Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Albert Küchler

Albert Küchler, 1803-1886, maler. Han var søn af den fattige snedkermester Christian Küchler og fik ikke megen skolegang. Som tolvårig begyndte han i lære hos sin far, og senere kom han ind ved Kunstakademiet som den gang fungerede som teknisk skole. Han vandt både den lille og den store sølvmedalje, og i 1823 udstillede han for første gang. Siden vandt han først den lille og så den store guldmedalje med det her viste maleri fra 1833 Josef forklarer drømmen om negene for sine brødre. Frem til 1830 var han også elev på C.W. Eckerbergs private malerskole.

Alberts Küchlers tidligste arbejder var romantisk inspirerede og han malede flere genremalerier med motiver fra København sidst i 1820rne. Med guldmedaljens treårige rejselegat rejste først til München og kort efter til Rom, og begge steder blev han hurtigt optaget i de stedlige danske kunstnerkredse. Han var meget vellidt og blev portrætteret både af andre billedkunstnere og forfattere.

Efter nogle år konverterede Küchler til katolicismen, og senere blev han lægbroder i Franciskanerordenen under navnet Pietro di Sante Pio, og han levede til sin død som beskeden munk i et kloster i Rom. Han blev ved med at male, men kun religiøse motiver. Denne del af hans værk betragtes ikke som lige så kunstnerisk vellykket som hans foregående verdslige maleri.

Albert Küchler har været i Frederikssund i 1824 og besøgt færgestedet Bielidt. Herfra har han den 19. juni lavet denne tegning med udsigt til Færgegården. Tilhører Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst. Gengivet fra bogen Jægerspris Færgegaard gennem fire hundrede aar side 234.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse