• Home
  • The Gates of Changes

The Gates of Changes

Kunstindeks Frederikssund

Giorgio Musonis værk The Gates og Changes eller Forandringens port blev i 1999 hængt op på vestvæggen i forhallen til Frederikssund Sygehus.

Giorgio Musonis emaljeværk består at tre kobberplader sat sammen til ét værk. Dog har pladerne været skåret op i cirka en snes mindre stykker for at kunne være i ovnen. Pladerne er derefter limet op på en svær spånplade, og det hele er endelig monteret i en stålramme. Med et samlet mål på 140 x 250 centimeter er det et af Giorgio Musonis største værker.

Emaljearbejdet er lavet i den såkaldte champlevé-teknik, på dansk grube-emalje, en teknik som Giorgio Musoni gennem mere end 30 år har udviklet og forfinet. Den er på grund af sine mange stadier en tidkrævende proces. Først males konturerne af motivet med en form for tjære som skal beskytte kobberet i det efterfølgende syrebad. Herefter ætses der gruber i de ubeskyttede områder, og heri påføres glaspulveret med en spatel. Brændingen (smeltningen af glasset) foregår i en keramikovn ved 7-900 grader. Derefter påføres mere glaspulver, og det kan ske op til syv-otte gange idet der tages hensyn til at emaljen kan ændre farve og karakter ved hver brænding. Derefter slibes pladen, så ‘tjæren’ fjernes, og kobberet blottes. Til sidst endnu en brænding, og emaljen bliver blank igen.

I 1993-94 besluttede Giorgio Musoni sig for at skabe dette store værk som første gang blev præsenteret i 1996 på udstillingen Under Different Skies i Øksnehallen i forbindelse med København Kulturby. Senere blev det vist flere andre steder uden at blive solgt. Det blev siden erhvervet af Frederikssund Sygehus efter en donation fra Davids Fond for Slægt og Venner og med tilskud fra Frederiksborg Amt.

Værket er tilegnet Giorgio Musonis hustru, Lise, som inspirerede ham til værket.

Sygehusets daværende cheflæge Kjeld Nielsen skrev i en præsentation af værket ved dets afsløring den 18. juni 1999 at han håbede at det med ”sin udstråling og kunstneriske kvaliteter vil bringe inspiration til patienter, pårørende og personale i mange år fremover”.

Kilder, link og litteratur

Smuk emaljekunst i sygehusets forhal, Frederiksborg Amts Avis, 23. juni 1999.

Nyt kunstværk på sygehuset, Frederikssund Avis, 6. juli 1999.