Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Tom Krøjer

maxresdefault

Tom Krøjer, foto fra video fra Maribo Medico Søvnkonference – se nedenfor.

Tom Christian Krøjer Olsen, maler, grafiker, happening-, video- og performancekunstner. Født 10. august 1942 i Frederikssund som søn af typograf/bogtrykker Harry (Harye) Børge Olsen og hustru Else Krøjer Hansen. Boede i Ørbæk på Fyn, men har også boet i Irland. Død 9. maj 2015. Uddannet bygningsmaler og studerede kunst på Eks-Skolen i København og på Kungliga Konsthögskolan i Stockholm hos Carl Frederik Reuterswärd i 1967. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie i København. Medlem af Grønningen.

Som yngre var han modernist med dekorative og farvestærke billeder som kunne ses på Grønningen og forskellige gallerier. Han eksperimenterede i 1960erne med film og happenings inspireret af blandt andet Fluxus og ophold på Drakabygget i Skåne med Jens Jørgen Thorsen. I 1966 havde han fx en udstilling på Strøget i København med værker der bestod af firkantede huller i luften!

Fra omkring 1970 blev Tom Krøjer en grænseoverskridende, situationistisk og aktivistisk fluxus- og happeningkunstner. Han var tilknyttet Eks-Skolen og Bauhaus Situationiste, eksperimenterede i alle retninger og lavede film, tegneserier, digte og musik.

Fra 1980erne genoptog han maleriet og udviklede et friere malerisk sprog med større penselbevægelser, lysfyldte hverdagsscenerier i regnbuens farveskala og en tydelig påvirkning fra den franske fauvisme – som senere smeltede sammen med popkunsten forenkling.

Værker af Tom Krøjer i Frederikssund

Tom Krøjer er repræsenteret på Metalskolen i Jørlunde med seks tryk fra henholdsvis 1989-90 og 1995-96.

Kilder, link og litteratur

Tom Krøjer, illustreret portræt, 48 sider, Eva Pohl, Dansk Nutidskunst nr. 20. Kunstbogklubben, 1993.

Maribo Medico Søvnkonference og Tom Krøjer, konferencedeltagerne maler et halvt hundrede malerier efter en ‘anarkistisk’ og tilfældig metode hvor farver m.v. vælges med terningekast, video på Youtube, fem minutter, 2012.

Den nye billedverden

Den nye billedverden – Tom Krøjer i 60erne og 70erne, Lars Morell, Strandberg Publishing, 2012. Efter Lars Morells anmelderroste værk om eks-skolen, Broderskabet, følger nu bogen om en af eks-skolens mest interessante kunstnere; Tom Krøjer. Bogen følger Tom Krøjers vej fra medlem af den eksperimenterende kunstskole og udøvende avantgardistisk kunstner i 1960erne, til den gryende mediebevidsthed i 1970erne hvor han foregriber informationssamfundet, og til starten af 1980erne hvor han forlader den eksperimenterende stil. Tom Krøjers værker fra denne periode, som ofte er blevet overset i dansk kunsthistorie, fremstår med Lars Morells grundige gennemgang af hans malerier, happenings, eksperimentalfilm og tegneserier i undergrundsstil i 1960erne og performance, video og kunstnerbøger i 1970erne som vigtige og fremadskuende værker. Fra forlagsomtalen.

Kunstneren, der er færdig med at søge grænser, fylder rundt, fødselsdagsportræt, Peter Michael Hornung, Politiken, 10. august 2012.

Kunstnersammenslutningen Grønningen har i sit arkiv dette udaterede cv.

Mod akademismen, nekrolog, Peter Michael Hornung, Politiken, 13. maj 2015.

Noter

Research Frederikssund Lokalhistoriske Arkiv: Tom Krøjer blev født på Frederikssund Sygehus og døbt halvanden måned senere i Frederikssund Kirke, og familien boede dengang i Tværstræde 14, men derefter er ikke der noget at finde, heller ikke i vejvisere. Tom Krøjers forældre blev gift i Herlev Kirke den 15. marts 1942, og moderen Else Marie Krøjer Hansen, 1920-2008, voksede formodentlig op i Herlev – hun sad ni år gammel model for et af de vægmalerier Sigurd Swane udførte på den dengang nyopførte og meget avancerede Hjortespring Skole, som blev revet ned i 2015 efter at Nationalmuseet havde nedtaget malerierne. Se maleri og læs historien om nedtagningen.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse