Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Svend Ritter

Svend Ritter Jensen, født 20. februar 1916, voksede fra toårsalderen op som først pleje- og senere adoptivbarn i Vinderød ved Frederiksværk, død 2. august 2006, begravet på Oppe Sundby Kirkegård (sammen med Bent Laursen).

Svend Ritter blev født en søndag kl. 12 på Rigshospitalet, hans mor var en dansk sygeplejerske og hans far en hollænder med adelig herkomst, eksportør af blomsterløg og familie hjemme i Holland. Hverken moderen eller faderen ville have barnet, og faderen betalte et større ‘engangsbeløb’ til Frelsens Hærs børnehjem Reden i Gentofte hvor barnet blev anbragt.

Efter sigende græd plejepersonalet da de et par år senere afleverede barnet til dets kommende plejeforældre. Med ægteparret Jensen fik Svend Ritter nogle meget søde og elskelige forældre som han holdt uendelig meget af. Svend Ritter erindrede hvordan han som femårig gik ud i Lerbakkerne og lavede lerfigurer som hans plejemor tørrede på kakkelovnen derhjemme. Trods det kærlige hjem havde han dog også en svær tid i sine unge år hvor han blev drillet – “du er jo kun en plejedreng”. Det satte sig spor og var med til at gøre ham til den rebel han var.

Navnet Ritter var et kunstnernavn han senere tog sig. I diverse sammenhænge yndede han også at kalde sig Ritter von Korkk Propp.

Forud for sin kunstneriske løbebane ernærede Svend Ritter sig blandt andet som gadehandler, tjener, bådebygger, isenkræmmer, sømand og gøgler. I sin kunstneriske løbebane har han fortrinsvist skabt skulpturer i metal – bronze, jernplader og skrot. Værkerne er trods deres abstrakte form ofte anekdotiske og humoristiske.

Svend Ritter har udstillet og arbejdet sammen med kunstnerkollegaerne Asger Jorn, Henry Heerup, Robert Jacobsen, Albert Merz, Jens Jørgen Thorsen med flere. Digteren Jens August Schade skrev om ham: “Han besidder modet til det søde vanvid.” Og ved en anden lejlighed: “Det er vel nok en dejlig tid hvor du svømmer om dine ting og hugger dem ud af luften. Alle de dejlige luftbobler som stiger op fra din hånd – de skønne huller i luften af jern og størknet ånd.”

I begyndelsen af 1990erne opgav Svend Ritter livet på landevejen og i ‘minefeltet’ i København (se udstillingsanmeldelsen i Kunstavisen 1997 nedenfor). Han var jo nu oppe i 70erne og ville opsøge sin hjemby Vinderød ved Frederiksværk for at gense det “der var engang”. Svend Ritter var gående, men da han nåede til Frederikssund, kom han så at sige ikke længere. Han var blevet sulten og søgte ind hos antikvitetshandler Sonja “Solskin” Laursen, som ikke bare gav ham et måltid mad, men som siden tog sig af ham, bragte hans spiritusforbrug ned og reddede ham fra at gå i hundene. Svend Ritter flyttede ind hos Sonja på Muldager i Oppe Sundby, hun indrettede atelier til ham i garagen, og han vendte stærkt tilbage som kunstner blandt andet med akvarelmaleri. Her et eksempel fra Ekstra Bladet 1997.

Her ses Sonja Solskin og Svend Ritter i Sonjas have på et foto fra Alex Steen portræt i Ekstra Bladet 1997 ved en af hans skrotskulpturer. Foto Annette Jønsson.

Allerede i 1994 kunne Frederikssund Kunstforening arrangere en udstilling med ham i Langes Magasin med cirka 30 skulpturer og 30 collager (se brochure , værkfortegnelse og avisomtaler). Ved ferniseringen læste vennen, maleren og digteren Alfred Lilliendahl egne digte. Midtvejs i udstillingsforløbet holdt kunstforeningen som cadeau til Svend Ritter en matiné hvor operasanger Bente Zaber sang uddrag af musicalen Ain’t Misbehaven som på den tid gik på Folketeatret i København. Her var desuden forfatteren Virtus Schade inviteret, men han kunne ikke komme.

Sonja Solskin, Alfred Lilliendahl og Svend Ritter skåler med hinanden, ikke ved ovennævnte lejlighed, men formentlig i forbindelse af kunstforeningens 50års jubilæum i 1995. Stedet er Kulturhuset Elværket i Frederikssund.

I 1995 udstillede Svend Ritter hos personalets kunstforening på Frederikssund Sygehus (se side i scrapbog).

I 1997 udstillede Svend Ritter på Frederikssund Rådhus. Samme år udstillede han i Galleri Marius i København.

Og yderligere rehabiliteret med Sonja Solskins hjælp kunne der i 1999 på ‘hjemegnen’ i Gjethuset i Frederiksværk arrangeres en udstilling med 50 skulpturer og 80 akvareller.

“Så i dag er jeg ikke bare en bums, siger Ritter, men snarere en ‘luksusbums’. Sonja har ikke alene givet mig lyst til at fortsætte som kunstner, men også givet mig de økonomiske muligheder for det. Så nu glæder jeg mig til at udstille og vise hvad jeg har lavet.” Citat fra Kunstavisen.

I 2002 fandt Svend Ritter igen sammen med kunstnerkollegaerne Nanna Heimbürger og Ninna Wassileffsky om en udstilling i Gallerigangen i Farum Kulturhus. De tre var i 1964 sammen med Bent Holstein stiftere af kunstnergruppen Den Flexible.

Svend Ritter var i 2005 repræsenteret på Frederikssund Kunstforenings 60års jubilæumsudstilling sammen med cirka 30 andre kunstnere – lokale og udefra kommende. Han var repræsenteret med værkerne Trin til himmelen, Tanker i en røgring og Borgerne i Calais.

Eksempler på Svend Ritters skulpturer:

Iturevne blade - Ritter Svend - Hjørring Seminarium

Iturevne blade, opstillet ved Hjørring Seminarium. Foto: KØS-værkeridetoffentligerum.

Brev til studentens forældre - Svend Ritter

Brev til studentens forældre, 1964, mørkpatineret bronze, 64 cm høj. Foto: Bruun Rasmussen.

Dronning Ingrid - Svend Ritter

Dronning Ingrid, skulptur i støbt aluminium, 31 cm høj, unika. Efter skitse af Prins Henrik, tegnet under Svend Ritters samtale med prinsen under besøg på Amalienborg. Prins Henrik sad og tegnede småskitser under besøget og smed dem i papirkurven. Ritter spurgte om hvad de forestillede. Svigermor, svarede Prinsen. Svend Ritter fik skitserne og modellerede denne skulptur. Foto: Bruun Rasmussen.

Værker af Svend Ritter i Frederikssund

Frederikssund Sygehus i forhallen: Bronzeskulpturen Iturevet brev, 32 x 28 x 16 cm, doneret til sygehuset i 1996 af kunstneren som havde været (en tilfreds) patient på sygehuset. Foto Marie Vinther, Nordsjællands Hospital.

Også på politistationen står der er en iturevet brev-skulptur i bronze, men i større størrelse.

Kilder, link og litteratur

Bogen om Ritter

Foto Antikvarisk.dk.

Bogen om Ritter, portræt ved Virtus Schade med udgangspunkt i kunstnerens værksted i Valby, Forlag Magnus Pedersen, København, 1966, illustreret med fotos af Karl Høver, cirka 24 siders tekst, s/h fotos af 22 af Svend Ritters værker.

Forår i Magasinet, notits om Frederikssund Kunstforenings forårsudstilling med blandt skulpturer og collager. Med foto af Svend Ritter sammen med kunstforeningens formand Lis Nielsen og Cobra-maleren Alfred Harry Lilliendahl, Frederikssund Avis, 22. marts 1994.

Spørger om hvad publikum mener, reportage fra Svend Ritter-udstilling på Frederikssund Rådhus, illustreret med foto af Svend Ritter og hans muse Sonja Laursen, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 10. januar 1997.

Den gamle bums og kunsten, portræt af Svend Ritter og Sonja Laursen Solskin i anledning af udstilling i Galleri Marius i København, Alex Steen, Ekstra Bladet 10. august 1997.

“Luksus-bumsen” i nyt galleri Marius – Svend Ritter tilbage på “Parnasset” efter mange års turbulent tilværelse i minefeltet og på landevejene, udstillingsanmeldelse ved Alex Steen, Kunstavisen, september-oktober 1997.

Svend Ritter på banen igen – retrospektiv udstilling i Gjethuset i Frederiksværk hvor han er tilbage ved sine egne rødder, Alex Steen, Kunstavisen, nr. 9, 1999.

Svend Ritter udstiller bronze blandt andet, Frederiksborg Amts Avis, 11. oktober 1999.

85 – Svend Ritter, dagens navne (Alex Steen), Frederiksborg Amts Avis, 20. februar 2001. Se bilag nedenfor.

Tre “flexible” kunstnere i Kulturhuset, Lokalavisen Farum, 27. august 2002.

Tre kunstnere finder sammen igen – Kunstgruppen “Den Flexible” udstiller sammen i Farum, Frederiksborg Amts Avis, 29. august 2002.

Nekrolog af Nanna Heimbürger i Kunstavisen 2006.

Note

Sonja Solskin tog sig ikke kun af Svend Ritter, hendes omsorg gjaldt også Svend Ritters venner. Fx Alfred Lilliendahl, som er omtalt ovenfor, og som overlevede Ritter med tre år – plus de ti års forspring han havde fra fødslen af. Han døde 100 år gammel i 2009 efter en tid på plejehjem. Indtil sin død havde han en aktiv gruppe venner, heriblandt Sonja Solskin. Nogle af vennerne greb i 2008 ind i plejen af ham og fik ham indlagt med dehydrering, lungebetændelse og liggesår. Og nogle fra gruppen protesterede så højlydt mod behandlingen af den gamle mand at de fik restiktioner på og forbud mod besøg. Se artiklen Pårørende fik besøgsforbud efter klage over omsorgssvigt  i Information den 12. november 2009.

Bilag

85-års fødselsdagsomtale af Alex Steen:

“Svend Ritter, maler og billedhugger, Frederikssund, har hele sit liv ført en omtumlet tilværelse og i mange år været en kendt skikkelse i det københavnske ‘minefelt’. Til ro faldt han egentlig først da han for en halv snes år siden besluttede at tage skeen i den anden hånd, forlade København og gense sin fødeby Vinderød ved Frederiksværk. Han nåede imidlertid ikke længere en Oppe Sundby ved Frederikssund. Her traf han den forhenværende antikvitetshandler Sonja Laursen som han hurtigt døbte om til ‘Sonja Solskin’, for det er hvad hun siden har været for ham. Uden hende havde han næppe nået de mange år.

Som kunstner er han autodidakt. Hans store tid var i 1960-1970erne og udstillede i gallerier over hele landet, dog ikke mindst i København hvor han tit viste sine værker sammen med berømte folk som Asger Jorn og Henry Heerup.

Til vennekredsen hørte også billedhuggeren ‘Store Robert’ som han udvekslede ‘staldfiduser’ med hvad det håndværksmæssige angår. Hvor Robert Jacobsen var den konkrete og konstruktive, var Svend Ritter mere den spontane og ekspressive. Han elskede at bruge løs af både alvor og humor. Dengang skrev Virtus Schade en bog om ham.

Nogle år af sit liv var Ritter i øvrigt en meget afholdt lærer på et ungdomshjem på Orø. For et godt et år siden fyldte han Gjethuset i Frederiksværk med hundrede af malerier, akvareller og bronzeskulpturer, der ikke mindst fortalte hjemegnen hvad han står for.”

Omtalte kunstnerkollega Nanna Heimburger – fødselsdagsomtale 25. juni 2015:

“Nanna Heimburger, billedkunstner, Farum, fylder 80 år i dag.

Nanna Heimburger er født i København og blev uddannet i 1958-1962 på Academia di Belle Arti i Rom, hvor hun har udstillet flere gange. I 1962 fik hun guldmedaljen “Il Popolo” fra Arte Sacra i Rom og udstillede desuden i Schweiz inden hun i 1960 fík debut i Danmark (lidt upræcist, red.).

Udstillingslisten i Danmark omfatter Charlottenborgs Forårsudstilling, Den Frie og Kunstnernes Efterårsudstilling i København. Heimburger var desuden medstifter af kunstnersammenslutningen “Den Felxible”. De senere års udstillinger har været lokale, blandt andet Skovhuset, Værløse, og Kulturhuset, Farum.”

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse