Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Lars Swane

Lars Swane, 1913-2002, autodidakt maler og grafiker. Forældrene var malerne Christine og Sigurd Swane. Og med maleren Johannes Larsen som morbror var opvæksten naturligvis præget af både kunst og naturinteresse. Først fik Lars Swane en skovfogedeksamen, men snart tog det kunstneriske over. I hans landskabsmaleri kan man følge ham gennem landet fra Nordsjælland til Vendsyssel hvor han boede en længere årrække. Fra midten af 1980erne blev det til en årrække i kystlandskabet omkring Bogense, indtil han i 1990erne vendte tilbage til Nordsjælland og København. Men Lars Swane bevægede sig meget rundt og har malet overalt i Danmark.

Fra 1960erne har blomsteropstillinger foran vinduer med landskabsudsigter været et kært motiv som med litografiet som medium blev et indslag i tusinder af danske hjem. Med sin evne til at viderebringe oplevelsesglæden ved landskab og planter, især blomster, har var han været en populær samarbejdspartner for forskellige miljøorganisationer.

Lars Swane har illustreret bogen Rundt om en fjord (Roskildefjord) af Otto Gelsted (1943) med egns- og rejsebeskrivelser, portrætter og  anekdoter fra egnene omkring fjorden, herunder afsnit om Oppe Sundby, Frederikssund, Eskildsø, Kitnæs (Kignæs) og Jægerspris samt afsnittet Fjorden og skoven med en morsom beretning om en sejltur fra Frederikssund til Dyrnæs og tilbage igen som forfatteren, Ernst Syberg og Emanuel Nielsen foretog i en sejlbåd (uden årer). Lars Swanes mange tegninger i bogen spænder fra landskaber over bybilleder til nærmere studier.

Der er 14 tegninger med motiv hentet fra Frederikssund-området:

Udsigt fra Stejlepladsen mod Lynæs og Klintebakken; Kitnæs; Fra Stranden ved Kitnæs (båd); Fisketrillebør paa Stranden ved Kitnæs; Jægerspris Slot; Solur i Jægerspris Slotshave; Aften ved Vesterstrand, Jægerspris; Gamle Husmandshuse i Sønderby i Hornsherred; Roskildefjord set fra Anlægsbroen ved Østskov; Fra Klosterruinen paa Eskildsø*; Sten paa Stranden, Nørrehoved, Bogenæs, Udsigt mod Selsø; Hyttefade paa Land ved Jyllinge, Udsigt mod Lilleø og videre mod Nord; Fra Jyllinge, Havnen, tv i Baggrunden Eskildsøs nordligste Del, desuden Østskov; Storkeegen set fra Nord, Nordskoven, Jægerspris.

* Samme tegning (vist her nedenfor) er gengivet i en artikel om Eskiksø i Broby Johansens Kunstvejviser Med Broby omkring Roskilde Fjord og i Nordsjælland, 1983 (side 28).

Et andet eksempel på Lars Swanes tegninger i Otto Gelsteds bog er denne af soluret i Jægerspris Slotshave øst for slottet. Soluret menes oprindeligt at have tilhørt general Johan Frederik Classen (1725-1792) på hovedgården Arresødal ved Frederiksværk, og i 1855 skulle det være overført til Jægerspris Slot – året efter af Frederik den Syvende havde købt slottet. Soluret mangler i dag sin spids.

Andre eksempler er Storkeegen, Jægerspris Slot, stranden ved Kitnæs (Kignæs) og et eksteriør med gamle huse fra Sønderby.

Værker af Lars Swane i Frederikssund

Metalskolen i Jørlunde er dette udaterede maleri Strand af Lars Swane. Foto Flemming Bülow.

Kilder, link og litteratur

Artikel om Lars Swane i Kilder til Dansk Kunsthistorie.

https://fynboerne.ktdk.dk/personer/swane-lars

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse