Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Christian Gross Jørgensen

Christian Gross Jørgensen 2021 i sin bolig på Tolleruphøj spækket med billeder. Foto Carsten Legaard

Christian Gross Jørgensen, født den 3. september 1944, død den 28. februar 2022, har været frederikssunder det meste af sit liv og har arbejdet som bager og slagter. Han har været meget aktiv i vikingespillet, blandt andet som kulissemaler, og gik her under navnet Christian Bager – også fordi han ved en festlig lejlighed var mester for et meget stort overflødighedshorn.

Christian Gross er som maler selvlært, han har altid malet og har været meget produktiv. To gange har han udstillet på Elværket og en gang i Slangerup Bio.

Christian Gross arbejder i sin helt egen lettere naivistiske stil og med dyb respekt for håndværket – både i akvarel, olie på lærred, blyantstegning og rya-vævning.

Da Christian Gross i 2003 flyttede ind på omsorgscentret Tolleruphøj i Oppe Sundby, kom der rigtig gang i hans kunstneriske produktion, og han har gavmildt bidraget til centrets udsmykning.

Den lokale kunstner Xenia Michaelsen (som også er ansat som plejemedarbejder på Tolleruphøj) og journalist og fotograf Carsten Legaard har i 2021 lavet en hjemmeside for Christian Gross med en kort biografi og et galleri med fotos af hans malerier – som han har i sin bolig og hvoraf de fleste er til salg.

Værker af Christian Gross i Frederikssund

Værker på Omsorgscentret Tolleruphøj i Oppe Sundby. Fotos Susanne Larsen og Erik Zangenberg.

Kilder, link og litteratur

Hjemmeside for Christian Gross Jørgensen.

Bilag

Ved Christian Bager Gross Jørgensen død skrev Camilla Dupont, formand for Frederikssund Vikingespil, dette mindeord:

Tidligere viking og en kunstner af hjertet er taget ud på den sidste rejse. Christian (Bager) Gross Jørgensen, Frederikssund, blev 78 år. Han er sovet stille ind på Tolleruphøj den 28. februar 2022.

I Vikingernes Verden var Christian kendt som Christian Bager. Bag dette tilnavn gemmer der sig en historie om, at Christian, der var bager, stod bag et kæmpe overflødighedshorn ved en festlig lejlighed, og han kom ofte med kaloriefyldte kager til Vikingetaflet den sidste aften, og siden da hang navnet ved.

Christian var Vikingespillets kulissemaler, og han lavede blandt andet de trævikinger i mandshøjde, som har prydet byen i flere årtier, når der var Vikingespil. Christians vikingekunst kan også stadig ses på Vikingebopladsen. Det er nemlig Christian, der står bag udskæringerne omkring døren i gavlen af Langhuset.

I dag er der ikke så mange vikinger tilbage, som kan huske Christian, men de, der kendte Christian, ved, at vikingerne stod hans hjerte nært, og han fulgte aktivt med, når der skete noget i Vikingespillet

Da helbredet ikke længere gav mulighed for at være i Vikingespillet, forsatte han med at komme til den årlige senioraften, og med hjælp fra plejere fra Tolleruphøj så han flere Vikingespil om året – også en enkelt gang i silende regn, hvor de fleste gav op, da sad han på bænkerækken med den sædvanlige stoiske ro, som kendetegnede Christian.

Som barn i Vikingespillet husker jeg Christian som et rart og venligt mennesker, der altid var der. Vikinger fortæller, at var man først Christians ven – så var man hans ven, og man blev ikke glemt.

Christian var ikke et menneske, der slog ud med armene, var ikke højlydt, når mørket sænkede sig eller pralede af fordums bedrifter, som vikingerne nok er mest kendt for. Han var derimod den stille betragter.

Det kunne man mærke, når man var sammen med ham, og det kan ses i Christians kunst. For selv om Christian nok havde et stille ydre, så var der farver og former, som trængte sig på, og det kom ud på lærredet med forskellige teknikker og materialer men gerne i stærke farver. Særligt i de næsten 20 år Christian boede på omsorgscentret Tolleruphøj, fik hans kunst vinger.

Christians billeder pryder blandt andet væggene på Tolleruphøj, og mindet om et menneske med noget på hjertet er overladt til eftertiden i hans billeder.

Æret være Christians minde – år og fred.

Camilla Dupont – Formand for Frederikssund Vikingespil.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse