Johannes Wiedewelt malet 1766 af Peder Als – Portrætsamlingen på Frederiksborg Slot
Johannes Wiedewelt var billedhugger og levede 1731-1802. Han blev svend 1745 i sin fars, Just Wiedewelts værksted og videreuddannedes i Paris 1750-54 og i Italien 1754-58 hvor han knyttede venskabs- og kærlighedsforhold til nyklassicismens teoretiker, den tyske kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmann. I 1762 publicerede han sin redaktion af Winckelmanns tanker i det anonyme skrift Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed.
Som hofbilledhugger fik Johannes Wiedewelt fra 1759 talrige opgaver for kongehus og adel, således Christian VIIs sarkofag (1760-68) og hovedværket Frederik Vs gravmæle (1769-75), begge i Roskilde Domkirke; hans udsmykning af Christiansborgs riddersal gik til grunde ved branden i 1794.
Med udgangspunkt sin fascination af nyklassicismen og sine studier af havekunst i Frankrig og England deltog Johannes Wiedewelt i omlægningen og den skulpturelle udsmykning af Fredensborg Slotshave (1760-69), og 1776-89 omdannede han ved Jægerspris Slot en jættestue til monumentet Julianehøj med mindesten for hedenske danske konger og etablerede en mindelund med 54 monumenter for berømte danskere, nordmænd og holstenere. Endnu en inspirationskilde for Wiedewelt var den dengang blomstrende Frimurerbevægelse hvor han selv var medlem og opnåede en af ordenens højeste grader.
Johannes Wiedewelts sidste betydelige arbejde var statuen Troskaben (1797) til Frihedsstøtten i København. Wiedewelt drev et stort værksted, blev professor ved Kunstakademiet 1761 og var dets direktør i længere perioder 1772-95.
Johannes Wiedewelt er begravet på Assistens Kirkegård i København. Foto: Gravsted.dk (hs)
Kilder, link og litteratur
Johannes Wiedewelt hos Kunstindeks Danmark, Weilbachs Kunstnerleksikon
Johannes Wiedewelt hos Denstoredanske.dk.
Johannes Wiedewelt hos Wikipedia.dk.
Mindelunden ved Jægerspris Slot, Karin Kryger, 2012, Kong Fredrik VII’s Stiftelse, 122 sider, illustreret, til salg hos Stiftelsen og den lokale boghandel.