Adelgunde Vogt, litografi fra 1859 af J.W. Tegner og Kittendorff.
Billedhugger Emilie Adelgunde Vogt, født Herbst, skrev sig Adelgunda, født 17. juli 1811 i København som datter af direktør for Den militære Klædefabrik, generalkrigskommissær Michael Johan Christian Herbst og Michelle Elisabeth Christiance Charlotte Stibolt.
Hun viste fra barn stor evne til at tegne dyr. Fra sit tolvte til sit fjortende år måtte hun holde sengen på grund af en ulykke, og her tegnede hun og klippede dyr og mennesker i silhuet i papir. Forældrene skaffede hende tidligt undervisning, først som elev af H. E. Freund og senere igen af Bertel Thorvaldsen.
Hun debuterede på Charlottenborg i 1838 med en hest udskåret i elfenben og modellerede heste i voks – og vandt anerkendelse for ”tækkelig formgivning og livlig bevægelse”. Forkærligheden for dyrene holdt sig, således at hun udelukkende fremtrådte som dyrebilledhugger. I 1839 vandt hun den Neuhausenske Præmie for En ko med en diende kalv udført i malm, og i 1841 havde hun udført en hest i legemsstørrelse som blev set “med Anerkendelse af hendes ualmindelige Anlæg” af Akademiet – hvis direktør Bertel Thorvaldsen et par år efter indstillede hende som medlem af Akademiet, men da statutterne ikke tillod dette, blev hun optaget som æresmedlem.
Efter i 1844 at have modelleret en gruppe i fuld legemsstørrelse, En kronhjort med en hind og en kalv, fik hun en kongelig rejseunderstøttelse og tog til Italien hvor hun i 1946 giftede sig med den danske chargé d’affaires i kongeriget Begge Sicilier, etatsråd Frederik Siegfried Vogt (1777-1855). Hjemvendt til Danmark i 1849 optog hendes ægteskabelige pligter hendes tid, og hun udstillede ikke før 1860. Hun havde da været enke i nogle år, og sønnerne Gundo og H.C. var vokset til, og frem til 1872 udsillede hun som fru Vogt. Værkerne fra denne periode regnes dog ikke helt så originale som hendes tidligere produktion. Adelgunde Vogt døde 10. juni 1892 i København og er begravet på Assistens Kirkegård.
Sidst i 1840rne fik Adelgunde Vogt plads i maleren Jørgens Sonnes frise på det nyopførte Thorvaldsens Museum centralt i København – på den side mod Christiansborg
Adelgunde Herbst (Vogt) og (maleren) Nicolai Habbe betragter relieffet “Hektor hos Paris og Helena”, hedder det i museets inventarliste. Farvet cementpuds overført til lærred. 260 x 139/128 cm. Foto Ole Haupt, Thorvaldsens Museum.
Adelgundes langt foretrukne motiver var dyrefigurer, især heste, dog også hjorte, køer og hunde, undtagelsesvis dyr som hun havde studeret i menagerierne. Hendes materialer var i almindelighed voks, elfenben eller bronze. En del af hendes arbejder blev erhvervet af Christian VIII til dennes kunstmuseum, men gik til grunde ved branden på Christiansborg. Større samlinger findes på Ålborg Museum (især originalmodeller) og på Gl. Estrup. Foruden den store hjort foran Jægerspris Slot findes der enkelte værker rundt omkring.
Adelgunde Vogt er med i Eva Pohls bog Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1660-tallet til i dag. Eva Pohl betragter Adelgunde Vogt som en kunstner der peger frem mod de senere kvindelige kunstnere Anne Marie Carl-Nielsen og Helen Schou, og at hun (også) af den grund bør indtage sin retmæssige plads i dansk kunsthistorie. I en anmeldelse af bogen i Politiken den 4. januar 2022 bemærker Trine Ross at Adelgunde Vogt blev betragtet som en så fremtrædende skulptør at hun sidst i 1840erne (som ovenfor nævnt) fik plads på frisen omkring Thorvaldsens Museum. Derudover refererer Trine Ross blandt andet Eva Pohl for at fortælle at adskillige af Adelgunde Vogts gipsskulpturer som Statens Museum for Kunst havde deponeret i Aalborg, i 1960-70erne forsvandt i hvad Pohl kalder ’en udrensning’. Og Trine Ross skriver: ” Hvis det er sandt, er der jo tale om en regulær skandale, idet værker i SMK’s samling hverken må sælges eller smides ud.”
Værk af Adelgunde Vogt i Frederikssund – Hjort på Jægerspris Slot
Foto: Flemming Bülow
Skulptur af hjort af Adelgunde Vogt opstillet 1850 (eller i perioden 1854-63) på den store plads foran Jægerspris Slot på bestilling af Frederik VII.
Koordinater 55.8557509 , 11.9742665
Modellen til skulpturen skulle være en tam hjort med navnet Hjorteper som blev holdt på en ejendom i Gribskov. Det fremgår af en erindringsbeskrivelse af billedhuggeren Gudrun Lauesen som refererer til sin mormors erindringsbøger hvor denne også fortæller om sin egen mors og mormors liv
Gudrun Lauesen i De svandt, de svandt – fra serien Danske hjem i tyverne og trediverne, antologi med erindringer af kunstnere, politikere og andre kendte folk, Vinten, 1980. – I et lægehjem på Langeland mellem dyr og mennesker. Citat fra side 236: “Endnu lever i familien Mormors erindringsbøger der har stof fra hendes opvækst i Frederiksværk og fra hendes mors og mormors liv i Grib skov med heste, fugle, katte og hunde. Modellen til bronzehjorten i Jægerspris slotsgård var den tamme hjort, Hjorteper, som voksede op hos mine oldeforældre.“
I forbindelse med 125-års jubilæet i 1999 for Kong Frederik den Syvendes Stiftelse på Jægerspris Slot blev den oprindelige hjort i zink erstattet af en kopi i bronze. Efter 150 års ‘tand’ og mange uautoriserede rideture var zinkskulpturens stand meget dårlig. Nystøbningen i bronze skete under faglig vejledning af billedhuggerne Eric Erlandsen, Peter Osted og Ole Bunton.
Foto: Gravsted.dk (hs)
Kilder, link og litteratur
Kong Frederiks den Syvendes Stiftelse
De svandt, de svandt – fra serien Danske hjem i tyverne og trediverne, antologi med erindringer af kunstnere, politikere og andre kendte folk, Vinten, 1980.
Gennembrud – Kvinder i dansk kunst fra 1600-tallet til i dag, præsentation af 87 kvindelige danske kunstnere, Eva Pohl, 2021, Strandberg Publishing.
Thorvaldsen så hendes talent. Men hvem var Adelgunde Vogt? Anmeldelse i Politiken af Trine Ross 4. januar 2022 af ovenstående bog af Eva Pohl.