Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Atlantic Review

Atlantic Review var en række tilbagevendende udstillinger (biennaler) i Langes Magasin i Frederikssund med et lærerpar fra Thorstedlund Kunsthøjskole – billedkunstnerne Peter Biehl og Frank Hein. I en kort periode herefter holdt de deres udstillinger i Skovhuset i Værløse.

Den første udstilling de to højskolelærere lavede sammen, var også med deltagelse af kollegaen, billedkunstner Sven-Aage Larsen. Det var i 1999 og i Langes Magasin, og udstillingen hed Exit. Amtsavisen kunne i en omtale af udstillingen konstatere at der var et godt salg. Her ses fra venstre Peter Biehl, Frank Hein og Sven-Aage Larsen. Foto Tommy Verting.

I 2002 lavede de udstillingen Shetland Review i Langes Magsin, og her havde inviteret den unge tegner og elev på Thorstedlund Kunsthøjskole Pia Knudsen med. Gruppen havde været på Shetlandsøerne og kom hjem med deres hver deres skildringer – eller ‘dagbogsbeskrivelser’ som de kaldte det. Se invitation og avisomtaler.

I 2004 blev udstillingstitlen så Atlantic Review med værker med motiver fra Shetlandsøerne og Island hvor Peter Biehl og Frank Hein kørte rundt i en firehjulstrækker med base i et lejet sommerhus i byen Olafsvik langt ude på den smalle halvø Snæfellsnes mellem Reykjavik og Vestfirðir i nordvest. Her fandt de barsk natur, vilde heste og  enorme fuglefjelde. Læs om Atlantic Review 2004 – indbydelseskort og avisomtaler.

I 2006 er de kunstnere tilbage med endnu en Atlantic Review – Peter Biehl med tegninger og pastelarbejder sam maritime skulpturer og Frank Hein med oliepasteller og mix media. Alt sammen hentet fra Shetlandsøerne – fældet ned på papir og lærred eller møjsommeligt bjerget vraggods bearbejdet og gjort til skulpturer. Læs om Atlantic Review 2006 – indbydelseskort og avisomtaler. Her ses Frank Hein og Peter Biehl i udstillingen. Foto Finn Jørgensen.

To år efter er de så tilbage igen med ny indtryk fra Shetlandsøerne – hvor Peter Biehl nu bor, og hvor Frank Hein er på besøg. Og hvorfra de igen er i Langes Magasin med 50 værker i de samme teknikker som to år før. Frank Hein er vild med klipperne og de frådende hvide brændinger, særligt ynder han det gamle troldeagtige og afbrændte vulkanske område Eshaness. Peter Biehl går efter de blidere sider som han finder i planter og dyr – fugle og shetlandsponyer – han er næsten blevet gode venner med en rugende ravn som han kalder Ragna. Sælkolonierne og de græssende får siger ham derimod ikke noget. Med i udstillingen er to gæsteudstillere fra øerne, Peter Biels kæreste, tekstilkunstneren Jan Munck, og den visuelle kunstner Julian Arculus. Læs om Atlantic Review 2008 – indbydelseskort og avisomtaler.

Allerede året efter – 2009 – var de samme tre tilbage i Langes Magasin – med nye arbejder, og for de to ældste med gamle arbejder som efter køb umiddelbart kunne medtages. Der meldtes om godt salg. Jane Munck, som da netop havde afsluttet en fireårig skotsk BA-grad i Comtemporary Textiles (moderne tekstil) deltog med strikkede tørklæder (handmade knitted scarfs) og vævede arbejder. Se Atlantic Review 2009 – indbydelseskort og avisomtaler. Herunder ses Frank Hein og Peter Biehl flankerende Jane Munck med hendes arbejder i baggrunden. Foto Lars Skov.

Det er den sidst registrerede udstilling i Frederikssund, og som nævnt fortsatte det med nogle udstillinger i Skovhuset, et udstillingssted i Værløse.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse