Lars Kræmmer

Kunstindeks Frederikssund

Brochure-forside fra Lars Kræmmers udstilling Crying Icons i Frederikssund i 2012.

Lars Kræmmer er født i Vancouver, Canada i 1966, uddannet kunstner fra det stedlige Emily Carr University of Art & Design i 1994. Hans medier er maleri, tegning og performance, og han har udstillet på gallerier og museer verden over.

Efter endt uddannelse udførte Lars Kræmmer kunstprojektet Retreat hvor han opholdt sig i en mørk kasse i syv uger. Projektet vakte stor opsigt og gjorde ham med et slag berømt, og han besluttede fra da af at leve som kunstner uden økonomisk sikkerhed. Senere iførte han sig en munkekutte og rejste rundt og levede som kunstmunk i syv måneder. Herefter rejste han til Danmark hvor han har udført adskillige store kunstprojekter og performances.

Blandt andet er Lars Kræmmer ophavsmand til kunstprojektet Artmoney og det åbne kunstnerfællesskab Copenhagen Art Club.

I 2012 udstillede Lars Kræmmer i Frederikssund Kunstforenings regi (se brochure) med udstillingen Crying Icons med malerier af grædende magtpersoner fra verdenshistorien. Fra udstillingen købte Frederikssund Gymnasium et maleri af Rasputin. Forud for udstillingen afholdt Frederikssund Bibliotek foredrag med Lars Kræmmer, og i bibliotekets salonvindue vistes en udstilling med Artmony-værker samtidig med Kunstforeningens udstilling.

Værker af Lars Kræmmer på Frederikssund Gymnasium

Maleri forestillende Rasputin, købt 2012 af kunstudvalget på Frederikssund Gymnasium på udstilling i Langes Magasin arrangeret af Frederikssund Kunstforening (købet omtalt i Frederiksborg Amts Avis 15. september 2012, illustreret med foto af kunstneren og gymnasiets kunstudvalg flankerende Rasputin-maleriet fotograferet af rektor Sussie Staun Pallesen).

Kilder, link og litteratur

https://da.wikipedia.org/wiki/Lars_Kr%C3%A6mmer

http://artmoney.org/

Vi ikke være afhængig af penge, interviewartikel, Frederiksborg Amts Avis, 8. september 2012

Jeg valgte ikke at være kunstner, Interviewartikel, Frederiksborg Amts Avis, 8. september 2012.