Peter Hentze, født 21. august 1943, død 7. februar 2017, dansk maler, grafiker og billedhugger, uddannet maler og grafiker på Kunstakademiet 1964-70. Han blev medlem af Koloristerne i 1974.
Peter Hentze er kendt for sin teknisk meget eksperimenterende og virtuost dekorative kunst, præget af stiliserede menneskefigurer samt dyre- og planteformer. Han har arbejdet med plakater og porcelæn og løst en lang række udsmykningsopgaver. Han arbejder med alle billedkunstneriske udtryk, og hans kunst er præget af en respektløs tilgang til kunstens traditioner. På Vendsyssel Kunstmuseum findes en større samling skulpturer samt forlæg til flere bogillustrationer.
Peter Hentze har udstillet i ind- og udland, og han har – foruden reliefferne i porten ved Kreditforeningen Danmark på Frederikssund Torv – lavet større udsmykninger i Roskilde Kommunes Socialforvaltning (atriumgård), Hjørring Sygehus, færgen Peder Pors, trappegang på Holte Gymnasium og på Hotel Nyborg Strand.
Frederikssund Kunstforening afholdt i januar 1988 er udstilling med Peter Hentze i Langes Magasin – se brochure og avisomtaler.
Kilde, link og litteratur
Peter Hentze-portræt i denstoredanske.dk.
Cv for Peter Hentze i kunstenonline.dk.
Portræt og cv for Peter Hentze hos Koloristerne.
Sprælsk kunst – men dybde i tankerne bag, om udstillingen i Langes Magasin i 1988, Maj-Britt Holm, Frederiksborg Amts Avis, 17. januar 1988.
Svimlende leg med talentet, portræt af Peter Michael Hornung i Politiken i anledning af at billedkunstneren Peter Hentze fylder 70. Gengivet nedenfor.
Kunsten skulle være en festlig leg, nekrolog, Peter Michal Hornung, 12. februar 2017, Politiken.
Bilag
Svimlende leg med talentet, portræt af Peter Michael Hornung i Politiken i anledning af at billedkunstneren Peter Hentze fylder 70:
“Billedkunstneren Peter Hentze forbinder man især med sammenslutningen Koloristerne, hvor han blev medlem i 1974. Her har man år efter år kunnet få bekræftet hans svimlende virtuositet og fabulerende talent som billedmager.
Når han maler, har man det indtryk, at han leger med mulighederne i sine egne tekniske færdigheder, og at legen morer ham. ‘Foran Hentzes værker kan man ikke undgå at spekulere over, hvordan han bærer sig ad med at opnå bestemte virkninger. Hemmeligheden ligger i, at han selv har fremstillet mange af sine tegneredskaber. Og at han mestrer sin egen stil.
Peter Hentze er ikke bare på sikker grund, når han dækker det hvide papir med nogle af sine karakteristiske ornamentale planterækker og dyreprocessioner i varierede gentagelsesmønstre.
Han er også sikker, når han boltrer sig i andre af billedkunstens departementer. Når han laver skulpturer, bl.a. med hønsenet og ståltråd, er hans bevidsthed om materialets rækkevidde stimulerende.
Disse evner og færdigheder må han have haft med sig hjemmefra. For det kan næppe være på Kunstakademiet, og af grafikeren Dan Sterup-Hansen, han fik smag for den næsten spraglede farvepragt, hvorpå man kan kende ham. Men han opnåede dog at blive forskningsstipendiat under Sterup-Hansen.
Med en sådan sans for det dekorativt overdådige siger det sig selv, at Peter Hentze må have besøgt Orienten. Det siger også sig selv, at en kunstner med hans talent må have lavet et væld af bogillustrationer, bl.a. for Dan Turèll. Hentzes debut som illustrator i 1978 blev også hans gennembrud.
Det var bogen om Wegerknapf, en fiktiv person fra en fjern tids tyske åndsliv, som Hentzes kalligrafi og digteren Jørgen Bruun Hansens ord gjorde mærkeligt nærværende. Efter den fulgte bl.a. ’Gratiernes Befrielsesfront’ i parløb med Henrik Nordbrandt, ’Statistik og følelse’ med tekst af Thorkild Bjørnvig og ’Bredpennens naturhistorie’ til ord af Goethe.
Man kan ikke kalde Peter Hentze en brugskunstner. Men at han er en kunstner, der har været brug for, er sikkert. Større udsmykninger af ham vil man kunne finde i bl.a. Roskilde og Hjørring. På sine ældre dage er Peter Hentze også begyndt at digte, og det er foreløbig blevet til to samlinger af haikudigte.”