Benedicte Brummer (27. september 1881 – 28. september 1974), gobelinvæver, tegner og landskabsmaler. Hun var datter af maleren og billedhuggeren Henrik Olrik og Hermina Valentiner, hun blev i 1910 gift med arkitekt Carl Brummer, begge begravet Gentofte Kirkegård. Benedicte Brummer blev uddannet hos Tycho Jessen 1900-02 og senere hos Ludvig Find og J.F. Willumsen. Hun lærte gobelinvævning af søsteren Dagmar Olrik og var elev hos Lucien Simon og Jacques-Émile Blanche, Paris 1904-05, gik på N.V. og Bertha Dorphs Malerskole 1908-09 og slutteligt i Kunstakademiets dekorationsklasse november 1909 med særlig tilladelse til at studere al freskoteknik.
Benedicte Brummer har i hele perioden 1903-52 arbejdet med Nordskovens gamle ege, hvilket er pænt beskrevet i artiklen Kæmpeegene i Jægerspris Nordskov af forfatter og forstkandidat P. Chr. Nielsen i Dansk Dendrologisk Årsskrift IV 1957. Hvorfra også de følgende oplysninger stammer.
Her ses Kongeegen som Benedicte Brummer malede den i 1903, i øvrigt fra samme side som Louis Gurlitt tegnede den i 1839. I løbet af de godt seks årtier ses en meget stærk tilbagegang for træet. Benedicte Brummers billede blev i 1955 erhvervet af Jagt- og Skovbrugsmuseet (nu Det Grønne Museum). Benedicte Brummer har fortalt P. Chr. Nielsen at hun har set 30 skolebørn forsamlet i Kongeegens hulhed.
Benedicte Brummer har desuden fortalt at samtidig med at hun malede Kongeegen i 1903, malede den tyske kunstmaler Martin Brandenbuurg et meget stort billede af Kongeegen.
Da Benedicte Brummer i 1904 malede motivet til Fuglevisen, valgte hun Storkeegen som midtpunkt i sit billede, gengivet her som fig. 19. Visen handler om Christian II der optræder som ørnen, adelen, høgen, og de øvrige fugle der symboliserer borgere og bønder. Visen er digtet mellem 1523 og 1531 mellem Kongens forjagelse og fangenskab. De tre første vers lyder:
»Alle smaa Fugle i Skoven er,
de giver paa Høgen stor Klage:
han river af dem baade Fjer og Dun;
han vil dem af Skoven jage.
Men Ørnen han bygger i Fjeldet ud.
Saa fløj de sammen i Egetop,
de lagde deres Raad paa ny,
hvorledes de kunde en Fuglekonning faa,
dem kunde fra Høgen fri.
Men Ørnen han bygger i Fjeldet ud.
Frem da traadte den søllige Krage,
hun var saa sorgefuld:
»Kejser vi os den gamle Ørn,
jeg haaber, han vorder os huld«
Men Ørnen han bygger i Fjeldet ud.«
Visen er citeret efter Ernst Frandsens udgave af Danske Folkeviser, 1945.
Benedicte Brummer har valgt motivet for sit maleri fra tredie vers hvor kragen træder frem. På billedet fremtræder Storkeegen i en noget forynget skikkelse. Hulheden er udfyldt og grenene gjort mere livskraftige, men der er ingen tvivl om at maleriet forestiller Storkeegen. Maleriet er holdt i klare lysende forårsfarver. I 1919 malede Benedicte Brummer endnu engang Storkeegen, men denne gang ved sommertid og med oliefarver.
Også for Snoegen har Benedicte Brummer interesseret sig. Et maleri fra 1915-20 blev solgt til en dansk emigrant i Sydamerika, hvorefter hun gik i gang med et nyt maleri af Snoegen.
Kilde, link og litteratur
Benedicte Brummer hos Wikipedia.
Benedicte Brumme hos Weilbachs Kunstnerleksikon.