Ole Heerup, 80 år, foto Rødovre Lokal Nyt.
Ole Heerup, maler, født 8. april 1934, død 28. juli 2016, søn af maleren Henry Heerup og væveren Mille Heerup. Efter studier på Kunstakademiet i 1957-59 arbejdede Ole Heerup de første år stramt og behersket med lineære former, men udviklede siden et spontant, farvestærkt udtryk hvor de genkendelige former gradvis blev opløst. Ole Heerup udstillede som medlem af Koloristerne fra 1974 og modtog Eckersbergs Medalje i 1989.
Ole Heerup var desuden musiker, mestrede flere strengeinstrumenter og ernærede sig med optræden med spansk guitar.
Ole Heerup arvede i 1993 sin fars ejendom på Kamstrupvej i Rødovre. Den eventyrlige have blev i mange år også hans frirum. Han gjorde ejendommen til sit eget sted, udskiftede faderens træskure med et arkitekttegnet atelier og byggede bare to år før sin død en moderne villa på grunden.
Ole Heerup har to gange udstillet i Frederikssund Kunstforening. I 1992 med en separatudstilling i Langes Magasin med tegninger og malerier, i alt godt fyrre værker hvoraf de otte blev solgt. Og i 2005 på foreningens 60års jubilæumsudstilling i Langes Magasin sammen med cirka 30 andre lokale og udefra kommende kunstnere.
Værker af Ole Heerup i Frederikssund
Foran/bagved det gamle stakit, usikker datering sidst i 1980erne, befinder sig på Frederikssund Rådhus. Foto Flemming Bülow.
Til Frederikssund Rådhus udførte Ole Heerup i 1983 en dobbelt komposition: Mennesker ved fjord og Vindue. Kilde Weilbachs Kunstnerleksikon.
Statens Kunstfond udstyrede i 1979-80 Frederikssund Postkontor med tre malerier af Ole Heerup – to af dem i samme ramme. Malerierne er abstrakte kompositioner der kan minde om landskaber med træer, klippeformationer eller menneskefigurer. Det fremgår ikke af Kunstfondens hjemmeside at malerierne ikke hænger der mere… Publikumslokalet blev senere indrettet uden malerierne, og posthuset er siden lukket. Foto Statens Kunstfond.
Kilder, link og litteratur
Ole Heerup hos denstoredanske.dk.
Ole Herup hos Kunstindeks Danmark (Weilbachs Kunstnerleksikon).
Statens Kunstfond om Ole Heerups malerier på Frederikssund Postkontor.
Mindeord om Ole Heerup hos Rødovre Lokal Nyt.