Foto Wikipedia.
Skoven Kirke ligger fem-seks kilometer nord for Jægerspris på Skovkirkevej 1, ud til Kulhusvej og lige i kanten af Nordskoven. Kirken er i røde mursten og har et lille spir af kobber. Kirken har tradition for romantiske bryllupper.
Kirken blev bygget i 1897 i den såkaldte nyromanske stil (middelalderlig inspiration). Arkitekten var Martin Borch som var tilknyttet Stiftelsen på Jægerspris, og som også har tegnet mange af de bygninger der ligger omkring Jægerspris Slot. Byggeriet blev gennemført med stor hjælp fra den lokale befolkning. Kirken var dekoreret af billedkunstneren Joakim Skovgaard.
Kirken brændte i 1982 og blev meget beskadiget. Der var kun ydermurene tilbage, mens tag, spir og loft var styrtet ned.
Kirken blev genopbygget i 1983-84 af arkitekt Torben Hjort fra arkitektfirmaet Mangor & Nagel med et enkelt og lyst kirkerum. Byggeriet (genopførelsen) er omtalt i festskrift for Frederikssund-arkitekten Børge Nagel i anledning af dennes 75 års dag i 1996. Se Frederikssundarkitekten-Boerge-Nagel-og-hans-huse.
Billedkunstner og keramiker Sven Åge Larsen, Koblerne ved Jægerspris, stod for udsmykningen af kirkerummet med en altertavle i glasmosaik (se foto) og med store felter på kirkeskibets langvægge af stentøjs klinker dekoreret med vievandskors (se foto).
Arkitekt Torben Hjort har tegnet vinduerne som er udført af glarmester Per Steen Hebsgaard. En væsentlig del af den kunstneriske udsmykning blev bekostet af Augustinus-fonden. Kirken blev efter genopførelsen præmieret af Velux-fonden for den gode og kunstneriske udnyttelse af dagslyset.
De hellige kar, som er alterkalk og disk, har tidligere været i brug på flådens orlovsskibe og er fra 1700-tallet. De blev sammen med alterbægerne, lysestagerne og kirkeklokken bjærget under branden. Døbefonten, der ved branden havde fået nogle revner, blev repareret, og dåbsfadet er også det oprindelige.
Kirkeskibet Thors Minde er fra 1931 skænket kirken af tidligere brofoged Hans Olof Jensen til minde om sønnen styrmand Thor Jensen der var omkommet ved Skoleskibet Københavns forlis.
Nyere udsmykning i øvrigt: Korset over prædikestolen er skåret af den lokale bådebygger Niels Brandt-Møller af en gammel egeplanke fundet på loftet i Draaby Kirke. Altertæppet er vævet af Mette Mosbæk Larsen med motivet kors, brød og fisk. Messehagelen er designet og udført af Marie Herskind.
Er relieffet i frontispicen lavet af Joakim Skovgaard.
De to nederste foto er fra UKID, database hos KØS over kunst i det offentlige rum.
Kilder, link og litteratur
Hjemmeside for Skoven Kirke (Gerlev, Draaby og Skoven kirker).
Guide 2016 fra Kulhuse Netværk – side om Skoven Kirke