Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Valdemar Secher

valdemar-secher-the-artists-self-portrait-1915

Selvportræt, 1915.

Valdemar Secher, dansk maler, 1885-1976, født 24. juni 1885 i Skårup, Feldballe Sogn, død 20. januar 1976 i Skagen. Navneskift fra Secher Rasmussen i 1957. Gift 1923 med Kristine Windfeldt, 1887-1970.

Valdemar Secher malede som ung landskaber og huse i Skørping, Rebild og Ålborg. Men også figurmaleriet optog ham. I 1930 besøgte han første gang Gl. Skagen, indbudt af vennen, forfatteren Harry Søiberg, og han blev betaget af stedets farver, hederne og havet. Han fortsatte med at komme der, bosatte sig der i 1939, og Gl. Skagen blev inspirationen til hans livsværk. Hans ligefremme virkelighedsopfattelse kom til udtryk i et naturalistisk formsprog, og hans oprindeligt nedstemte kolorit blev ved oplevelsen af årstidernes skiften med tiden varmere og rigere. Han udviklede sig hele tiden og skabte i firsårsalderen nogle af sine bedste arbejder. (Elisabeth Fabritius, Weilbach)

Valdemar Secher var en fremtrædende skikkelse i kunstnerlivet i Gl. Skagen fra 1940rne og følgende årtier.

Værker i Frederikssund

Slangerup, maleri 78 x 90 cm, befinder sig på Slangerup Rådhus (administrationscenter). Formodes malet midt i 1920rne da han i en periode opholdt sig på Slangerup-egnen. Historien om hvordan maleriet er kommet (tilbage) til Slangerup i 2002 er påhæftet maleriet på bagsiden – se Bilag nedenfor.

Motivet er Slangerup med Sankt Mikaels Kirke på toppen af bakken set mod nord fra Mølleengen med Græse Å løbende mod syd. Malerens position er mølledæmningen ved Hauge Mølle.

slangerup-valdemar-secher

Foto Flemming Bülow.

Kilder, link og litteratur

Valdemar Secher i Kunstindeks Danmark/Weilbach.

Bilag

Tekst påhæftet maleriet Slangerup:

Maleri af Slangerup atter tilbage i Slangerup

Ved en snarrådig indsats fra Slangerup Kommune er det lykkedes at sikre et flot maleri af Slangerup malet af Valdemar Secher i 1920rne.

En privatperson tog kontakt til Historisk Forening for Slangerup Kommune og tilbød maleriet af Slangerup set fra mølledæmningen ved Hauge Mølle. Slangerup Kommune trådte straks til og sikrede dermed at maleriet atter kom tilbage til Slangerup.

Maleriet viser som sagt Slangerup set fra syd, i forgrunden ses Græse Å, og kirken ses karakteristisk midt i billedet, den høje skorsten midt i billedet stammer fra savværket der tidligere lå ved Hestetorvet.

Valdemar Secher (1885-976) udstillede i 1920rne på Kunstnemes Efterårsudstilling og Charlottenborg. I denne periode opholdt han sig på Slangerup-egnen hvorfra maleriet stammer. Fra 1930 tog han ophold på Skagen og boede her indtil sin død. Hans ligefremme virkelighedsopfattelse kom til udtryk i et naturalistisk fomsprog med varm kolorisme. Secher var et holdepunkt i det kunstnerliv der udfoldede sig i Gl. Skagen fra 1940rne og fremefter. I perioden 1965 til 1975 modtog han Statens Kunstfond. Han er repræsenteret på Skagens Museum, Hjørring Kunstmuseum og Nordjyllands Kunstmuseum.

Det er således glædeligt at maleriet nu atter er kommet retur til Slangerup og kan nydes af Slangerups borgere. Der herigennem kan få et indtryk af Slangerup omkring 1925.

Det kunne være spændende om der var nogen i Slangerup der havde yderligere kendskab til Valdemar Secher og hans virke i Slangerup – eller det kunne tænkes at der hænger et maleri af Valdemar Secher et sted i Slangerup.

Billedet modtaget 14. maj 2002.

Signeret Bent Lund

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse