Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Christian Tangø

Christian Tangø (Chris Tango), født 1959, er forfatter, billedkunstner og journalist. Han beskæftiger sig med maleri, performancekunst og popkunst. Han arbejder med sammenhængen mellem medier og kunst, herunder kunstens brug af medier og kunsten som medie i sig selv. Med sine værker har han kommenteret samtidskunstens konceptualitet og samtidigt brugt konceptualiteten som performativt koncept -”anti-konceptuel konceptualist” har kunstkritikeren Tom Jørgensen kaldt ham.

Værker af Christian Tangø i Frederikssund

The Castle in the Middle, akryl, 190 x 190 cm, 2007. Befinder sig på Frederikssund Rådhus i hovedindgangen.
Lokalbanken indkøbte i 2007 i anledning af bankens 90års jubilæum 11 værker af anerkendte kunstnere som gave til de 11 ny kommuner i Nordsjælland. Værkerne blev præsenteret på en udstilling, og repræsentanter for kommunerne var inviteret til at vælge værker. Banken udgav et jubilæumsskrift med et interview med Christian Tangø om netop det værk Frederikssund Kommune valgte. Læs artiklen under Bilag.

the-castle-in-the-middle

Kilder, link og litteratur

It is only a Paper-moon, monografi af Ole Lindboe, Artpage, 2006.

Christian Tangø hos Wikipedia.

Christian Tangø hos Galleri Helth.

Bilag

Slottet i midten, artikel i Lokalbankens 90års jubilæumsskrift, 2007

Christian Tangø er en af de kunstnere, som banken har bedt om at lave et maleri. Stikordet til opgaven har været ”Slottet”. Tangø fortæller her, hvordan han har løst opgaven og fundet inspiration i antropologien.

Lidt uden for Århus har kunstneren Christian Tangø travlt i sit atelier. Han er ved at lægge sidste hånd på den bestillingsopgave, han fik af banken lige inden sommerferien.

”Jeg fik ét stikord til opgaven, og det var ”Slottet” med henvisning til de mange slotte, der findes i Nordsjælland. Jeg arbejdede i starten med mange forskellige skitser. Problemet var, at jeg ikke kunne bruge et bestemt slot som udgangspunkt. Billedet skulle jo kunne fungere i både Hillerød og Helsingør. Men til slut valgte jeg det ultimative slot, Amalienborg, som mit udgangspunkt,” fortæller Christian Tangø og afslører sit næsten færdige værk: et 190 x 190 akrylbillede.

Det er de færreste, som er sluppet godt af sted med at beskrive kunstværker, så lad os blot konstatere, at Tangø er inspireret af en kunstner som Andy Warhol – og han kalder selv sine billeder for popart. Som Warhol benytter Tangø sig også af fotografi er i sine motiver. I hans verden flyder virkeligheden sammen med fantasien – og motivet, som er lavet for Lokalbanken, er da også en sand opdagelsesrejse i grænselandet mellem fiktionen og den mørkegrå torsdag uden for Tangøs vinduer. Flyvemaskiner, heste og amerikanske superhelte er nogle af de delelementer, der udgør Tangøs motiv.

Præget af virkeligheden
”Mine billeder er et aftryk af virkeligheden, men de har også deres eget liv. Mine første billeder var meget præget af virkeligheden, fx 11. september. Nu prøver jeg mere at fortolke noget centralt, når jeg stykker et billede sammen. I motivet, som banken har bestilt, er der fx et fotografi af Robert De Niro fra filmen Taxi Driver. Lige dét motiv sender associationer til hjernen om en virkelighed med immigranter i New York, der aldrig sover – eller rettere bor i deres taxier,” forklarer Christian Tangø, der mener, at vi har behov for nye myter, hvis vi skal overleve kulturelt:

”Vi kan ikke søge tilbage til naturen, smide alt fra os og begynde forfra. Vi har behov for en ny myte. En, der siger, at byen er smuk. Ikke at jeg foragter naturen, for den holder jeg også meget af. Men vi er også nødt til at være i virkeligheden.”

Christian Tangø er meget optaget af ”fortællingen” som kunstnerisk idé og siger selv, at han er inspireret af narratologien, der bl.a. handler om, hvordan vi forstår verden og vores egen rolle i den, gennem fortællinger.

”Man kan sige, at vi hele tiden har brug for at genoverveje vores egne historier og myter og se på de historier, vi fortæller om os selv, i et nyt perspektiv. Det er sådan, vi kan udvikle os, det er sådan, vi kan finde mening i en stærkt kaotisk verden.”

Christian Tangø anvender sin journalistiske uddannelse til at fortælle historier gennem maleriet, men gør det med et andet formål end det almindeligt journalistiske.

”Jeg skiller myten ad i dens mindre bestanddele, delmyter, som jeg så sætter sammen i et nyt perspektiv. I modsætning til journalistikken, der hele tiden forsøger at sammenholde myte og virkelighed direkte.”

Kundskabens træ
Den myte, Christian Tangø arbejder mest med at ”sammensætte på ny”, er myten om uddrivelsen fra paradis. I stedet for at fastholde en adskillelse mellem natur, teknologi og menneske og så beskrive naturen som smuk og teknologien som grim vil han hellere vise, at alt kan være smukt:

”I det konkrete arbejde for banken har jeg taget udgangspunkt i en historie, min kæreste har fortalt mig fra antropologien, om et samfund, hvor mændene lever fanget i et centralt slot, og hvor kvinderne lever på grænsen mellem slottet og naturen og markarbejderne. Kvinderne kommer her til at stå som formidlere, i stedet for som i den bibelske myte, hvor de fremstår som forfører, og det, synes jeg, er smukt og anderledes,” siger Tangø.

Det er hans håb, at motivet får os til at tænke over, om verden i virkeligheden ikke ligner maleriet, hvor mænd isolerer sig i deres teknologiske højborg, ude af kontakt med naturen.

”Budskabet er måske, at vi skal hente kvinderne ind og forene os med dem. Desuden er der i maleriet en række betragtninger om magtforhold, og hvordan økonomisk magt og politisk frihedskamp spiller ind i dette felt.”

Når Christian Tangøs malerier er blevet så eftertragtede hos GalleriX, at han ofte ikke kan følge med i forhold til efterspørgslen, så peger han selv på historiefortællingen som delvis forklaring:

”Der er et behov for at forstå vores enormt komplekse verden og få skabt nogle nye perspektiver. Jeg prøver så at skabe en moderne historiefortælling med anvendelsen af gamle dyder og teknikker, og hvor den håndværksmæssige kvalitet er umiddelbart iøjnefaldende. Det er i al fald de reaktioner, jeg har fået fra begyndelsen,” slutter Christian Tangø.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse