Vilhelm Kyhn portrætteret af Anna Ancher, 1903 – foto: Wikipedia
Peter Vilhelm Carl Kyhn, dansk maler, 1819-1903, gift med Pauline Petrine Leisner, boede i København og på Frederiksberg, begravet på Frederiksberg.
Vilhelm Kyhns lange liv, hans store produktion af overvejende landskaber og dens svingende kvalitet har bevirket at kunsthistorien har haft problemer med at placere hans værk. Han havde en sen debut i 1843, og det var først i løbet af 1870erne han blev synlig som lærer og kulturdebattør og det på et tidspunkt hvor det nationalromantiske kunstsyn han repræsenterede, var ved at forsvinde. Læs hele biografien fra Kunstindeks Danmark (Weilbachs Kunstnerleksikon) nedenfor.
Kilder, link og litteratur
Vilhelm Kyhn i Kunstindeks Danmark.
Vilhem Kyhn i Wikipedia.
Noter
Kunstindeks Danmark (Weilbach) nævner blandt andre disse værker af Vilhelm Kyhn:
– Kystparti ved Frederikssund (ca. 1849, SMK)
– Parti ved Isefjorden (1849, SMK)
– Ved Isefjorden (1883, Aarhus Kunstmuseum)
I bogen Færgegården gennem fire hundrede aar, side 256, er gengivet et værk af Vilhelm Kyhn visende Roskilde Fjord set fra Frederikssund i sydlig retning mod øerne og domkirken i det fjerne. Teksten lyder: “Roskildefjorden ved Frederikssund 1847. Radering af V. Kyhn 1849.”
Se bemærkninger vedrørende Kystpart ved Roskilde Fjord og Roskilde Fjord nær Frederikssund om navneforvirringen Isefjord/Roskilde Fjord og om skitser og støre værker.
I bogen Med Broby i Nordsjælland er gengivet et fjordmaleri af Vilhelm Kyhn fra 1868 betitlet Isefjorden. Septemberdag ved Kignæs. Isefjord var dengang en fællesbetegnelse for de to fjorde. På kysten overfor ses Klinten i det nordlige Frederikssund. Maleriet findes på Sorø Museum.
I Holger Munks bog Jægerspris Færgegaard gennem fire hundrede aar er på side 256 gengivet en radering Roskildefjorden ved Frederikssund som Vilhelm Kyhn lavede i 1849 med et motiv set mod syd gennem fjorden fra Kalvøen med til venstre Marbæk-bakken, midt for Kølholm og fjernest Roskilde Domkirke. Eller som Ulf Rasmussen skriver nedenfor i bilaget: “I 1849 er han (Kyhn, red.) på Kalvøen hvorfra han laver en radering med fjorden og de to Kølhøje og langt i syd Roskilde domkirke.”
Vilhelm Kyhn har i 1848 malet Landskab ved Nordskoven nær Jægerspris. Olie på lærred, 51,5 x 68,5 cm. Tilhører Statens Museum for Kunst.
Bilag
Ulf Rasmussen skriver 1986 i Frederikssund Historiske Forenings blad i artiklen Et kulturhistorisk tilbageblik på dansk malerkunst fra Jens Juel til Vilhelm Kyhn og Frederik Kraft, og dets forbindelse med egnen ved Frederikssund, fjorden og skovene i Horns Herred:
Skovgaards og Lundbyes jævnaldrende, maleren Vilhelm Kyhn (1819-1903) kom på sine vandringer i Nordsjælland også her til egnen for at tegne og male, således Et Parti af Kysten ved Frederikssund malet 1843. Dette motiv har han malet i to versioner, det første, som her er vist, er malet på papir og muligvis et forstudie til det andet og større billede fra 1847. Begge billeder tilhøre Statens Museum for Kunst. Kyhn har ligesom Skovgaard malet i Nordskoven, Studier fra Nordskoven ved Jægerspris også tilhørende Kunstmuseet i København.
I 1849 er han på Kalvøen hvorfra han laver en radering med fjorden og de to Kølhøje og langt i syd Roskilde domkirke.
Kyhn er nok mest kendt for sine landskabsbilleder fra Jylland. Han sin tids største stemningsmaler og ejede et åbent sind for naturens skiftende belysninger og stemninger. Således skriver han om en aften ved Himmelbjerget: ”Underlige store fantastiske Stemninger har jeg set. En Aften fra Bjerget tunge mørke Skyer driver over en gul Himmel, og i det dunkle Landskab laa Søerne, den ene mørk, den anden skinnede med Spejl af den gule Himmel.”
Så vidt det lod sig gøre malede han i det fri med motivet for øje, selv når det drejede sig om store lærreder, og det var noget nyt i tiden.
En kreds af elever og andre yngre malere samledes om ham i hans hjem. De kaldte det Huleakademiet, og stod fjernt fra de autoriserede akademier. Hans elev Anna Ancher malede ham i hans sidste leveår 1903.
Biografi af Holger Reenberg i Weilbachs Kunstnerleksikon:
Vilhelm Kyhns lange liv, hans store produktion af overvejende landskaber og dens svingende kvalitet har bevirket, at kunsthistorien har haft problemer med at placere hans værk. Det har ikke gjort det lettere, at K., indtil sin sene debut i 1843, stort set ikke omtales i samtidige kilder, og at han først i løbet af 1870erne blev synlig som lærer og kulturdebattør, på et tidspunkt hvor det nationalromantiske kunstsyn, han repræsenterede, var ved at forsvinde. K.s værker og holdninger er som regel blevet opfattet som typiske udtryk for det kunstneriske og politiske vakuum, som opstod efter Treårskrigen 1849-51 og Danmarks første frie forfatning, en periode som kunstnerisk strakte sig helt indtil midten af 1870erne. K.s relativt få tidlige værker har derfor indtil ca. 1978 stået ukommenterede. Måske var K. den kunstner i generationen omkring J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard, som tydeligst og mest smerteligt fremviste det kunstneriske dilemma, som hele generationen var opvokset med. Det er muligt at læse K.s skiftende forsøg inden 1850 på at forene en præcis naturalisme med en stemningsromantik som bevidste forsøg på at løse et erkendt problem. Dette bestod dels i at overføre studiens som oftest vellykkede naturgengivelse til stort lærred, dels i processen at frigøre det store billedes stemningselement fra studiens naturalisme. I 1840rne var K.s landskabsopfattelse og teknik præget dels af Eckersbergs klassicisme, dels af en ny landskabskomposition. Derefter skabte K., bl.a. under påvirkning af N.L. Høyen, sin egen udgave af nationalromantikken, storslåede danske landskaber med modlys og historiske staffagefigurer, hvis ideologiske baggrund synes at have været skandinavismen. Efter studierejsen 1850-51 blev K. en af hovedkræfterne bag stiftelsen af Den danske Radeerforening i 1853. Som resten af de nationale eller “blonde” kunstnere blev han holdt uden for Kunstakademiet og kunne ikke sælge sine billeder til Kunstforeningen. Det virker, som om disse år lagde grunden til den til tider uforsonlige tone, han senere skulle anlægge over for de yngre kunstnerdissidenter. I 1871-79 blev K.s haveatelier på Farimagsvej samlingspunkt for en gruppe yngre kunstnere, kendt under navnet Huleakademiet, en faglig, men uformel forsamling. Huleakademiet opsamlede den ulmende utilfredshed blandt akademieleverne og foregreb dannelsen i 1882 af Kunstnernes Studieskoler. I samme periode uddannede K. en lang række af tidens kvindelige kunstnere, bl.a. Anna Ancher. Under indtryk af en række unge kunstneres studierejser til Paris udsendte K. i 1876 en pjece, som i det store og hele var et forsvar for den nationale kunst og Eckersbergskolen og et angreb på en ny international, særlig fransk påvirkning af dansk kunst. K.s pjece var bl.a. en reaktion på det opbrud i 1875, hvor en række kunstnere rejste til Paris. Parallelt med sine offentlige angreb på fransk kunst, naturalismen og siden symbolismen lod K. sig inspirere af de nye strømninger. Til hans død finder man arbejder, som griber tilbage til stemningsromantikken fra hans tidligste år i 1840rne, rene friluftsarbejder og i løbet af 1890erne stiliserede, symbolistiske stemningslandskaber. Fra 1873 var K. begyndt at arbejde hver sommer ved Himmelbjerget, og det er sandsynligt, at han, under indtryk af opholdene her, eksperimenterede med friluftsmaleriet. I 1880erne, en af K.s bedste perioder, skiftede han frit mellem rene atelierarbejder og store friluftsmalerier. I enkelte værker virker det ligefrem, som om tonemaleriet er udskiftet med en moderat impressionistisk palet. I andre rammer han den fuldtonede romantiske stemning, som han havde søgt hele livet.
