Tyrashøj, kan man stadig komme til at stå hor Juel har malet billedet, og kan genkende meget af motivet. Af slottet kan man i dag kun se en vindfløj på et af tårnene rage op over træerne.
Hvor Juels portrætkunst endnu hører til rokokoen, peger hans landskabsmaleri frem mod J.C. Dahl og Eckersberg. Jens Juel døde i 1802.
I begyndelsen af 40rne i forrige århundrede kom P.C. Skovgaard og J.Th. Lundbye her til egnen for at arbejde efter naturen i Nordskoven og Kitnæs.
P.C. Skovgaard (1817-1875) fik sin opvækst i Nordsjælland ved Vejby og Tisvilde, og denne egn har utvivlsomt haft stor betydning for ham. Som 14-15årig kom han ind på kunstakademiet i København, men undervisningen der kom ikke til at betyde noget for ham. Derimod kommer samlivet med jævnaldrende kammerater til at betyde meget for ham. Først og fremmest blev det J.TH. Lundby der blev hans nærmeste ven.
De studerede sammen i naturen, hjalp hinanden med deres billeder, og var nærmest uadskillelige.
Den 21. juni 1842 var de sammen i Nordskoven ved Jægerspris hvor de tegnede efter Storkeegen, Skovgaard hele træet, med Lundbye stående under det, Lundbye tegnede storkereden i toppen af træet med storken i reden.
I 1841 havde Skovgaard deltaget i konkurrencen om den Neuhausenske Præmie, men fik den ikke. Han meldte sig to år efter som deltager i konkurrencen. Opgaven lød: ”Et parti af en Skov, i hvilken Egetræer ere de fremherskende.”
Skovgaard valgte et motiv fra Nordskoven i Jægerspris. Det er en ældgamle, ærværdige, såkaldte Storkeeg der har været Skovgaards inspiration til billedet. Skovgaard satte så meget ind på dette arbejde for at opnå denne præmie at det berettes at han havde tænkt sig at opgive kunsten og søge anden levevej om han ikke nåede sig mål med dette andet forsøg.
I en lysning foran egen græsser en hjort med kid, til højre stiger terrænnet med krat og andre store ege.
Han vandt præmien med dette billede som blev meget beundret af samtiden, og det regnes da også for Skovgaards egentlige gennembrudsbillede og forløberen for de mange store, monumentale billeder af den danske skov som han senere kom til at male. Maleriet blev købt af Kunstmuseet i København.
I Blade af dansk kunsthistorie skriver A. Røder i sin artikel om P.C. Skovgaard: ”Med Egeskovbilledet var Skovgaard nået op blandt de første og ypperste blandt vore Kunstnere, havde han ikke fået mere malet, så ville han dog alene i kraft af dette Billede være vor Landskabskunsts store og grundlæggende Mester. Af dem der fuldt ud forstod hvad her var ydet, må dette Billede været følt som et Gennembrud.”
Johan Thomas Lundbye (1818-1848) arbejdede samtidig med Skovgaard på disse kanter, han boede på Færgegården mens hans tegnede og malede udkast til sit store, monumentale billede En dansk Kyst. Den var skrænterne og kysterne ved Kitnæs der var motivet.
Det var første gang Lundbye forsøgte sig med et meget stort billede (cirka 2 x 2,5 meter), og det tog ham det meste af et år at fuldføre billedet.
I sin dagbog og i breve til vennerne er beretningerne om arbejdet med billedet så talrige at vi er i stand til at følge Lundbyes stemninger på mange trin af dets tilblivelse.
Somme tider opholder han sig på Færgegården sammen med Skovgaard, og når vejret er for dårligt til at gøre studier ude ved Kitnæs, tegner han efter gårdens dyr. Om hesten Blak skriver han: ”Skovgaard hjælper mig med at holde den, give den Havre af og til, og underligt nok ved at synge for den. Det var øjensynligt, at den holdt af Sang, det store kjælne Dyr, den kom med Hovedet tæt hen til ham og spidsede Øren, stod saaledes ubevægelig længe og faldt til sidst i Søvn ved Sangen, så den nikkede. Det var en prægtig Hest, skønt af Bonderace, dog saa fin, men stærkt bygget og af en sjælden kjøn Farve.”
Dagbogen den 24. maj 1842: ”I Dag har jeg faaet mit store Lærred spændt op og stillet til rette i min Stue. Længe har jeg siddet og betragtet den store hvide Flade og malt Stykket i Tankerne. Det bliver saa dejligt, at Beskueren maatte studse derved – saa Forfængelighedsdjævlen aflægger endnu bestandigt sine Visitter.”
Den 26.: I dag har jeg begyndt at tegne Conturen af mit store Strandbillede op paa Lærredet, jeg gad vidst naar og især hvordan det vil ende!”
Dagbogen den 2. juni: ”I Dag har jeg begyndt udmalingen af mit store Maleri. Det har været Bygevejr hele Dagen, saa vi have havt de dejligste Lufte at studere, og jeg vil gerne mindes noget af, hvad jeg har set i Dag, naar jeg skal male Luften op. Skyggepartierne af Skyerne noget i Vejret stode ikke mørke mod den blaa Luft, men en zart grå Farve som tog sig dejligt ud. Lysene maa ikke hænges ud i Kanten, der ej heller maa males for fedt, hvorved Rundingen ville gaa tabt. Maatte det lykkes for mig at holde de fjernere Dele i Masser, og først lade de enkelte Former træde frem i den mere fremrykkede Deel af Stykket, det er svært, naar man arbejder efter Studier som umuligt altid kunne gjøres under de rette Betingelser. O, jeg har saa meget i Hovedet, maatte det kun lykkes mig at give det godt paa Lærredet.”
Om billedets fremgang fortæller dagbogen den 24. juli: ”I disse Dage gaar det bedre med mit Maleri, i lang Tid var jeg bange for at lægge Farve paa og lade Penslen løbe, ja, Barnet kommer ikke til Verden uden Fødselsveer.”
Den 25. juli: ”Skovgaard rejste i gaar til Frederiksborg, ham vil jeg meget savne. Han har haft en heldig Indflydelse paa mit Maleri.”
Til Lorentz Frøhlich skriver Lundbye den 6. august: ”Angaaende mit store Maleri kan jeg kun sige dig, at det endnu er uvist, om det skal skaffe mig synderlig Glæde. Jeg er saa vidt, at man nogenlunde kan se Virkningen deraf, men – ak! Tillige seer at der er svære Misgreb, dobbelt vanskelige at rette, fordi netop de er Kjæledækker. En Kunstner maa ikke forelske sig i nogen enkelt Ting i sit Billede.”
Lundbye er nu en måneds tid væk fra sit maleri, og først i september tager han fat på det igen.
Den 18. septemer skriver han til Skovgaard: ”Nu dages det for mit Stykke, det har efter min rejse faaet et betydeligt Skub fremad, og jeg tror ogsaa det har vundet. Købke har besøgt mig og givet mig gode Vink, jeg haaber i løbet af en Maaned at faa det færdigt.”
Til Thorald Læssø skriver han den 16. oktober: ”Mit store Stykke er snart færdigt.”
Men vinteren kom også til at gå med billedet.
Den 12. marts meddeler Lundbye Frølich sin glæde over ”at Billedet har vundet Høyens og flere ældre Kunstneres Bifald”.
Den 29. marts skriver han igen til Frølich: ”Inderlig Kjære Lorentz, med en løjerlig ukendt Følelse er det, at jeg skriver, jeg ser saa lykkelig, som jeg efter min Natur kan være det. Jeg er ikke blevet forlovet, har slet ingen Lykke gjort af nogen Slags, men jeg vel til Mode. Det maatte jeg skikke forud, for at du kunne se, at jeg ikke ogsaa denne Gang ville pine dig med Klynk og Klage. Det er mit store Stykke, som har gjort mig saa glad, men ikke overmodig.”
Længere henne i brevet skriver han om billedet: ”Det er øst af en reen Kjærligheds Kilde, derfor maa jeg have lov til at elske det selv. Jeg kan ikke forlange af Publicum, at det skal med samme Glæde som jeg see paa linierne en Strandbred, se hvorledes Tangen teer sig lige fra friskopskyllede, grønne, saftige, vaade, til den tørre og allerede afblegede, – et Par Marehalmsstraa er mig for Meget, men for hvem der ikke er saa nøjsom, indeholder Billedet intet, – slet intet!”
Den 17. maj 1843 beretter han: ”Jeg har haft den Glæde, at mit store Maleri En dansk Kyst er kjøbt af Galleriet for 400 Rd. Det er det første af mine Arbejder, der faaer en Plads der.”
Skovgaards og Lundbyes jævnaldrende, maleren Vilhelm Kyhn (1819-1903) kom på sine vandringer i Nordsjælland også her til egnen for at tegne og male, således Et Parti af Kysten ved Frederikssund malet 1843. Dette motiv har han malet i to versioner, det første, som her er vist, er malet på papir og muligvis et forstudie til det andet og større billede fra 1847. Begge billeder tilhøre Statens Museum for Kunst. Kyhn har ligesom Skovgaard malet i Nordskoven, Studier fra Nordskoven ved Jægerspris også tilhørende Kunstmuseet i København.
I 1849 er han på Kalvøen hvorfra han laver en radering med fjorden og de to Kølhøje og langt i syd Roskilde domkirke.
Kyhn er nok mest kendt for sine landskabsbilleder fra Jylland. Han sin tids største stemningsmaler og ejede et åbent sind for naturens skiftende belysninger og stemninger. Således skriver han om en aften ved Himmelbjerget: ”Underlige store fantastiske Stemninger har jeg set. En Aften fra Bjerget tunge mørke Skyer driver over en gul Himmel, og i det dunkle Landskab laa Søerne, den ene mørk, den anden skinnede med Spejl af den gule Himmel.”
Så vidt det lod sig gøre malede han i det fri med motivet for øje, selv når det drejede sig om store lærreder, og det var noget nyt i tiden.
En kreds af elever og andre yngre malere samledes om ham i hans hjem. De kaldte det Huleakademiet, og stod fjernt fra de autoriserede akademier. Hans elev Anna Ancher malede ham i hans sidste leveår 1903.
Frederik Kraft, der er lidt yngre end Kyhn, har malet Kunstmuseets holdningsfulde billede af Færgelunden.
Kraft er født i 1823 og døde i 1854 kun 31 år gammel. Han gik på Akademiet fra 1838 til 1846, og udstillede på Charlottenborg, men der findes kun få billeder af ham. Og dette fra Færgelunden er hans hovedværk. Der er tegninger af ham i Kunstmuseets kobberstiksamling.
Ulf Rasmussen, Marbæk
