Carlo Niels Ove Rosberg, 1902-94, maler, uddannet ved Acad. Colarossi i Paris 1927-28. Han malede ofte havnemotiver, navnlig fra Skagen, Esbjerg og Bornholm. Han kunne gengive skibenes liner og master, kontrasten mellem de bløde linjer og skarpe konturer, ved solnedgang eller solopgang hvor lysets brydning i havet synes at få motivet til at svæve. Han kaldte selv sine værker for maritime synteser. Blåt var den foretrukne farve og gav ham tilnavnet Den blå maler*, men han anvendte tillige flammende røde og gule nuancer. Carlo Rosberg udviklede sig efterhånden mod det dekorative og ornamentale.
* Lokale Thorvald Hagedorn-Olsen blev også kaldt Den blå maler.
Carlo Rosberg havde atelier i nærheden af Jyllinge tæt på Roskilde Fjord.
Efter sigende skulle et værk af Carlo Rosberg til hans fortrydelse have optrådt i en episode af Huset på Christianshavn hvor flyttemand Olsen køber et maleri, og det samme gør ovenboen. De synes virkelig de har investeret i kunst, indtil de opdager at malerierne er ens.
Fotografiet øverst af Carlo Rosberg er taget af en pressefotograf ved Frederiksborg Amts Avis, enten Anne-Sophie eller Jørgen Rubæk der begge arbejdede for avisen frem til 1993. 30.000 af deres fotografier er havnet på Alsønderup-Tjærebys Lokalarkiv, og fotoet blev bragt i Amtsavisen den 6. juli 2017 s0m eksempel på motiver man ikke havde oplysninger om. Det eneste man vidste, var at det var taget i Hillerød den 28. oktober 1992. En læser kunne fortælle at det var maleren Carlo Rosberg.
Da Hvidovre Kommune i 1955 indviede ny rådhus, var byrådssalen udsmykket med det 70 kvadratmeter store værk En kommune skabes af Carlo Rosberg. Han mener selv det er hans ypperste værk. Læs om det i Forstadsmuseets og Hvidovre Lokalhistoriske Selskabs blad nr. 4 2012. Foto herunder er af en skitse.
Carlo Rosberg er repræsenteret i Frederikssund på Metalskolen i Jørlunde med dette havnemotiv fra 1988. Foto Flemming Bülow.
Kilder, link og litteratur