Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Anne Ravn

Anne Ravn modellerer, fotos fra hendes hjemmeside.

Anne Ravn, keramiker, pilefletter og blomsterbinder, født 17. november 1958 i Oppe Sundby, bor og har sit værksted på Kignæsgården på Hovedgaden 150 i Jægerspris.

Keramikken har Anne Ravn uddannet sig i på kunsthåndværkerhøjskolen Engelsholm 1977-79 og på Skolen for Brugskunst, linjen for keramik og glas, 1981-87. Pilefletningen lærte hun sig på kurser hos danske og franske pileflettere. Hun har selv undervist i pilefelt, og hun har også selv tidligere dyrket pil. Hun har i perioder arbejdet som blomsterdekoratør. Den mangesidede kunsthåndværker kalder sin virksomhed Anne Ravn Design.

Eksempler på Anne Ravns keramiske arbejder brændt i den brændefyrede ovn på Guldagergård i Skelskør.

Anne Ravn har gennem tiden haft en stor keramiske produktion, og hun har udstillet keramik, pileflet og blomster m.m. (hver for sig og sammen) mange steder rundt om i landet. I Frederikssund har man blandt andet kunnet opleve hende i disse sammenhænge:

I 2001 deltog Anne Ravn i det såkaldte Særimner-projekt i anledning af Vikingespillets 50års jubilæum. Projektet bestod i at udsmykke 100 grise af glasfiber. Anne Ravn var med i projektets stab i det atelier hvor mange af grisene blev dekoreret. Selv dekorerede hun fire grise: Grisen J.F. Willum med en hawaiiskjorte dekoreret med nogle typiske keramiske arbejder af J.F. Willumsen til Bents Herretøj ; Grøntsagsgrisen Pickles – den sunde gris til Flemming Slagter (tidligere Roskildevej i Frederikssund) som i en periode havde den monteret på taget af sin varevogn; Grisen Samuraien til den lokale Toyotaforhandler Søndergaard Biler; Og grisen Fætter Buch forestillende Bert Walter eller klovnen Charlie Rivel til legetøjsforretningen Onkel Buch. Grisene var udstillet i en periode i de pågældende forretninger hvorefter de blev udstillet og solgt på en auktion på torvet i Frederikssund.

Anne Ravn deltog herefter i en udstilling i Langes Magasin arrangeret af Frederikssund Kunstforening med 17 andre særimnerkunstnere. Her var det ikke grisene der blev udstillet, og Anne Ravn viste både keramik og pileflet.

Anne Ravn deltog i 2002 i salgsudstillingen Kunst som gave arrangeret af Frederikssund Kunstforening – sammen med 17 andre kunstnere og kunsthåndværkere. Hendes pileflet  fik lov at pryde indgangen til udstillingen, og det illustrerede også Amtsavisens reportage fra udstillingen – delvis gengivet her:

Igen i 2012 deltog hun i Kunstforeningens salgsudstilling Kunst som gave med pileflet og keramik, blandt andet vaser i saltglaseret porcelæn brændt i brændefyret ovn på det internationale keramiske center Guldagergård i Skelskør.

I 2017 deltog Anne Ravn i det årligt tilbagevendende kunsthåndværkermarked Dannermarkedet foran kulturhuset Rejsestalden i Jægerspris. Og i 2018 havde hun en måneds soloudstilling i selve Rejsestalden.

Anne Ravn dekorerer krus – som hun brænder i egen ovn.

Kilder, link og litteratur

Hjemmeside med fotos af Anne Ravn og hendes arbejder.

Giv kunst som gave, reportage fra Kunst som gave-udstillingen 2012, Frederiksborg Amts Avis (sn.dk), 12. november 2012 – illustreret med et par af deltagerne og kunstforeningens formand Jane Nøglebæk stående foran en ophængt kurv i pileflet af Anne Ravn.

Kunsthåndværkere trak folk til Dannermarkedet, reportage i Frederiksborg Amts Avis, 8. august 2017, illustreret med foto af netop Anne Ravn i sin stand på markedet.

Anne Ravn laver også keramiske kakler til vægbeklædning og anden dekoration.

 

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse