Hans Christian Scherfig, 1905-1979, maler og forfatter, født 8. april 1905 i København som søn af direktør Christian Didrik Scherfig og Claudine Nielsen, gift 1931 med maleren Elisabeth Bertha Emilie Karlinsky, død 28. januar 1979 i Hillerød, begravet på Assistens Kirkegård i København.
Hans Scherfig var længe om at finde sin hylde og sin stil. Han begyndte at studere forskellige fag, men nåede – som denstoredanske.dk skriver – ikke meget længere end til universitetets frokoststue.
Træk af Hans Scherfigs kunstneriske karriere:
Hans Scherfig viste allerede som elev på Metropolitanskolen et usædvanligt talent for fortællende billedkunst. 1920-23 udførte han en Verdenshistorie i Billeder, og de farvelagte tuschtegninger åbenbarede den naivistiske, udtryksfulde stil han senere udfoldede som maler, tegner og grafiker. Efter et grundkursus i tegning besluttede Hans Scherfig at blive selvlært maler og lagde de illusionistiske virkemidler på hylden for at koncentrere sig om linjen, fladen og farven. Han søgte næring i almuekunstens budskaber og dristige kolorit, i kubismens rytmiske kompositioner, i tidligt religiøst maleri, i 1920rnes dekorative kunst samt ikke mindst i dagbladenes karikaturtegninger med deres overdrevne proportioner og intense linjeføring.
Det var således en velorienteret og ret ung billedkunstner der debuterede i 1928. I presse- og kunstnerkredse lagde man mærke til de muntre billeder fra Dyrehavsbakken og bibelhistorien med en saftig kolorit sammen med både en stram fladekomposition og plads til poesi og humor. På talrige udstillinger i ind- og udland kunne man så efterfølgende se hans udvikling fra begyndelsens kubistiske flademaleri over lineær ekspressionisme til det særlige billedunivers hvor mytologiske figurer og store dyr tumler sig ubesværet i en detaljeret, tropisk drømmeverden. Ligesom i H.C. Andersens rejsetegninger havde den levende streg et ærinde. Den kunne fortælle om skabninger i fjerne landskaber, bondedans i Kirgisien, politibrutalitet i Harlem eller om enkle hverdagsoplevelser. Hans billedsprog var rigt nok til også at indeholde satiren: Hitler som Rottefængeren fra Hameln, den troskyldige, danske kanin mellem Fællesmarkedets rovdyr eller arbejdsretsdommeren som den velklædte mandril. Men der var også plads til ren glæde: Gammeltestamentelige koryfæer som færdes suverænt i kosmos og oaser med livligt gestikulerende græske sagnhelte, fulgt af musiske gudinder, elefanter, buldrende gennem skoven eller fredeligt fouragerende blandt giraffer og tapirer. Pablo Neruda skrev i 1957 i et hyldestbrev til Hans Scherfig efter at have set et af junglemalerierne i jazzhuset Vingården, København: “Deres billede indeholder al den omstrejfende poesi som ingen er i stand til at finde.”
Efter Kjeld Heltoft, Weilbachs Kunstnerleksikon.
Hans Scherfigs billedverden begejstrer fortsat, og 2010-11 viste kunstmuseet Arken en stor udstilling med hans malerier og tegninger under titlen Hans Scherfig – Velkommen i junglen.
Hans Scherfigs grav på Assistens Kirkegård. Foto gravsted.dk (HS).
Værker af Hans Scherfig i Frederikssund
Tryk med elefant. Befinder sig på Frederikssund Gymnasium. Foto Nils B. Jentoft.
Hans Scherfigs malerier fra Egelundshuset
Egelundshuset var et privat drevet børnehjem i bygninger tilhørende Kong Frederiks den Syvendes Stiftelse (Jægerspris Slot). I 2008 måtte det efter 65 års virke lukke på grund af faldende behov for børnehjemspladser, og hermed sluttede en epoke grundlagt af karismatiske ildsjæle. Stifteren af børnehjemmet var pædagog Bodil Pedersen (1918-2008), og hun og Hans Scherfig mødte hinanden i krigsårene, og han var meget optaget af hendes engagerede indsats for samfundets socialt dårligst stillede børn.
Der udviklede sig et nært venskab mellem Hans Scherfigs og Bodil Pedersens familier, og Egelundshuset var et fristed hvor Scherfig-familien altid var velkommen. Han læste ofte op af sine bøger, og efter sine udenlandsrejser nød børnene godt af hans fortællinger herom.
Det store træ. Foto: Kongfrederik.dk.
Da der i 1950erne blev bygget to ny afdelinger til Egelundshuset, tilbød Hans Scherfig at male to store malerier, og værkerne Det Store Træ og Vandrende Elefanter (eller Trampende elefanter) har siden 1963 hængt i Egelundshuset til glæde for et stort antal børn.
Ulrikke Neergaard skriver på Statens Kunstfonds hjemmeside Vores Kunst at elefantbilledet er som skabt til en placering på en døgninstitution for børn “ikke så meget fordi det er naivistisk – en betegnelse Scherfig selv fandt ”ganske tåbelig” – men fordi det er legende, fantasifuldt og opmuntrende i sin enkle og sprællevende skønhed. Elefanterne marcherer rask af sted på række mellem alt det grønne, badet i et særligt lys som giver junglebillederne et eventyrligt skær. Scenen er paradisisk og gennemstrømmet af den munterhed som for Scherfig var grundlaget for at beskæftige sig med maleriet.”
Vandrende elefanter. Foto: Kongfrederik.dk.
Malerierne er fortsat til glæde for børn. Efter lukningen af Egelundshuset er de flyttet til børnehjemmet Danners Børn (eller Hjortholm) der ligger i bygningerne omkring slotsgården ved Jægerspris Slot.
I forbindelse med flytningen fra Egelundshuset var de to malerier i påsken i 2009 udstillet i Rebekkasalen på Jægerspris Slot – sammen med andre arbejder af Hans Scherfig.
Kilder, link og litteratur
Hans Scherfig hos Wikipedia.
Hans Scherfig hos Denstoredanske.dk.
Hans Scherfig hos Kunstindeks Danmark / Weilbachs Kunstnerleksikon.
Hans Scherfig hos Leksikon.org.
Kunstneren og motivet, Hans Scherfig, essay, 1946, gengivet i 2005 i Arbejderen i anledning af to aktuelle udstillinger af Hans Scherfigs billedkunst på Sophienholm og Arbejdermuseet. Gengivet nedenfor.Omtale af Hans Scherfig-udstillingen på Jægerspris Slot 2009 på Frederikssund Kommunes hjemmeside.Hans Scherfigs elefantbillede omtalt på Statens Kunstfonds hjemmeside Vores Kunst.
Bestyrelse lukker døgninstitutionen Egelundshuset i Jægerspris, Frederikssund Avis, 6. august 2009, Thomas Jensen.
Hans Scherfig – Velkommen i junglen, udstilling september 2010 – april 2011 på Kunstmuseet Arken – se video.
Sig godnat til Scherfig, Politiken, 12. november 2011, Camilla Stockmann (om en (truende) nedbrydning af to vægmalerier i en tidligere børnehave på Carlsberg – artiklen er illustreret af et ældre foto med børn sovende på ‘feltsenge’ med de ene maleri i baggrunden).
Bilag
Kunstneren og motivet, Hans Scherfig, 1946:
Kunstnere som har prøvet på at forestille sig hvordan der ser ud i Paradiset, har altid brugt vores egen jord som model. Når man vil male himmelens dejlighed, er det jorden man maler. Vi kan ikke forestille os nogen skønhed som vi ikke kender i forvejen. Drømmen om et opholdssted for de salige er en drøm om noget vi har.
Nu er jorden imidlertid ikke noget paradis, og menneskene kan ikke med rette kaldes salige. Når to tredjedele af denne klodes beboere lider nød, sådan som det er blevet oplyst af De forenede Nationers generalsekretær, mens jorden bugner af føde og rigdom, er der god grund til kritik. Naturen er ikke ubetinget fornuftig, og de vilde dyrs fri konkurrence er ikke forbilledlig for mennesker. Men naturens urimeligheder kan imødegås. Jorden kan dyrkes, vi kan grave og vande og forbedre, ødemarken kan gøres til en have, og en indskrænkning af friheden såvidt at folk forhindres i at æde hinanden, må være til at bære.
Vores planet er et tåleligt opholdssted, den er rummelig og frugtbar og fuld af forunderlig skønhed og afveksling. I den korte tid vi lever på den, kan vi kun nå at opleve ganske lidt af den, og vi skal blive så gamle som Abraham før vi er mætte af dage. Det er bagvaskelse at kalde en sådan klode for en jammerdal, og det er ufornuftigt at give afkald på den for drømmen om en himmel der kun er et billede af jorden.
Ingen kunstnerisk fantasi har nogensinde kunnet opfinde skønheder og glæder som overgik virkelighedens. Ingen maler har nogensinde malet et paradis som han ikke har set her på jorden, han har højst kunnet se det som andre var blinde for. Kunstnerne maler den verden de er i. De kan ikke slippe ud af virkeligheden hvordan de så bærer sig ad. De kan højst mildne lidt på den og udelade dens overdrivelser, men de kan aldrig male den underligere end en er.
Kunstnerne modtager ikke nogen guddommelig inspiration, de har bare nærmet sig naturen og er kommet i et nært forhold til tingene. Naturen er mere fantastisk end nogen kunstfrembringelse kan blive. – Ser en tapir virkelig sådan ud? – spørges der foran billedet af den. Og dertil må man svare: Den ser meget mærkeligere ud. Den er meget mere overdreven i naturen. Den har måttet modereres for at der kunne komme et sandsynligt billede af den. Og en okapi er endnu mere underlig, for slet ikke at tale om en gnu.
At male en okapi kan næppe være mindre berettiget end at male en ged eller en ko. Det ene motiv er ikke mere verdensfjernt end det andet. Afrika er ligeså virkelig som Fyn og Nordsjælland, og det behøver ikke at tydes som virkelighedsflugt hvis man maler en savanne frem for en kålmark. Om man maler direkte efter tingene, eller man maler efter en forestilling; bygget op af erindringsbilleder, kan også kun blive et spørgsmål om teknik, om fremgangsmåde, om hukommelse og visuel fantasi, om viden om tingene. Når jeg f.eks. har malet en hel del billeder med dyr, hænger det sammen med en vis zoologisk viden, en gammel interesse for naturhistorie som jeg stadig sysler med. Det betyder ikke at jeg ønsker at være specialist i dyremaleri. Jeg laver ikke naturhistoriske tavler. Jeg interesserer mig for denne klodes liv og vækst og mærkelige mylder. Jeg mener ikke at fantasien helst skal forvises fra kunsten. Det må være tilladt at fabulere og more sig og nyde friheden.
Fabler og eventyr er mærkelig tidløse. De antikke mytologiske fortællinger og Bibelens eventyr har en hårdnakket levedygtighed og friskhed. De er opstået hos folk som stod naturen meget nær, det er almene og evige ting. Elskov bliver ikke umoderne, naturen bliver ikke forældet, alt levende har noget fælles. Det er ikke mærkeligt at kunstnere til alle tider har moret sig med eventyr og leg. Legen går ikke af mode.
Nu kan man indvende at en maler bør søge sine motiver i den aktuelle virkelighed der omgiver ham, og i sine billeder tage stilling til de problemer der er under debat, benytte sine særlige færdigheder i kampen for fremskridtet. Ved at skildre de fattiges tilværelse, ved at appellere til medfølelsen, ved at afmale krigens rædsler på afskrækkende måde o. s. v. skulle maleren gennem sit arbejde være med til at befordre det sociale fremskridt.
Det er et fornuftigt og rimeligt krav at stille til kunstnere (og også til andre næringsdrivende) at de ikke må isolere sig og indrette sig i en afsondret æstetisk drømmeverden. Men det er et rent praktisk spørgsmål om maleriet er rigtig velegnet som kampmiddel. At grafikken – plakater, litografier, reproducerede karikaturtegninger – er det, ved vi. At film og fotografier der kan mangfoldiggøres ubegrænset og udbredes overalt, er virkningsfulde propagandamidler ser vi hver dag. Men staffelimaleriet som i vores samfund kan ses af forholdsvis få, som købes af dem der har råd til det, som kun eksisterer i et enkelt eksemplar, kan næppe få stor betydning som formidler af ideer. Jeg har truffet flere mennesker som er nået til deres livsanskuelse og deres indstilling gennem det de har læst. Men jeg har aldrig hørt om nogen hvis livsanskuelse og meninger er blevet påvirket af at se på malerier. Maleriet har en begrænsning.
På den anden side er det blevet sagt at malerkunsten skulle være i stand til at fremme udviklingen i verden, ikke ved sit fortællende indhold, men ved sin form. Ved sit formelle udtryk, ved at revolutionere sin egen teknik, ved at omvurdere de traditionelle æstetiske begreber skulle den kunne befordre fremskridtet. Det bekræftedes ved at Hitler så rasende bekæmpede den moderne malerkunst som en fare for hans reaktion. Og Hitlers had til de gode malere var naturligvis ikke tilfældigt, skønt hans eget triste forhold til malerkunsten vel også har været medvirkende. Men på den anden side har Mussolini – som vel ikke var meget bedre end Hitler – ødselt understøttet og befordret det moderne maleri, hvorved dets politiske ufarlighed vist må erkendes.
Jeg vil meget nødig ind i en polemik om disse spørgsmål. Der ligger ikke i disse betragtninger noget angreb på nogen kunstretning eller malemåde. Jeg har altid syntes at maleriet var en munter og behagelig beskæftigelse. Jeg har fornøjelse af at male, og det er godt hvis noget af fornøjelsen bliver i billedet. Det var min yndlingsbeskæftigelse som barn, og det er det endnu. Det er ikke et arbejde for mig, det er en forlystelse, en leg, en ferie. Og jeg kan med god og rolig samvittighed hengive mig til denne morskab fordi jeg foruden at være maler også er skribent og altså har mulighed for at meddele mig direkte og tage mit standpunkt og udtrykke min mening. Jeg forsømmer ikke noget ved at male hvad der morer mig.
Man har gerne villet se en modsætning mellem et idyllisk maleri og et kritisk forfatterskab og har tillagt mig en underlig dobbelthed. Jeg selv føler ikke nogen spaltning, begge mine beskæftigelser hører jorden til. Der er årsager nok til at holde af denne jord, og der er også et og andet at kritisere. Men ordet egner sig bedre til kritik end oliefarven.
Det sker somme tider at folk spørger mig om hvilken retning inden for kunsten jeg hører til, og om jeg vil forklare mit kunstneriske program. Jeg har aldrig vidst hvad jeg skulle svare. Det har altid faldet mig meget vanskeligt at sige noget om malerier, også om dem jeg selv har malet. I et konversationsleksikon har jeg set at mit maleri skal være ‘naivistisk’, og jeg finder betegnelsen ganske tåbelig. Jeg maler meget bevidst, vælger og vrager og planlægger som andre håndværkere, der er ikke noget naivt ved det. Jeg maler ikke efter model, og jeg har aldrig været i Afrika og har aldrig set en urskov eller en savanne, men berejste folk siger at det ligner. Naturen er bare meget mere forunderlig end man kan vise på et billede, og dyrene er mere paradoksale og bizarre end det går an at male hvis man vil gælde for troværdig.
Jeg holder af at male dyr. Flodhesten der flyder i Afrikas grønne vand som en ø – et løsrevet stykke land – med sin lyserøde unge mellem saftige søplanter. Girafferne der står i det vældige afrikanske landskab, slanke og yndige med mønstret skind, med halsene strakte, nippende til akacietræernes fine løv. Næsehornet der står dampende i urskovens grødede sump med sit krumme horn mod himlen og små utålmodige øjne. Tapirerne der leger i Bagindiens jungle, trinde og buttede med små snabler og det hvide dækken på ryggen som naturen har fundet på at give dem – skaberak-tapirerne. Den underlige okapi, halvt zebra, halvt giraf, en overlevet fra tertiærtidens utrolige paradis. Elefanten der maser sig vej frem gennem skoven med hvide stødtænder og viftende kæmpeører og små fornuftige øjne.
Det er jordiske motiver. Og de antikke fortællinger og de bibelske eventyr er også jordiske. Paradisets have er her på jorden, og de græske guder og gudinder er meget menneskelige og har menneskelig appetit på livet. De græske sagn er lette og livlige, deres verden er ordnet og klar og logisk, deres mennesker står naturen nær og holder af denne jord og dette liv, deres stil er ren og ensartet, deres kultur oprindelig og enkel. Det er en verden af virkelighed, en ædruelig, primitiv, plastisk, sanselig verden. At hente sine motiver herfra er at have denne jord som motiv.