Marie-Louise Kristensen, 2020. Brødkassen er et af hendes smykker/brocher. Foto Dorte Krogh.
Marie-Louise Kristensen i et ældre portrætfoto. Foto Kirstine Autzen.
Marie-Louise Kristensen, smykkekunstner, født 1971 i Frederikssund (forældre Birger og Hanne Kristensen), uddannet ved Institut for Ædelmetal (KEA) 2000-04, bor og arbejder i København.
Marie-Louise Kristensen karakteriseres som både bindegal og genial, i hendes værker findes både skarp kulturkritik og boblende humor. I hendes afgangsprojekt fra Institut for Ædelmetal var temaet småborgerlig husmoderlighed personificeret i Yvonne fra Olsen Banden og hendes storblomstrede drømme – med benene i vejret efter at være faldet på røven i en Bloody Mary-brandert på Mallorca, eller en marguerit af hvidt mini-træstakit og gule børster fra en opvaskebørste – begge del udformet som brocher.
Marie-Louise Kristensen har udstillet mange steder siden 2004 både ude og hjemme, fx på Biennalerne for Kunsthåndværk på Trapholt/Koldinghus 2007, på Koldinghus 2011 og i Rundetårn i København 2013, udstillingen Not Everything that Glitters is Gold på Trapholt i Kolding 2008, From the Coolest Corner med bidrag fra 61 nordiske smykkekunstnere på Designmuseum Danmark 2013, Bagko(k)llektion i Bangkok 2013, Sao Paulo Rocks på Koldinghus 2013, Skt. Loye prisudstillingen på Designmuseum Danmark 2012, Cph:Ducks i Goldfingers i København 2011, samme sted i 2012 udstillingen 1+1>2 sammen med Annette Dam og i 2015 på Designmuseum Danmark som del af et udvalg af de smykker Statens Kunstfond har erhvervet til sin smykkesamling. Fra 2016 indgår en række af hendes smykker permanent i Desingmuseets udstilling Dansk Design Nu.
Fra Designmuseum Danmarks samling – et smykke i korsstingsbroderi m.m. ligesom byvåbenssmykket nedenfor.
Hun har også fået mange udmærkelser og rejse- og arbejdslegater fra fx Statens Kunstfond, Nationalbankens Jubilæumsfond og Danish Crafts samt ikke mindst Kunsthåndværkerprisen af 1897’s bronzemedalje i 2008.
Lokalt har Marie-Louise Kristensen udstillet i Langes Magasin i Frederikssund og Rejsestalden i Jægerspris:
Hun deltog i 2002 i salgsudstillingen Kunst som gave arrangeret af Frederikssund Kunstforening i Langs Magasin – sammen med 17 andre kunstnere og kunsthåndværkere.
I 2006 deltog hun igen i Frederikssund Kunstforenings salgsudstilling Kunst som gave med et antal smykker, heriblandt brochen Tillykke Fr.sund ny kommune med et broderet stykke med den ny Frederikssund Kommunes blå-hvide våben med vikingeskibet. Dette smykke blev købt af kommunen til brug for de kvindelige giftefogeder.
I 2008 udstillede hun sammen med de lokale smykkekunstnere Lone Jacobsen og Lise Löfkvist Radl i Rejsestalden i udstillingen Forunderlige verden.
I 2015 var Marie-Louise Kristensen i en periode ansat som projektleder i Kjøbenhavns Guldsmedelaug i forbindelse med laugets Skt. Loye Udstilling 2015 i Rundetårn og tilknyttede udstillinger m.v. under event-paraplyen Smykkernes by.
Designmuseum Danmark har anskaffet to af Marie-Louise Kristensens smykker til udstillingen Dansk Design Nu 2016.
I 2018 gav Marie-Louise Kristensen en såkaldt artist talk ved et arrangement på Designmuseum Danmark. Se note nedenfor om nedslag i hendes karriere.
I 2020 afholder Marie-Louise Kristensen er stor soloudstilling på Koldinghus Museum med 33 værker lavet direkte til udstillingen. Udstillingen flytter i løbet sommeren til Grønbechs Gård i Hasle på Bornholm.
Dette er ikke en københavnsk skraldespand – det er en broche: Faire la fête – et après, 2011, second hand-guldring og messing, 40 x 22 x 25 mm.
Værker af Marie-Louise Kristensen i Frederikssund
Tillykke Fr.sund ny kommune er et korsstingsbroderet stykke med den ny Frederikssund Kommunes byvåben som motiv monteret som en lille klokkestreng i en broche med vedhæng – metallet er sølv. Brochen indgik i Frederikssund Kunstforenings salgsudstilling Kunst som gave afholdt i Langes Magasin i november-december 2006 med 15 kunstnere og kunsthåndværkere, og her blev den købt af kommunen til brug for kvindelige giftefogeder. Brochen befinder sig på borgmesterkontoret på Frederikssund Rådhus.
Byvåbnet er tegnet af kongelig våbenmaler Ronny Andersen i forbindelse med kommunesammenlægning i 2007. Det forestiller en fjord og dens kyster med et vikingeskib der danner bro over fjorden. Farverne er sølv og kongeblå.
Kilder, link og litteratur
Marie-Louise Kristensens hjemmeside.
Sammen med smykkekunstkollegaen Annete Dam driver Marie-Louise Kristensen hjemmesiden og nyhedstjenesten Art Jewelley Copenhagen.
Frederikssundpige udstiller, Marie-Louise Kristensen på Galleri Pi i København, Frederiksborg Amts Avis, 2. december 2003.
Trykkede Dronningen i hånden, om Marie-Louise Kristensens afgangseksamen fra Institut for Ædelmetal og overrækkelsen af et legat på 25.000 kroner fra Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Frederikssund Avis, 15. juni 2004.
Bindegalt smykke-univers, artikel om Marie-Louise Kristensens afgangseksamen ved Institut for Ædelmetal hvor hun fik at vide at hun var “både bindegal og genial”, Frederiksborg Amts Avis, 17. juni 2004.
Smykker med sjæl, afgangsudstilling fra Institut for Ædelmetal med afgangsarbejder af blandt andre Marie-Louise Kristensen, anmeldelse ved Lea Østergaard Andersen, Politiken, 31. oktober 2004.
Bryststativer og fingerringe på eget ansvar, omtale af udstilling med Marie-Louise Kristensen og 18 andre smykkekunstnere i Rundetårn i København, Libbie Fjelstrup, Politiken, 5. oktober 2006.
Kunst som gave 2006, værkfortegnelse, Frederikssund Kunstforening.
Trofæer i Galleri Pi, Marie-Louise Kristensen udstiller på Østerbro sammen med billedkunstner Lotte Agger (stammer også fra Frederikssund), Lokalavisen Frederikssund, 18. maj 2007.
Smykker der rykker, duoen Marie-Louise Kristensen og Lotte Agger med udstillingen Trofæer i Byggeriets Hus på Frederiksberg, Trine Ross, Politiken, 27. januar 2008.
Smykker i Rejsestalden, smykkeudstillingen Forunderlige verden med Marie-Louise Kristensen, Lone Jacobsen og Lise Löfkvist Radl, Frederiksborg Amts Avis, 3. marts 2008. Også omtalt på Kulturhuset Rejsestaldens hjemmeside.
Lokale udstiller på Østerbro, duoen Marie-Louise Kristensen og Lotte Agger udstiller igen i Galleri Pi, Frederiksborg Amts Avis, 18. marts 2009.
Skraldespand som broche, om Marie-Louise Kristensens udstilling CPH: Ducks – en anderledes fortælling i og omkring København i smykkeværkstedet Goldfingers, Frederiksborg Amts Avis, 8. juni 2011.
Skt. Loye 2012 Smykke & Korpus Event, udstillingskatalog, stort format og illustreret, 40 sider – Skt Loye 2012 Smykke og Korpus Event udstillingskatalog
Nyfortolket nordisk smykkekunst, omtale af udstillingen From the coolest corner på Designmuseum Danmark med Marie-Louise Kristensens nedenfor gengivne broche med billedteksten “Dette er ikke en bænk. Det er en broche!”, Politiken, 12. juli 2013.
Mine ting vil gerne i dialog, interview/reportage af Kirstine Autzen, hjemmesiden for Danske Kunsthåndværkere & Designere, i anledning af Biennalen for Kunsthånværk og Design 2013.
Ny udstilling på Koldinghus, Smykkerne er hendes stemme, anmeldelse/reportage fra udstillingen Den flyvende bøf og andre historier af Sys Andersen, JydskeVestkysten, 11. januar 2020.
Dette er også en broche… I al sin bænkelhed, 2011, messing og træ, 60 x 70 x 20 mm.
Bilag – portræt af Marie-Louie Kristensen
Marie-Louise Kristensen var i 2012 nomineret til Skt. Loye-prisen, en prestigefyldte talentpris på 100.000 kroner der overrækkes af Kjøbenhavns Guldsmedelaug til en upcoming guldsmed, sølvsmed eller ædelmetalformgiver som med sit unikke design og visionære blik har udvist et talent ud over det sædvanlige. Prisuddelingen følges hvert tredje år af en smykke & korpus-event – som i 2012 blandt andet foregik på Designmuseum Danmark.
I udstillingskataloget (se ovenfor) har Charlotte Jul dette portræt af Marie-Louise Kristensen:
Smeltedødssynergi
Marie-Louise Kristensen gav sig selv et benspænd i forbindelse med Skt. Loye-prisen: Find gamle ting og smykker på vej til smeltedøden og integrer dem i dit univers. Hvis dialogen fungerer, får smykkerne en sidste chance, og noget nyt opstår.
Omtrent sådan formulerede Marie-Louise sit kreative og ideologiske afsæt mod 15 nye værker til Skt. Loye-udstillingen. Fordi det optager og generer hende at arvesølv og guld i stigende grad ryger i smelteskålen i jagten på nye statussymboler. For en fladskærm kan ifølge Marie-Louise slet ikke sammenlignes med håndlavet sølvbestik med sirligt dekorerede mønstre det har taget timer at frembringe i værkstedet. ”Om 100 år vil der jo slet ikke være noget tilbage”, næsten græder hun i telefonen. ”Det er jo en helt vild tanke og et stykke kulturarv der forsvinder fysisk. For altid. Vi taber noget i det bytte. Det hele bliver så historieløst,” pointerer hun og fortæller at det er svært for hendes kulturelle samlerhjerte. Marie-Louise er vild med materialer. Vild med sit fag. Vild med den samhørighed der opstår mellem smykke og ejer. ”Den nære relation man ofte har til sine smykker, er helt unik. Der opstår jo nærmest en form for identitetssammenfald,” smiler hun. ”Selvom mine værker ofte er lidt umulige, kan de bæres. Det kan godt være man ikke altid kan tage opvasken med ringene på, men de fungerer og er tænkt ind i kroppens dimensioner.”
Marie-Louise Kristensens smykkevej har siden hendes afgang fra Institut for Ædelmetal i 2004 været belagt med nationalromantiske symboler som Dannebrog, kolonihavenostalgi og Yvonne fra Olsenbanden. ”Jeg forsøgte at lægge romantikken på hylden til fordel for en mere åben tilgang til de dødsdømte smykker, men jeg må erkende at der ikke gik mange minutter før den brølende kronhjort og en hær af danske møbelklassikere var på banen. Dialogen mellem smykkernes medfødte udtryk og mit smykkegreb har dog drejet tingene i en retning jeg nok ikke selv ville have taget. I den proces har jeg opnået en større ærlighed og er blevet mere bevidst om styrken i mit eget formsprog,” forklarer Marie-Louise. Integrationen af de næsten døde smykker har med andre ord tvunget Marie-Louise til at sprogliggøre sine valg og formgivning. At være præcis og vide hvad det er hun vil eller ikke vil med sine historier. For historierne og antydningerne mellem hvad øjet ser, og det der lurer mellem linjerne, er Marie-Louises farbare vej. ”Jeg er utrolig glad for en billedkunstner som John Lurie der har en fabelagtig præcision i sine værker, og samtidig elsker jeg satiretegneren der med sin pen spidder politiske eller personlige situationer på kornet.”
“Min ambition er at forene den kritiske præcision med en humoristisk karikatur der siger mere end 1000 ord,” fortæller Marie-Louise. Til Skt. Loye-prisen har Marie-Louise Kristensen blandt andet skabt en broche i form af et bænkebord med en firserblå kugletermokande og en serie ringe skabt af leddene i et armbånd med titler som De unge mødre og Dagens mand – med undertitlen i skysovs, for han har trådt i sovsen. Smykkernes titler karikerer de omtalte persontyper, men også tv-programmerne af samme navn hvor faglighed og lødighed ikke er udtalte værdier. Så kan vi tænke lidt over det, mens vi smiler af de atypiske stereotyper. Marie-Louises 15 smeltedøds-benspænd bliver interessante at falde over.
Hr. Schwann: Cph by the lake, broche, 2011, sølv, plast og grønne diamanter, 290 x 90 x 15 mm.
Bilag: Nedslag i Marie-Louise Kristensens karriere
Nedslagene i Marie-Louise Kristensens karriere er baseret på blandt andet hendes talepapir ved en artist talk på Designmuseum Danmark den 11. april 2018:
Jeg kom ind i smykkefeltet med en baggrund som skulptør/billedhugger, og dette skalaskift, guldsmedeteknikkerne og smykketraditionerne overraskede mig og var en ny begyndelse – og alt andet end kedelig.
Jeg laver selv alt – hver eneste detalje – i hånden. Fra mit arbejdsbord kan jeg rejse afsted i fantasien, opdage, undersøge og bearbejde materialer i overensstemmelse med mine erfaringer og opdagelser undervejs. Jeg opfatter mig selv som en historiefortæller, og fortællingen er igangsætter og min private affyringsrampe. Fortællingen skaber konturer og indhold for hvert enkelt værk.
Når jeg viser mine smykker, er det ikke så vigtig om alle fanger min historie, men mere at beskueren får lyst til at gå på opdagelse og selv danne sin egen historie.
Jeg afsluttede min uddannelse fra Institut for Ædelmetal i 2004 med et afgangsprojekt med afsæt i Yvonne fra Olsenbanden. Ikke for at lave smykker til Yvonne, men for at indfange tiden og personligheden hos denne markante kvindekarakter.
Et af smykkerne var en stor broche forestillende en marguerit fremstillet af bemalet træ og hovedet på en opvaskebørste (se foto øverst i artiklen), og her var der fokus på de tre mest afgørende forhold i mit arbejde.
For det første mit arbejde med materialerne og kombinationer af materialer. Jeg tror på at materialer foruden deres fysiske natur også bærer på noget som taler til vores fornemmelser og følelser.
For det andet mit arbejde med skalaen og smykkets placering på og forhold til kroppen.
For det tredje mit arbejde med summen af detaljerne. Jeg tænker altid på mine værker i tre dimensioner. Fx her hvor der på bagsiden af brochen er anbragt en traditionel lås af den slags der minder om en havelåge. Og nitningen er med vilje lavet så den ligner søm der er dårligt hamret i.
Oven i de tre nævnte forhold er der også brochens stærke reference til både dansk smykketradition og dansk historie. Dels Georg Jensen-brochen Daisy og dels den specialversion smykkefirmaet udsendte i 1940 da prinsesse, nu dronning Margrethe blev født. Og som under besættelsen gjorde margueritblomsten til et symbol på frihed og modstand. Den levede op igen i 1980erne da den blev et gammeldags smykke båret af borgerskabets bedstemødre. Og så levede den op endnu engang da Georg Jensen relancerede den i en moderniseret udgave og i forskellige farver.
Da jeg i 2009 havde udstillingen Langt ude og hjemme i Galleri Pi i København, tog jeg udgangspunkt i to spor:
For det første Langt ude som handler om min egen ’overfladiske’ viden om fjerne verdensdele, og hvor jeg portrætterede det fremmede ud fra laveste fællesnævner med særlig vægt på at give værkerne en souveniragtig karakter. For det andet hjemme med afsæt i hvordan hjemmets fire vægge danner ramme om vores egen selviscenesættelse i bred forstand.
Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet, broche, 2008, sølv, garn, lemonkvarts, diamant og safir (en stor og ti små sten), 80×50 mm, tilhører Statens Kunstfonds Smykkesamling.
Brochen Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet er et af disse værker – som refererer til hvad daværende statsminister Poul Schlüter sagde om Tamilsagen til folketinget den 25. april 1989. I virkeligheden var der jo fejet rimelig meget ind under gulvtæppet, og det er der også i denne broches tilfælde.
Kendetegnende for dette værk og for mit virke i almindelighed er at jeg transformerer ting og begreber vi omgiver os med, til et originalt smykkeudsagn om den verden vi lever i. Og med en gennemgående humor inviterer jeg til en nem og umiddelbar læsning af de enkelte værker. Kompleksiteten, kommentaren og dobbeltheden ligger i lagene lige under.
Materiale, form og skala er for mig de naturlige byggesten til at opnå nuancer og sansninger i mine ordløse fortællinger, og de tredimensionale værker er derfor rige på materialesammensætninger og detaljer. Guldsmedehåndværket er forudsætningen for at opnå præcisionen i detaljen og for at jeg kan gribe ind i smykketraditionens magiske univers. Jeg inviterer til en intimitet – til at beskueren kommer helt tæt, og jeg prioriterer at udvide og udvikle smykkebegrebet.
(Efter nogle år med flere ned- og opture og ud- og hjemture med brudte kærlighedsforhold – som Marie-Louise Kristensen gennemgår i nedslag – lander hun igen i København i 2011.)
Altså jeg gik hvileløst rundt i byen og stressede over en deadline. Og det blev så udgangspunktet for en soloudstilling på københavnske Gallery Goldfingers – CPH: Ducks – en anderledes fortælling i og omkring København.
Her kombinerede jeg mine personlige oplevelser og stemninger med københavnske steder, bygninger og særlige kendetegn. Udstillingen blev således et kalejdoskopisk, dokumentarisk og urbant (selv)portræt. Målet var at omformulere det private og til tider temmelig banale til en genkendelig, almen og måske overraskende fortælling om mit og vores alles København.
Fx skraldespanden som den står overalt i byen med kommunens logo på plus graffiti og her fra en lygtepæl på Lyngbyvejen, og som blev rammen om min fortælling om den tabte kærlighed. Med forlovelsesringen der var smidt ud, og som jeg satte andefødder på. Ligesom jeg selv var kasseret, og festen var forbi… (Se foto længere oppe i artiklen.)
Eller jeg kiggede på Søerne. På afstand glider svanerne majestætisk af sted over vandspejlet, kridhvide og med højt løftet hoved. Tæt på opdager man det grumsede vand, de uspiste og gennemblødte brødstykker, cykelligene, i det hele taget alt det lort københavneren smider i søen… Svanesmykket er denne fortælling, igangsat af min egen oplevelse af hvordan jeg selv skøjtede af sted i et forsøg på at holde facaden samtidig med en del af det uerkendte ukontrolleret kæmpede sig op til overfladen og blev åbenlyst og synligt. (Se foto længere oppe i artiklen.)
Så blev jeg inviteret til at udstille i ATTA Gallery i Bangkok. Jeg får et rejselegat og besøger et år før udstillingen i en måned den for mig helt ukendte by. Jeg drog på eventyr, og Bangkok var vild, varm og wow – jeg kunne bare godt li’ at være der, alt var anderledes og meget appellerende i æstetik, materialer og form. For mig som en detaljeorienteret person var det som at være i himlen. Der var så mange kontraster og sammenstød af farver, mønstre og overflader – og helt utrolig mange ting, mennesker og liv overalt. Først blev jeg helt forvirret – jeg kunne se, høre, mærke, føle og smage – men jeg kunne ikke rigtig indfange eller forstå. Jeg var landet med alle mine ambitioner og forestillinger om hvad og hvordan jeg skulle, og det var først da jeg slap det at jeg fandt et andet gear og blev roligt observerende og meget stille, og jeg nød det at gå rundt.
Tilbage igen i København fik jeg tildelt et ophold på Statens Værksteder for Kunst med en hel masse plads, og jeg begyndte med at gruppere mine fotografier og andet indsamlet materiale. Med udgangspunkt i denne overvældende mængde af indtryk havde jeg først en idé om et slags puslespil – hvor alle brikker passede sammen, men ikke på den rigtige måde – og jeg fortsatte med at arbejde med at kombinere fragmenter og detaljer – målet var at indlejre en forvirring, men også at værket antog en ny formmæssig logik.
From Russia with Love, broche, 2013, sølv og emalje, 70x55x5 mm
På en tur ud af Bangkok til en turiststrand observerede jeg især to karakterer som inspirerede til værkerne From Russia with Love (ovenfor) og Frau von Vielfuss eller Mrs. Manyfeet (nedenfor) – sidstnævnte som med sine tre fødder gav ekstra travlhed i pedicure-branchen.
Frau von Vielfuss, broche, 2013, sølv og emalje, 105x45x15 mm.
Og tilbage i Bangkok fortsatte eftersøgningen på inspiration i byen med de mange forskellige skraldespande, også hjemmelavede fx en tom rissæk ophængt så den kan bruges til skrald (ovenfor). Menneskemylderet taget i betragtning var det en forbavsende ren og velorganiseret by.
Lumphini Park, broche, 2013, sølv, plast, opal, glas og stof, 75x50x20 mm.
En ting generede mig dog, og det var den udflydende grænse mellem det der var privat, og det der var offentligt område. Det var ikke altid til at afkode hvor man var. Jeg tror dog i det mindste ikke at der var nogen der boede i et el-skab ude på gaden – men man ved jo aldrig.
Lumphini Park, bagsiden, broche, 2013, sølv, plast, opal, glas og stof, 75x50x20 mm.
Efter Bangkok-eventyret med udstilling, artist talk og workshop var jeg igen hjemme i København og gik og renoverede en ny lejlighed, og her fik jeg et indblik i rørenes, armaturernes og termostaternes ’vidunderlige verden’…
Og så var det jeg begyndte på en ny serie værker – I’m Sitting in a Room – med referencer til industrielt design kombineret med mere surreelle elementer. Og fra spam-mappen i mit mail-system – som altid har fascineret mig – hentede jeg både inspiration og titler til serien i form af udvalgte tekster fra emnefelterne, fx How to get Thin Quick !
How to get Thin Guick, broche, 2014, sølv, milliput og cernit (to modeleringsmaterialer) 100x100x40 mm.
I mit badeværelse valgte jeg godt nok et billigere armatur, men her gik jeg efter den ikoniske VOLA af Arne Jocobsen – Enhance your male power !
Enhance your male power, broche, 2015, sølv, plast, milliput, cernit og diamanter, 80x60x50 mm.
Og her er der sat noget over i en Eva Trio Pot, et design af Ole Palsby fra 1977 – I’m very bored, let’s talk !
I’m very, bored, let’s talk, broche, 2014, sølv og milliput, 85x60x40 mm.