Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Niels Clausen

Niels Clausen, født xxxx, var rektor for Frederikssund Gymnasium fra 1991 til sin død i 2004.

Værker af Niels Clausen i Frederikssund

Fire små malerier. Befinder sig på Frederikssund Gymnasium. Foto Nils B. Jentoft.

niels-clausen-malerier-pa-laerred-nr-116

niels-clausen-malerier-pa-laerred-nr-117

Kilder, link og litteratur

Mindeord for rektor Niels Clausen af lektor Henrik Monved, Frederikssund Gymnasium, tidsskriftet Gymnasieskolen. Gengivet nedenfor.

Bilag

Mindeord for rektor Niels Clausen af lektor Henrik Monved:

“Rektor Niels Clausen, Frederikssund Gymnasium, døde midt i efterårsferien. Han havde været sygemeldt siden den foregående efterårsferie, og selv om lærerkollegiet til sidst vidste, hvor det bar hen, kom det alligevel som et chok for alle, da det uafvendeligt stod klart, at skolens dynamiske leder gennem 13 år var revet væk midt i sin gerning, kun 54 år gammel. Niels Clausen var i enhver henseende et rigt begavet menneske, som forstod at kaste alle sine evner af i de nærmeste krav. Da han blev konstitueret rektor ved Frederikssund Gymnasium i 1991 og året efter officielt indsat som den anden rektor i gymnasiets historie, var det en ung himmelstormer, der mødte et midaldrende og noget fastgroet lærerkollegium. Fuld af visioner og evigt smilende var han på færde alle vegne, og det lykkedes ham ikke alene at vinde lærerkollegiets fortrolighed (hvem har ikke i afgørende situationer kunnet opfatte ham som en oprigtig ven?), det lykkedes ham også langsomt og målbevidst at tilpasse gymnasiet til det nye informationssamfund, så vi kom på omgangshøjde med »tidsånden« og dens udfordringer og i dag står godt rustet til den nye gymnasiereform. I lokalsamfundet førte Niels Clausen en stædig kamp for det lille gymnasiums overlevelse i en nedgangstid med små årgange, og på den store skolepolitiske scene var han ligeledes en ivrig aktør. Som anerkendelse for denne indsats modtog han kort før sin død ridderkorset.

Jo, en ridder af særlig støbning var han! Det måtte skolens lærere og elever sande ved alle officielle lejligheder. Han kendte navnene på samtlige elever og fulgte med i deres trivsel på gymnasiet. Dertil kom en særlig psykologisk indfølingsevne, som gav sig udslag i sprudlende taler, ikke mindst ved 3g’ernes sidste skoledag, hvor han ved aftenfesten hen under midnat tog ordet og karakteriserede de enkelte elever på meget rammende, kærlig-satirisk vis. Eleverne elskede det! Det gjorde lærerne i øvrigt også, når han ved runde fødselsdage og jubilæer på samme måde i kort form tog dem under kærlig behandling. Også hans translokationstaler blev noget af en legende. Det er flere gange blevet sagt, at de hørte til blandt de bedste i landet. Sætninger kunne blive til nærmest bevingede ord, der fløj højt i rummet. Hvad er det for en lykke, I skal ud og gøre jer? For os andre ville det være parforhold, penge, prestige og Peugeot. Ta’ kæresten i hånden, familien i baglommen og fællesskabet i rygsækken og se at komme deruda’! I hvert fald fik man rig lejlighed til at dømme om indholdet af disse taler, da de ofte dagen efter blev trykt som kronik i Frederiksborg Amts Avis.

At Niels Clausen havde særlige evner som taler og stilist og med sin inspiration og iderigdom nærmest blev identisk med skolens sociale liv, ligger klart for dagen. Måske hænger det sammen med, at han foruden sit skolemæssige virke på hjemmefronten levede et aktivt liv som teater- og revymand. Energien var uopslidelig. Han både iscenesatte og skrev tekster til de årlige Helsinge-revyer og var derudover en værdsat entertainer i diverse foreninger, hvor han optrådte med viser og monologer. Det var derfor helt naturligt, at han opfandt og havde særlig interesse for de elevrevyer, som blev afholdt i forbindelse med skolens årsfest. Kneb det med stof til revyen, var han altid god for en vise og en sketch. Skolekomedier og forårskoncerter i form af musicals og operetter var også som hjertebørn for ham, ja i virkeligheden gjaldt det alle skolens udadrettede aktiviteter. Naturligvis var der for gymnasiet reklameværdi forbundet med alt dette. Men han mente også, at de sociale aktiviteter blandt eleverne styrker sammenholdet, øger selvværdet og i sidste ende smitter af på tilegnelsen af faglige færdigheder. Hjerte og hjerne går nu engang hånd i hånd! Her er der kjoler og make-upper, her er der jakkesæt og stropper, fest skal der te’, der er årsfest på FG! Ordene er rektors, de sidste i afslutningssangen fra årsrevyen. Eleverne kender teksten og musikken, men det var med vemod, sangen i år lød ud over festsalen. Det var lidt som med de plakater, der blafrer tomt i vinden, når festivalen er forbi. Minderne har taget over. Med Niels Clausen er en epoke ude. Festen, han skabte, er med et blevet til dyrebar erindring.”

 

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse