Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Palle Pio

Palle Pio, 1917-1998, maler og tegner, søn af skuespilleren Elith Pio. Han var uddannet på Kunstakademiet (1936-46), og han var fra 1952 bladtegner først et par år ved Berlingske Tidende, derefter ved Berlingske Aftenavis (Weekendavisen).

Som dreng gik Palle Pio på galopbanen for at tegne heste og gjorde sig tidligt stærkt gældende som dyretegner. Som en udløber heraf arbejdede han en tid som assistent for den ligeledes dyreglade billedhugger Mogens Bøggild med bearbejdning af skitser.

Hans naturalistiske, detaljerige og beskrivende stil gjorde ham til en meget anvendt stedbeskrivende (topografisk) tegner, Hans tegninger af danske lokaliteter i Berlingske Aftenavis, senere Weekendavisen var meget populære, ofte med ledsagende tekster af historikeren Tage Christiansen (1918-84) eller som her i serien Kort fra Danmark med tekst af Erik Kjersgaard (1931-95).

Han har også arbejdet meget som bogillustrator på mange områder – med en vis forkærlighed for klassiske forfatterskaber.

I Weekendavisens serie Kort fra Danmark skrev historiker Erik Kjersgaard den 3. maj 1991 artiklen En slags købstad om Frederikssund (og Slangerup) illustreret af Palle Pio med prospekt fra april 1991 af Kirkegade i Frederikssund set mod øst med porten til kirkegården i baggrunden.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse