Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Kurt Bresson

Kurt Bresson, 1927-1996, læge, tegner, maler og forfatter, i sit kunstneriske virke var han naivist. Han virkede i mange år som læge på Samsø hvor han boede i Brundby med sin hustru og arbejdede på Samsø Sygehus.

Som barn var han alene med sin mor, han gik på Sorø Akademi, og efter studentereksamen læste han teologi på Københavns Universitet, men skiftede efter et år til lægestudiet.

Kurt Bresson havde stor interesse for teologi. Som 17-årig meldte han sig dog (via sin mor) ud af folkekirken.

Kurt Bresson skrev og illustrerede flere småbøger for børn, fx Æ Nybiwel fra Bjærregård, eller på rigsdansk En nybibel fra Bjærregård med en ultrakort, moderne genfortælling af Jesu historie fra liv til død – på vestjysk. Historien er her henlagt til Anden Verdenskrig omkring Ringkøbing Fjord hvor Kurt Bresson havde gården Bjærregård syd for Hvide Sande som sommerhus. I bogens Bjærregård bor Josef og Maria og deres lille barn ved navn Jøsses som kommer i tømrerlære og på et tidspunkt bliver slået ihjel af de onde tyskere.

I begyndelsen af 1990erne skabte Kurt Bresson en festlig, farvestrålende, humoristisk og erotisk altertavle bestående af 15 udskårne og bemalede relieffer i lindetræ (tavler a 50×70 cm) med motiver inspireret af fortællingerne i Det Gamle Testamente, men med et billedunivers hentet på Samsø. Alle de bibelske personer er nøgne – som Gud har skabt dem. Og med Gud med kvindelige former.

Det var Kurt Bressons ønske at altertavlen blev placeret et sted hvor den ville fange øjet og berige omgivelserne. Tavlen blev gemt væk efter hans død, men den blev i 2010 udstillet på Galerie Eros i København og sat til salg af hans enke.

Gallerist Bettina Sinnet Fornitz, Galerie Eros, tror ikke af Kurt Bresson bare var ude på at provokere. Da han som læselysten ung mand i sin tidlige ungdom fik Det Nye Testamente i hånden, læste han det fra ende til anden. Han meldte sig ud af folkekirken, ikke fordi han ikke var troende, men han kunne ikke acceptere at menneskets krop skulle være grundlæggende syndig. Han satte selv pris på at gå nøgen rundt i sin have, og han havde svært ved at acceptere at det skulle være ukristeligt at vise sit køn frem.

Ifølge Bettina Sinnet Fornitz var det kærlighed til både Samsø og Det Gamle Testamente der inspirerede Kurt Bresson. Altertavlen skulle få folk til at interessere sig for kristendommen og især Det Gamle Testamente. Og hvis Gud skabte mennesket i sit billede, kunne Gud da også have kvindelige former? Det har jo nok været provokerende, men han ville bestemt ikke være krænkende. Han satte sig virkelig ind i kristendommen, og han ville kun sætte spørgsmål ved nogle af de vedtagne sandheder om den. Tavlerne viser en livsglæde, en humor og en kærlighed som tydeligvis ikke kun skal være en provokation. Hun tror ikke en mand der bruger to år af sit liv på at sidde og skære små detaljer i et stykke træ, bare gør det for at provokere.

En kreds ad samsinger og fritidssamsinger købte altertavlen med et banklån på 120.000 kroner, og afholdt efterfølgende flere indsamlinger for at samle beløbet sammen. Fx gennem denne støttefest i marts 2012. Værket skulle befinde sig på Samsø Bibliotek.

Støttefest for Kurt Bresson

Så store og sammensatte naivistiske kunstværker som Kurt Bressons altertavle forekommer kun meget sjældent, de fleste naivistiske værker er enkelte billeder og ikke ret store. Kurt Bresson anses for at være en af de største naivister i nyere tid. Han malede det meste af sit liv og udstillede adskillige gange.

Altertavle

Kurt Bresson: Altertavle bestående af 15 tavler med motiver fra verdens skabelse til dansen om guldkalven. Foto Galerie Eros.

I 1980erne brugte Broby Johansen flere af Kurt Bressons malerier i sin serie  Kunstvejviser over Danmark – fx maleriet Selsø Slot fra 1980 som var illustration til en artikel om Selsø Herregård (Slot) i bindet Med Broby omkring Roskilde Fjord og i Nordsjælland fra 1983.

Allerede i februar 1977 deltog Kurt Bresson dog i en naivistisk udstilling i galleri Rubin & Magnussen i København med blandt andet maleriet af Selsø Slot, og her er maleriet dateret til 1972.

Kilder, link og litteratur

Selsø Slot, 1980, maleri gengivet som illustration til artikel om Selsø Herregård (Slot) side 27 i Broby Johansen, Vejviser – Med Broby omkring Roskilde Fjord og i Nordsjælland, 1983.

Om den danske maler Kurt Bressons liv og kunst, Kaj E. Sørensen, Små Naivistpublikationer nr. 3, eget forlag (Fyns Kunsthus), 2001.

Jøsses fra Bjærregård, Helene Moe, Kristeligt Dagblad, 6. juni 2002.

Kurt Bressons ”Alternativ Altertavle”, blog dortemarcussen.com, 26. juli 2010.

Alternativ altertavle, omtale af udstilling på Galerie Eros, AOK, 19. august 2010.

Det ville være sprængfarligt at gøre det samme med islam, Rasmus Vangshardt, Kristeligt Dagblad, 7. september 2010.

Støttefest for Kurt! Samsø- blog om Kurt Bresson, 26. januar 2012.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse