Frederikssund kommune råder over en lang række “Kulturhuse”, der kan benyttes af byens foreninger, grupper og organisationer.
På siden her, kan I se hvilke lokaler og bygninger, der er tale om. I kan også se, hvem, der må benytte lokalerne, hvordan de bookes osv.
Til nogle typer af anvendelse skal der søges om brugen på et ansøgningsskema.
Foreningscentret Pedersholm
Oprindeligt Oppe Sundby Skole fra 1912. Blev til foreningscenter i 1983, og er i dag rammen om mange foreningers aktiviteter. Huset bruges bl.a. til møder, kurser, undervisning af dag- og aftenshold i bl.a. Yoga. Og så er det her, politiet afholder teoriprøver.
Græse Gl. Skole
Har fungeret som kultur- og forsamlingshus i mange år.Huset bruges til mange ting, såsom gymnastik, dans, møder, aftenskoleundervisning m.m.
Kulturhuset Elværket
Opført i 1914 som Frederikssund Elektricitetsværk.
Blev taget i brug som Kulturhus i januar 1994, og stod færdigt i sin nuværende form i 1995. Huset danner hvert år ramme for mere end 1.100 arrangementer spændende fra koncerter, teaterforestillinger, møder, kurser, konferencer, Internet caféer, fester m.m. Er desuden ramme for månedlige kunst- og fotoudstillinger.
Langes Magasin
Bygningen her er fra 1750. Oprindeligt var den magasinbygning for Hans R. Langes Tømmerhandel. Huset blev taget i brug som kulturhus i 1985. Bruges i dag til møder, og især er det populært til udstillinger, grundet sin centrale placering i bymidten.
Rytterskolen
Huset er opført i 1723 som én af Frederik d. IV’s mange rytterskoler. Det blev taget i brug som kulturhus i 1992, og har i 1999 gennemgået en større renovering.
I dag er huset det kulturelle samlingssted for St. Rørbæk, hvor huset er beliggende.
Valhal
Ingen vikingeby uden gudernes borg – Valhal.Huset, der er opført i vikingetidens stil, bruges selvfølgelig af vikingespillene til deres Taffel. Men uden for vikingesæsonen, er huset i brug som kultur- og foreningshus. Huset i sin nuværende form er fra 1980.
Rejsestalden
Midt i det skønne Jægerspris, med skoven og slottet som nabo, hviler kulturhuset Rejsestalden på et godt og solidt fundament ved byens torv. Den originale rejsestald blev oprindeligt bygget som en del af Jægerspris Hotel i 1875 og i 1995 blev det, efter en gennemgribende ombygning, forvandlet til et kulturhus.
Kulhuse Kultur- og Medborgerhus
Huset blev bygget og taget i brug som skovskole (Skovens Skole) den 1. november 1906 og fungerede som skole med et mindre integreret skolebibliotek indtil 1961 hvor selve skolen lukkede helt.
Skovens Skole fortsatte som en mindre biblioteksfilial og lærerbolig. Lærerboligen var beboet til omkring 2004 hvorefter huset, bortset fra den lille biblioteksfilial stod tomt. 19. dec. 2006 blev der afholdt stiftende generalforsamling for start af et Kultur og Medborgerhus i den gamle Skovens Skole i Kulhuse.
Skibby Fritidscenter
Skibby Fritidscenter har en mangfoldighed af brugere. Ungdomsskolen, Ældrecenteret, Skibby Bibliotek har aktiviteter i fritidscentreret. Herudover bruges centeret af børnehaver, dagpleje, aftenskoler, pensionistforeninger og mange flere.
Fritidscenteret indeholder undervisningslokaler, musik-øvelokale, edb-lokale, teater- og gymnastiksal m.v., og kan anvendes af foreninger, der er godkendt i henhold til lov om folkeoplysning.
Slangerup Idræts- og Kulturcenter
I Slangerup Idræts- og Kulturcenter forefindes idrætshaller, svømmehal, motionscenter, cafeteria m.v.
Folkeskoler, sportshaller mv.
Ud over kulturhusene rådes der også over en lang række andre lokaler på folkeskolerne, i sportshaller etc., som kan lånes/benyttes til kulturelle arrangementer og foreningsaktiviteter.