Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Ewald August Grauengaard

Ewald August Grauengaard (1889-1962), landskabsmaler.

Betegnes som evigt vagabonderende, i Politikens Magasinet juli 1928 under overskriften Glade sommerdage på Fanø kunne man læse:

”Fra gammel tid har vore malere elsket den hvide vesterhavsø. På stranden møder vi den altid vagabonderende jyske kunstner Ewald Grauengaard lige hjemkommet fra Schweiz hvor han i parentes bemærket i sin tid har hentet sin smukke frue, f. Edwige Bfeiffer. – Intet sted er luften så klar og så frisk som på Fanø! siger den vidtberejste maler. – Jeg tror jeg vil købe mig et lille hus i Nordby.

Hr. Grauengaard udstiller i en af anneks-villaerne en række friske Fanø-studier. Pudsigt nok er han for øvrigt sne-maler par excellence. I vinter malede han i Berchtesgaden og St. Moritz hvorfra nogle billeder nåede frem til det fornemme kunstskrift Studio. Her på Fanø har hr. Grauengaard i disse dage solgt et større lærred til en hollandsk gæst, direktør Flegenhardt fra Haarlem.”

I Jægerspris Historisk Forenings bog Gerlev, bind 3, side 129 kan man om Møllehøjgaard på Tørrslevvej 10A i Tørslev læse at gården i en kort periode fra 1948-50 blev ejet af kunstmaler Ewald August Grauengaard, eller rettere i følge tingbogen af hans hustru Hedvig Grauengaard. I 1950 var der stort internationalt besøg hos Grauengaard. Og Frederiksborg Amts Avis kunne den 22. juli berette:

”Et Selskab paa 40 udenlandske Kunstnere og Kunstkritikere gæstede i Forgaars Møllehøj i Ny Tørslev hvor Kunstmaler Grauengaard og Frue viste det interesserede Selskab omkring i den 200 Aar gamle Gaard. Besøget skulle have varet et Kvarters Tid, men Gæsterne var saa optaget baade af Gaarden, den stor Malerisamling og den lille idylliske Skov at der gik flere Timer inden de forlod Stedet.”

I bogen berettes hvordan flere værker af Grauengaard er kommet i lokal besiddelse og cirkulation, ikke kun fordi de blev købt, men nærmere fordi Garuengaard som så mange andre kunstnere betalte varer og tjenesteydelser med malerier eller skitser. Fx for en klipning hos en frisør i Jægerspris og for naboernes hjælp med at passe gården under bortrejse. Som dette vinterbillede af Møllehøjgaard set fra rosenhaven som er i privat eje på egnen. Gengivet fra bogen Gerlev.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse