Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Johannes Larsen

Johannes Larsen med børn

Foto fra Johanns Larsen Museets hjemmeside – Johannes Larsen med børnebørnene Thora, Ane og Jeppe.

Johannes Larsen, 1867-1961, var købmandssøn fra Kerteminde. Han fik sin kunstneriske uddannelse på Zahrtmanns skole i København, hvor han blev en af hovedskikkelserne i kredsen af kunstnere, der ofte er blevet betegnet som Fynbomalerne.

Johannes Larsen havde en fantastisk iagttagelsesevne. Allerede som barn og fra de tidligste barndomsår havde han kunsten og erfarne kunstnere inden for rækkevidde i form af sin dygtige morbror, portrætmaleren Johan Peter Bless (1825-80). Desuden talte familien også kunstmaleren Christian Eckardt (1832-1914) og kunstneren Lorentz Frølich (1820-1908).

Møllebakken

Johannes Larsen Museet – museets hjemmeside.

Johannes Larsen opførte i 1901-02 sin villa på Møllebakken i Kertemindes nordlige udkant hvor han flyttede ind sammen med malerhustruen Alhed og deres to drenge, Jeppe Andreas “Puf” og Johan “Lysse”.  Hermed skabte både en malerisk ramme om familiens liv og et meget betydeligt kunstnerisk mødested (med hele 16 gæstesenge) for malere, forfattere og billedhuggere.

Kerteminde husede på denne tid en hel koloni af kunstnere som gerne sammenfattes under betegnelsen fynbomalerne. Det var malere der hyldede det enkle liv i samklang med natur og familie, og som hentede deres motiver fra de nære omgivelser: familiens liv, stuerne, blomsterne i vindueskarmen, haven, fiskerbådene i havnen, markerne, kysten og klinterne og dyrelivet.

Hjemstavnskunsten, friluftsbevægelsen og ‘the simple life’ var nogle af tidens idealer. I 1890erne blev fascinationen af industrialismen, teknologien og den dynamiske storby således afløst af en mere balanceret skepsis over for fremskridtet. I kunsten kunne man nu også iagttage en søgen tilbage til de oprindelige værdier i naturen, i det sunde friluftsliv, i landbefolkningens slidsomme og tålmodige arbejde og i fornemmelsen af sine rødder, familien og hjemstavnens traditionelle værdier.

Alhed døde 1927, og Johannes overlevede hende med 32 år. Efter hans død boede hans svigerdatter Else (enke i 1953) på Møllebakken, og da hun døde i 1984, overgik villaen til Kerteminde Museum som åbnede Johannes Larsen Museet i 1986. Først blev atelieret restaureret og åbnet for publikum, i 1990 og 2001 blev museet udvidet med udstillingsbygningerne Samlingen og Vingen.

Gennem et langt kunstnerliv har Johannes Larsen haft en meget stor produktion af oliemalerier, akvareller og grafiske arbejder. Selvom hans valg af motiver spænder vidt – med hovedvægt på naturskildringer – er han for eftertiden blevet stående som ‘fuglemaleren’.

Kilder, link og litteratur

Johannes Larsen i Kunstindeks Danmark.

Johannes Larsen Museet – hjemmeside.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse