Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Frederikssund Billedskole

Frederikssund Billedskole blev oprettet i 1989 af Lene Møller, arkitekt og tidligere underviser i farvelære på Skolen for Boligindretning og Designskolen, Emma Løsecke Nielsen, underviser i billedkunst på Gymnasiet og VUC, og Ines Sørensen, uddannet hos Emma Mau Bach. Alle tre med god undervisningserfaring, og de lægger ud med kurser om henholdsvis farvelære, ‘det indre billede’ og trykteknikker som linoleumssnit og zinkradering, der var desuden planer om at udbyde kurser i landskabsmaling, modellering og ‘maleri for alle generationer’, og gruppen kan med deres kendskab til kunstverdenen skaffe undervisere til de fag der ellers måtte være ønske om. Året før havde man så småt begyndt skolevirksomheden med to kurser om ‘spontant farvebrug’ og ‘oplevelse-billede’.

Se artikel fra Frederiksborg Amts Avis den 17. oktober 1989 – Frederikssund har fået en billedskole. Her ses fra venstre Lene, Emma og Ines. Foto Jørgen Rubæk.

Samtidig med etableringen af Billedskolen opstod en anden forening kaldet Frederikssund Kulturelle Fritidscenter med tilknytning til Falkenborgskolen som en slags forløber for det kulturhus gruppen bagved arbejdede for at få etableret i Elværket, skolens genbo på Ved Kirken – det tidligere kommunale elektricitetsværk fra 1914 som for længst var nedlagt som sådan, og som i en årrække var blevet benyttet som af Civilforsvaret – men nu forladt. Få år inden havde et flertal i Byrådet besluttet at renovere og indrette firmaet Langes forladte magasinbygning til kulturelle formål. Det stod færdigt som udstillingshuset Langes Magasin i 1985 og blev hurtigt en succes – hvilket banede vejen for et aktivitetshus i det forladte elværk. Det blev besluttet i 1993, og året efter stod kulturhuset Elværket færdigt.

Der var et vist personsammenfald mellem Billedskolen og Fritidscentret hvor Emma Løsecke Nielsen og Ines Sørensen var blandt dem der tegnede gruppen. Formålet med centret var at afprøve aktiviteter af “kulturel, kunstnerisk og social karakter”. Et stort udadvendt projekt i form at et proformance-teater blev afholdt allerede 1990 med midler fra Kulturministeriets udviklingspulje og deltagelse af mange amatører fra by og egn og professionelle fra Hotel Pro Forma, en performancegruppe  under ledelse af Kirsten Dehlholm. Allerede den gang gik gruppen også under navnet Kulturhusgruppen.

I slutningen af 1989 fik Frederikssund Kulturelle Fritidscenter sponsoreret en grafisk trykpresse af Haldor Topsøes maskinfabrik i Frederikssund til opstilling i Falkenborgskolens formningslokale. En af brugerne af trykpressen var Frederikssund Billedskole. Her ses på avisfotos først ved overdragelsen af trykpressen Emma Løsecke Nielsen håndtere pressen bivånet af skoleinspektør Ole Jensen og direktør Jens Borregaard fra Haldor Topsøe. Og derefter Ines Sørensen og Lene Møller i forbindelse med åbningen af Billedskolens anden sæson september 1990. Se de to avisomtaler.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse