Det der i en periode var Thorstedlund Kunsthøjskole, var i midten af 1900tallet en gård der ejedes af familien Thygesen som i 1946-47 byggede den om til en ‘lystgård i angelsaksisk stil’. Familien solgte i 1981 gården til Frederikssund Kommune, som i 1983 solgte den til den nyoprettede Kunsthøjskole. Efter skolens konkurs i 2009 kom ejendommen tilbage til Frederikssund Kommune som istandsatte og indrettede den til brug for kommunens familieafdeling. Ejendommen blev i 2018 solgt til en køber der vil bygge boliger i området. De eksakte ejerforhold i forløbet er her ufortalte. Adresse: Græse Strandvej 22.
I 26 år fra 1983 og frem til en konkurs i 2009 var gården indrettet og udbygget til kunsthøjskole. Stifterne af Kunsthøjskolen var lokale folk med arkitekt Børge Nagel som primus motor og blandt andre advokat Preben Lund, ejeren af Tæppeland, direktør Jørn E. Jensen og forhenværende socialinspektør Carsten Clausen.
Forstandere gennem tiden har været Niels Pjedsted, Niels H. Elberling, Ole Lindboe og Dan Mølgaard.
Skolen havde tradition for før hver jul og sommerferie på en stor udstilling med offentlig adgang at præsentere elevarbejder inden for billedkunstens retninger samt tekstil og keramik.
Da skolen i 2008 fejrede 25års jubilæum, skete det blandt andet med en udstilling i Langes Magasin i samarbejde med Frederikssund Kunstforening – Kunsten – Skolen – Nødvendigheden – med deltagelse af 20 kunstnere tilknyttet skolen som lærere og gæstelærere: Lotte Agger, Sunny Asemota, Peter Linde Busk, Marie Christiansen, Martin Fasting, Pia Fonnesbech, Anne Marie Frank, Sophie Hjerl, Kasper Holten, Jobim Jochimsen, Morten Ernlund Jørgensen, Line Kallmayer, Hanne Linde, Anne Nielsen, Håkan Nystrøm, Mille Rude, Lisbet Soya, Ebbe Laurs Sørensen, Charlotte Thrane og Alexander Tovborg.
På skolen har der gennem årene været afholdt en lang række foredrag, kunstcaféer, arrangementer med musik, poesi og andet af skolen selv og i samarbejde med blandt andre kommunens bibliotek, Frederikssund Kunstforening og Frederikssund og Omegns Folkeuniversitet.
I 2011 afholdtes i Langes Magasin minde- og hyldestudstillingen Hereka* med værker af fem tidligere undervisere og en elev ved kunsthøjskolen – i parentes er anført ansættelsesperioden: Den på det tidspunkt afdøde tekstilkunstner Lisbeth Heinesen (1991-2005), billedkunstner og tekstildesigner Jane Munck (elev 2004), billedkunstner Peter Biehl ( 1985-2005), keramiker Anne Nielsen (1993-2010), billedkunstner Frank Hein (1988-2005) og grafiker Britta Jeppesen (1994-2005). Se Amtsavisens omtale.
* Hereka eller Kreka var hunnerkongen Attilas hustru. Vi er i 400-tallet hvor hunnerkongens rige strakte sig fra Centraleuropa til Sortehavet og fra Donau til Østersøen. Det er tale et sjovt sammenfald af bogstaver. I udstillingskataloget er udstillernes fornavne nemlig stillet op, således at de sidste bogstaver danner ordet hereka. Om der skal lægges mere i det, vides ikke.
I et bilag nedenfor har tidligere højskoleforstander Niels H. Elberling en længere gennemgang af stedets, bygningernes og kunsthøjskolens historie.
Denne artikel om Kunsthøjskolen mangler beskrivelser af skolens kunstneriske virke – fx undervisningen, lærerkræfterne og dens betydning for elevernes senere kunstneriske virke samt ikke mindst skolens betydning for og samspil med byen – biblioteket, kunstforeningen, udstillinger m.v.
Fotos ovenfor er skolen set fra havesiden, skolens indre gård, strøget mellem hovedbygningerne og de nordlige annekser og navnestenen ved indkørslen fra Græse Strandvej.
Kilder, link og litteratur
Se Frederikssund Lokalarkiv med fotos fra 1940rne:
I 2008 lavede Erik Zangenberg og Poul Asmussen for tv 3600 en otte minutter lang reportage fra elevudstillingen i december med interview med forstander Dan Mølgaard og en række elever.
Elev Mikko Uffe Boesen har i 2009 lavet videoerne Thorstedlund Kunsthøjskole 1 og 2 (hver ni-ti minutter) med eksteriører og interiører, mange elever og det de har lavet og optrådt med, men også skolens lærere og andet personale – se fx tidligere forstander Dan Mølgaard der synes han ligner en kassebil og gerne ville have været en gummibåd…
Avisomtaler (ikke en fuldstændig samling) – 1, 2, 3, 4, 5.
Noter
I 1996 dekorerede elever fra Kunsthøjskolen endevæggen i svømmehallen i Frederikssund. Hovedkræfterne var Inger Duedal, Randi Asnæs og Søren Hall, og de øvrige medvirkende var Lisbeth Barse, Karen Nybo, Stine Pedersen, Jannick Mikkelsen og Niels Harboe. Svømmehallen er nu nedlagt. Foto Birgitte Marie Gahrn.
Bilag
Thorstedlunds historie – myter og fakta
Af tidligere højskoleforstander Niels H. Elberling (2018)
Thorstedlunds tidlige historie består af brevfragmenter, mundtlige overleveringer, myter samt enkelte notoriske dokumenter, først og fremmest det oprindelige “Skøde- og fæstebrev”, som Christian den 7. udstedte til fæstebonden Hans Pedersen. Hans Pedersen boede i et lille spindehus på det sted, hvor Thorstedlund nu ligger. Det kaldtes Tornelein og ejedes af herremanden i Skævinge, på hvis jorder Hans Pedersen udførte hoveriarbejde. Hans Pedersen hørte i 1790ernes slutning om de store landboreformer, som var på vej inspireret af progressive godsejere først og fremmest brødrene Reventlow og Andreas Bernstorff. Især var han optaget af muligheden for at blive selvejer, slippe ud af den slavelignende tilværelse i stavnsbåndet og reducere det gratis arbejde for herremanden som modydelse for opholdet på Tornelein. Herremanden var dog ikke imponeret af den megen snak om bondens frigørelse, så ethvert forsøg på at “komme til forståelse” med herremanden syntes frugtesløst for fæsteren Hans Pedersen.
Myten om den hvide dame
Hans Pedersen havde nogle ualmindelig smukke døtre. Den yngste var dog den kønneste – og tillige ganske knøv (flink og dygtig, red.). Hun hed Marie; og hende havde herremanden kastet sine – af alder indsunkne, men dog endnu lystne – øjne på. Hans Pedersen så heri en mulig vej ud af fæstebondens usle kår. Med ridefogeden som mellemmand lod han herremanden vide, at denne kunne få adgang til den smukke Marie, såfremt herremanden ville foranledige, at kongen, Christian den 7., udstedte et såkaldt skøde- og fæstebrev til Hans Pedersen, af hvilket det skulle fremgå, at han selv og alle hans efterkommere var selvejere og arvinger til den jordlod, som Tornelein var beliggende på. Således gik det til, at Hans Pedersen i 1799 modtog sit fribrev og blev ejer af et stykke agerjord af god bonitet, hvorfor han kunne ernære sig og sine.
Dette er historie, men nu kommer myten: Den smukke datter, Marie, blev kaldt til herremandens leje, selv om hun på det kraftigste modsatte sig; men det ville hverken Hans Pedersen eller herremanden høre tale om, idet børnenes skæbne på den tid regnedes for mindre vigtig end kreaturernes, for dem skulle man jo leve af. Den påtvungne fysiske kontakt til herremanden gjorde, at hun “kom i ulykke”, som besvangring uden for ægteskab dengang kaldtes. Den triste historie endte – ifølge myten – med at Marie gik i fjorden. Hun ville gøre ende på et liv, som under de forhåndenværende omstændigheder og tidens moralbegreber taget i betragtning ville blive kummerligt. Marie har haft stunder til at overveje sin beslutning nøje, for dengang som nu var fjorden ud for Thorstedlund fladbundet helt ud til sejlrenden. Ja, faktisk skulle hun vade næsten en kilometer ud, før vandet nåede hende over knæene. Men ud kom hun, og druknede sig gjorde hun; og hun blev en sjæl, som ikke fandt fred i indviet jord. Derfor har Thorstedlund myten om et husspøgelse, en hvid dame, som lejlighedsvis lader sig se. Det er en tåget kvindeskikkelse, som ikke vides at have gjort nogen fortræd, og myten beretter, at det er den smukke Marie, der aldrig fik en rigtig grav, men som holder hånden over Thorstedlund.
Hans Pedersens slægt Hans Pedersen døde i1829, hvorefter hans ældste søn overtog gården. Den var nu delt i to, idet de sydlige jorder var solgt fra, og en gård opført derpå. Tornelein havde også skiftet navn til Thorstedlund, og ved frasalget af de søndre jorder opstod et Nordre og et Søndre Thorstedlund. Det nuværende Thorstedlund stammer fra den nordre gård. Imidlertid er kun en stump af vestfløjen (til venstre for hovedporten) fra det oprindelige Tornelein. Det ses på bindingsværket og enkeltstensmurens indre støttepiller. Resten af gården er brændt, ombygget og nyopført i årenes løb. Hans Pedersens barnebarn er den sidste i den oprindelige slægt, som var ejer af Thorstedlund.
Peder Pedersen efterlod sig ingen arvinger, hvorfor gården solgtes til familien de Fine Olivarius, som havde Thorstedlund i sin besiddelse indtil 1879. Derefter fulgte en turbulent tid, hvor Thorstedlund skiftede ejer(e) næsten hvert femte år. Gården blev blandt andet centrum for en voldsom strid mellem flere arvinger i midten af 1890erne, og flere længer forfaldt gradvist på grund af manglende vedligehold. Alligevel kan man i bogen Danske Bondegårde læse, at høstudbyttet på (Nordre) Thorstedlund var højt, hvilket i hovedsagen skyldtes jordens kvalitet.
Svampeprofessoren
I 1922 blev Thorstedlund opkøbt af cand.agro. Henning Hansen. Han flyttede ind samme dag, som han ægtede Marie Else, som han bar over dørtærsklen til stuehuset – helt bogstaveligt. Henning Hansen havde en lidenskab – udover Marie Else. Han forskede i metoder til bekæmpelse af den farlige kartoffelskimmelsvamp, som på den tid hærgede kartoffeldyrkere i ind- og udland. Han ønskede på Thorstedlund at skabe et forsøgs- og forskningscenter; og det lykkedes faktisk Henning Hansen at finde et effektivt middel til bekæmpelse af skimmelsvampen. Herfor høstede han betydelig anerkendelse… i udlandet. Men – som det så ofte er tilfældet i vort lille land – lykkedes det ham aldrig at få sit livsværk anerkendt af dansk landbrug, og han blev forbigået, da han søgte et ledigt professorat på Landbohøjskolen. I skuffelse solgte familien Thorstedlund i 1946, og Henning Hansen døde få år senere efter et ophold i udlandet. Marie Else glemte aldrig årene på Thorstedlund, og hun fulgte med levende interesse gårdens skæbne indtil sin død i 1999, hvor hun lige var fyldt 94 år.
Konsulen
Konsul Thygesen erhvervede Thorstedlund i 1946, og han brugte en formue på at ombygge den til en lystgård i angelsaksisk stil med småsprossede vinduer og døre med skodder overalt. Gården blev nyopført på grundplanen for det gamle Thorstedlund, fordi krigen havde medført strenge restriktioner med hensyn til nye bygningers størrelse. Det blev en mønstergård efter tidens målestok. I begyndelsen af 1947 bragte fagbladet Arkitekten en stort opsat og rigt illustreret artikel, som fortalte om konsulens gård. Der var ikke sparet på noget: Kreaturbåse udførtes i massiv eg, staldvægge blev beklædt med tommetykke fliser, og alle staldgulve blev belagt med fine klinker – bortset fra folestalden, hvor gulvet udførtes i chaussésten. Karlene fik eget værelse med toilet og bad. Det samme gjorde pigerne. Dog var førstekarlens værelse 20 procent større end andenkarlens – og 10 procent større end førstepigens. Der skulle kunne ses forskel på folk! Ligeledes opførtes en bestyrerbolig, idet konsulen selv naturligvis ikke skulle være direkte involveret i gårdens drift. Han og hans familie skulle færdes i det smukke parkanlæg, som den store, danske havearkitekt, G.N. Brandt, blev ansat til at udforme. Det blev i øvrigt Brandts sidste arbejde, inden han døde. Konsulen og – efter dennes død – hans enke forblev på Thorstedlund indtil 1981, hvor man yderst nødtvungent solgte gården til den eneste køber, som havde meldt sig, nemlig Frederikssund kommune. Bag dén historie gemmer sig en fejde, som i det mindste familien Thygesen aldrig har glemt: Frederikssund kommune omlagde Thorstedlund fra landzone til byzone, hvorved ejendomsudgifterne steg betydeligt.
Thygesens indtægter stod ikke mål med de stigende udgifter. Ganske vist søgte man at begrænse det daglige forbrug, blandt andet ved at sælge familiens gamle Rolls Royce, lige som man supplerede indtægterne fra landbruget med lidt småindustri; men det lykkedes ikke familien at tilvejebringe fornøden økonomisk basis for at beholde Thorstedlund. I en periode tjente man en pæn skilling ved at samle og sælge Børge Mogensens safaristole, men heller ikke det rakte til. I 1981 gav konsulens enke op og satte gården til salg; men eneste køber var Frederikssund kommune, som erhvervede ejendommen for en pris, som familien Thygesen til dato finder alt for lav. Konsulinden og hendes børn forlod derfor Thorstedlund i bitter forvisning om, at de var blevet presset og snydt af kommunen.
Thorstedlund bliver kunsthøjskole
En kreds af driftige borgere med arkitekt Børge Nagel i spidsen fik den tanke, at Thorstedlund kunne anvendes som kunsthøjskole – især fordi Ulrika Marseen, som var stifter af og forstander på Kunsthøjskolen i Holbæk, kunne fortælle, at hun slet ikke kunne finde plads til alle de mennesker, som gerne ville på kunsthøjskole. 16. april 1982 afholdtes et første møde på Thorstedlund, hvor man ville overbevise sig om stedets egnethed som højskole. Foruden initiativtagrne deltog kommunens borgmester, kommunaldirektør og stadsarkitekt, og man enedes om, at gården var fortrinligt egnet som kunsthøjskole. En skolekreds blev stiftet, og en bestyrelse valgt. Denne holdt møde med Foreningen for Folkehøjskoler og måtte her lidt nedslående konstatere, at statslån til køb af en ejendom til højskolebrug først kunne forventes efter en cirka tiårig ansøgningsperiode. Alternativt kunne man leje bygningerne af kommunen, hvis denne ville acceptere en beskeden husleje og uopsigelighed i lejeperioden. Det faldt på plads, og bestyrelsen – med advokat Preben Lund, arkitekt Børge Nagel og direktør Jørn E. Jensen – kunne begynde at kigge sig om efter en forstander. Efter et par års drift som højskole, krævede brandvæsnet betydelige og meget bekostelige investeringer i brandsikring. Det blev løst ved at direktør Jørn E. Jensen købte hele ejendommen, foranledigede de krævede brandforanstaltninger gennemført – og lejede igen bygningerne ud til skolen. En helt usædvanlig og meget generøs gestus af den kunstinteresserede direktør for Tæppeland!
Forstanderne
Niels Pjedsted og hans hustru, Hanne, kom fra Europahøjskolen på Møn, og de søgte forstanderstillingen på Thorstedlund, hvilket de fik – og med sig bragte de et par lærere, som blev billedkunstundervisere i næsten hele Thorstedlunds levetid som kunsthøjskole. I 1992 var højskolens økonomi så god, at skolen kunne tilbagekøbe bygningerne og blive selvejende – dog med et beskedent realkreditlån som basis. Højskolens første hold var et sommerkursus i 1985, og herefter fulgte en lang tid med to såkaldt lange kurser henholdsvis efterår og forår samt et antal kortere kurser. Perioden 1990-2003 var gunstig for kunsthøjskolen: Alle elevpladser var fyldt og økonomien god. I denne periode blev bygningsmassen voldsomt forøget: flere elevværelser, udvidet spisesal, udvidelse af malesalen, nyt musiklokale, et nyopført skulpturhus – og endelig i år 2000 blev Pyramiden indviet med foredragssal og opholdsstuer til eleverne.
Niels Pjedsted var forstander fra 1985 til 1988, Birgitte Hansen fra 1988 til 1990 Niels H. Elberling fra 1990 til 2003, Ole Lindboe fra 2003 til 2005 og Dan Mølgaard fra 2005 til januar 2010, hvor højskolen gik konkurs på grund af svigtende elevtilgang. Finanskrisen samt skolens manglende evne til at tilpasse sig de potentielle elevers interesser var nok hovedårsagerne til Thorstedlunds endeligt som højskole.
Kommunen overtager igen
Bygningerne gik på tvangsauktion, da ingen køber havde meldt sig, og Tæppelands ejer, direktør Jørn E. Jensen, købte ejendommen, som herefter stod tom og uanvendt et par år, indtil Frederikssund kommune købte den, satte en del af bygningerne i stand for et anseeligt beløb – og anvendte dem til familieafdelingens forskellige aktiviteter. Økonomiske trængsler i kommunen tvang den til at sætte Thorstedlund til salg i 2018, og en køber blev fundet. Nu forventes området at blive ombygget til beboelse, lige som der vil blive nyopført yderligere bygninger, ligeledes til beboelse.
Niels H. Elberling
