Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Aage Gitz-Johansen

Aage Gitz-Johansen, 1897-1977, maler og grafiker. Efter fem års zoologiske studier på universitetet gik han et år på Kunstakademiets grafiske skole, han rejste meget og fra 1933 især til Grønland (deltog i Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition 1938-39), og her fandt han inspiration i den særegne natur, dyrelivet og menneskene. De tidlige billeder, malerier, grafik, tegninger og polykrome trærelieffer er gjort af en naturalist med et stilfærdigt udtryk, de senere arbejder er udført med et langt mere dristigt farvevalg; motiverne er mere abstrakte og båret af en interesse for at afdække en højere sandhed gennem kendskab til blandt andet naturfolks myter. (Den Store Danske).

Gitz-Johansen boede i 1960erne i perioder i Koblerne nord for Jægerspris.

Gitz-Johansen deltog i 2003 i udstillingen Fra Grønland til Jægerspris i Rebekkasalen på Jægerspris Slot sammen med guldsmed Lone Jacobsen, Jægerspris.

Lone Jacobsen havde lært Gitz-Johansen at kende da han boede i Koblerne, og 25 år efter hans død fulgte hun op den Grønlandsfascination Gitz-Johanden havde givet hende med en måneds ophold i et refugium ved Upernavik Museum i Grønland hvor hun indrettede et lille værksted og indsamlede lokale materialer til sit smykkearbejde. Hjemme arbejdede hun videre med de grønlandske materialer, og året efter på udstillingen i Rebekkasalen kunne hun vise resultaterne i form af smykker fremstillet af blandt andet rensdyrtakker, narhvaltænder og sælkløer.

Gitz-Johansen deltog i udstillingen med 27 tegninger, malerier og træskærerarbejder – flest arbejder fra Grønland, men også enkelte fra tiden i Jægerspris. Det skete jo posthumt, og det var sønnen Jeppe Gitz-Johansen der stod for udstillingen af faderens værker. Her værket Dans fra 1956.

Kilder, link og litteratur

Hjemmeside for Gitz-Johansen.

Den Store Danske.

Påskeudstilling i Rebekkasalen 2003 – udstillingstryksager.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse