Foto (udateret) af Edwin og Annelise Westergren fra Edwin Westergren-hjemmesiden. Et næsten tilsvarende foto findes i Søndags-Aktuelt 9. januar 1972 med Britt Jacobsen som fotograf.
Edwin Westergren blev født den 19. maj 1921 i Sverige og kom til Danmark efter sigende som hittebarn i en kuffert. Han blev som spæd adopteret af en familie i Helsingør hvor manden var snedker, og voksede op dér indtil han som 16-årig måtte stå på egne ben. Edwin Westergren blev uddannet snedker, men udviklede sig til multikunstner – skulptur (træ og beton m.m.), maleri, grafik, keramik m.m. Gift med keramiker/pottemager Annelise Marie (1922-2016) – også kaldet Lise eller Lis.
Edwin og Annelise Westergren købte i 1956 hvad Edwin selv kaldte “en faldefærdig rønne” – et lille gammelt sommerhus på Skansen (også kaldet Buskbjerg) på Østbyvej 12 bag Andelsmejeriet Kilden (Østbyvej 10) cirka halvvejs mellem Østby og Skuldelev. Parret havde dengang to børn, otteårige Birgit (Bigger) og femårige Erik (Ek), og det tredje var på vej, David Mikael (Mik). Familien flyttede fra et pulterkammer i Tikøb
Her skabte Edwin sig med selvbyggeri efterhånden et stadig lille, men ordentligt hjem med atelier, værksted og galleri og med store kunstinstallationer omkring. De ernærede sig ved salg af Annelises små keramiske figurer som Edwin også deltog i produktionen af, ligesom han på knallert kørte rundt i Nordsjælland og København for at afsætte varerne. Edwin tog også forefaldende arbejde i landbruget – fx drængravning, høstarbejde og kartoffeloptagning. Edwin har beskrevet de første fem-seks år på Skansen med afsavn, slid – tilmed en periode undervejs hvor han var grebet af depression – og med udfordringer for det snart 15årige parfold, men også med markant materiel fremgang i en erindringsfortælling rigt krydret med digte og aforismer fra tiden.
For den 19. september 1961 skriver Edwin Westergren: ”Skumringen er faldet på. Dagslyset blev udnyttet til støbning på gulvet og væg. Arbejdet med vort nye værksted skrider fremad. Min hareunge, som Mik har kaldt sig de sidste par dage, har haft travlt med at køre sten for mig. Også Ek har været en flittig hjælper. En solvarm septemberdag har det været. Hvad den regnfulde sommer ikke bragte, har fyldt de sidste dage. Solbeskinnet med bar overkrop har jeg under arbejdet nydt de forsinkede sommerdage og dertil høstet smil gennem det åbne køkkenvindue. Nu, efter solnedgang, skriger en ugle – skriger, ja!”
Omkring 1970 var situationen nogenlunde, Edwin solgte noget, og der var gang i omsætningen af Annelises keramik – også til gæsterne på Skansen. På et år var der 1600 besøgende – som ofte købte et stykke brugskunst eller pyntekeramik med. Så der blev råd til cement.
Her en fotoserie fra Roskilde Tidende 12. februar 1972: Øverst Edwin Westergren oppe at klatre i den store figur Livsvilje på Skansen, i midten Edwin, sønnen Erik og Annelise ved en af Edwins tidlige træskulpturer og nederst familieorkestret på instrumenter bygget af sønnen Erik Westergren – ret habilt instrumentmageri og tilmed spillende et stykke han selv har komponeret.
Kunstnerisk har Edwin Westergren gennem årene været meget produktiv og har efterladt sig et væld af malerier, skulpturer, træsnit, filosofiske bøger og digtsamlinger. Han var nok mest kendt for sine store betonskulpturer. Han var en kendt person på egnen og videre ud blandt andet som foredragsholder, men han var også et ydmygt menneske. Han lod det være op til folk selv at opsøge ham og hans kunst. Han havde sin første maleriudstilling i slutningen af 1950erne, han har udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling og på Trefoldigheden, og han var en kort årrække dommer ved Kunstnernes Efterårsudstilling.
Her ses en situation fra Edewin Westergrens atelier hvor han bivånet af sin altid opmuntrende Annelise arbejder på et maleri der skal skildre den korsvej han mener symboliserer noget vigtigt ved livet. Foto Jens Svendsen, Frederiksborg Amts Avis, 16. november 1990.
Edwin Westergren har blandt andet lavet den enorme betonskulptur Livsvilje på en af bakkerne i området – som også rummer den meget høje og 12 tons tunge betonskulptur Kundskaben som i begyndelsen af 2000erne blev flyttet til en ny placering i området.
I 1987 udstillede Edwin Westergren hos personalets kunstforening på Frederikssund Sygehus.
Omtrent samtidig og i anledning af en portrætfilm med Edwin og Annelise Westergren af DR’s Gyda Uldall – som blandt andet viste hvordan Annelise blandede beton med håndkraft – forærede Skibby Turist og Erhverv dem en cementblander sponsoreret af HC Handelscenter og pengeinstitutter i Skibby.
Annelise Westergren lavede i tusindvis af små keramiske figurer som blev solgt og må findes i mange, mange hjem – købernes eller deres arvingers. De eksemplarer sønnen Erik Westergren har, har han fundet på loppemarkeder og lignende. Her ses en situation fra stuen hvor Annelise sidder og dekorerer keramik mellem de to brændinger. Foto Jens Svendsen, Frederiksborg Amts Avis, 16. november 1990.
Edwin Westergren døde den 31. marts 1992 og er begravet på Selsø Kirkegård. Her begravedes senere sønnen David som døde i 1997 40 år gammel. Hustruen Annelise Marie Westergren (født 18. juli 1922) døde den 1. juli 2016 og er også begravet på Selsø Kirkegård.
I februar 2010 blev der i Rejsestalden i Jægerspris for første gang efter hans død afholdt en udstilling med værker af Edwin Westergren. Ved ferniseringen underholdt sønnen Erik Westergren og hans ‘indianerveninde’ Birgit Bodekær med indiansk musik. Samtidig afholdtes en række rundvisninger på Skansen. Se avisomtale.
Erik Westergren afholdt i 2017 i Langes Magasin i Frederikssund en udstilling med primært faderens billedkunst – som han sælger af for at finansiere sit vedligeholdelsesarbejde på Skansen og dens bygninger og kunstværker.
Erik Westergren
Sønnen Erik Westergren har selv malet og er instrumentmager – musikinstrumenter, primært strengeinstrumenter,
Erik Westergren bærer indianernavnet Wama Navi og har optrådt som indianer ved arrangementer i institutioner fx. Se denne reportage fra en indianerlejr i Farum i 2012. Han boede til 2017 i det gamle mejeri på Østbyvej 10 som han købte af Svanholm Gods, og som senere blev overtaget af sønnen, tækkemand Eg Westergren. Barnebarnet Sara Westergren har en ‘ting-og-sager’-butik i en lille del af mejeribygningen.
Erik Westergren bor nu i forældrenes oprindelige hjem i bygningerne på Skansen. Han arbejder for at gøre stedet til et museum for faderens kunst, og omkring ham har familie, venner og naboer etableret Støttegruppe til kendskab til Edwin Westergrens kunst som står for en hjemmeside, og som afholder forskellige arrangementer. For eksempel dette arrangement i september 2016. Og i januar 2017 et arrangement med fremvisning af Skæbnetrods, en portrætfilm med Edwin og Annelise Westergren som Gyda Uldall lavede for DR i 1988 – se nedenfor.
Erik Westergren har lavet denne udaterede brochure for seværdigheden på Skansen. Der er mange ting tilbage fra faderens hånd, moderens meget store keramiske produktion har Erik Westergren kun et mindre udvalg af.
Edwin Westergren og sønnen David er begravet på Selsø Kirkegård. Foto Skibbyslaegt.dk.
Skulpturerne på Skansen
Den skulptur der møder en på vej ind i området Skansen, er skulpturgruppen Livsvilje – se særskilt artikel. Billeder af denne skulpturgruppe og nogle andre har Edwin Westergren fået lavet postkort med:
Værker af Edwin Westergren i Frederikssund (bortset fra Skansen)
Stine og Herredsfogeden – betonskulptur ved Østby gadekær.
To skal man være – skulptur fra 1990-91 som i 2017 skal stilles op ved Onsved gadekær.
Malerier af Edwin Westergren i privat eje
Edwin Westergren havde en rig malerisk produktion, ofte store billeder, farverige og fabulerende. Her en billedmontage som sønnen Erik Westergren har fået lavet:
Her to malerier som han fik lavet postkort af:
Undervejs med Håbet forude.
Barnet i Fantasien og Virkelighedens Verden.
Et skævt maleri i en noget anden stil fra 1973. Det er købt på den udstilling sønnen Erik Westergren afholdt i 2017 i Langes Magasin i Frederikssund med salg af faderens og egen billedkunst for at finansiere sit vedligeholdelsesarbejde på Skansen. Signeringen gengivet nedenfor omfatter foruden initialerne ‘E’ og ‘W’ også bogstaverne ‘e’ og ‘g’ som indgår i efternavnet.
Kilder, link og litteratur
Hjemmeside for Edwin Westergren.
Edwin Westergren på Horns-herred.dk.
Edwin Westergren på Geocaching.com.
Edwin Westergren på Internationaltimes.it.
Edwin Westergren på Skibbyslaegt.dk.
Det blev til en 15 meter høj skulptur af cement, helsidesreportage i Søndags-Aktuelt, 9. januar 1972.
Han køber cement for alle pengene, helsidesreportage fra Østby, Roskilde Tidende, 12. februar 1972.
Skanse-skulpturerne, Broby Johansen, Vejviser – Med Broby omkring Roskilde Fjord og i Nordsjælland, 1983. Kort, illustreret artikel om Edwin Westergren side 29. Tekst gengivet nedenfor.
Skæbnetrods, portrætfilm med Edwin og Annelise Westergren, Gyda Uldall, DR, 1988 (filmens titel Skæbnetrods var arbejdstitel på den store betonskulptur Livsvilje som Edwin Westergren dengang arbejdede på).
Ingen skjult moralisme i Westergrens billeder, Maleren i Østby fortæller om sine billeder der rummer en ‘aktiv symbolisme’, Frederiksborg Amts Avis, 29. december 1989.
Pontoppidans Stine fremstår af cementen, Frederiksborg Amts Avis, 17. juni 1990.
En formiddag med glade vibrationer, Posten kom forbi med et brev med en check, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 16. november 1990.
Pjece for Østby Mejeri – stedet og butikken med kunst og kunsthåndværk som oldebarnet Sara Westergren drev i en periode i 2010erne. Udateret.
Et meget privilegeret menneske, portrætartikel og interview med Annelise Westergren, enke efter Edwin Westergren, Aase Gullestrup, Fjordbyerne, 31. marts 2005. Illustreret med et billede af en af de mange små keramikfigurer hun har lavet.
Når indianerkultur møder kunsten, portræt af Erik Westergren, ved Birgitte Masson, Lokalavisen Frederikssund, 7. januar 2010. Gengivet nedenfor.
Bøger og hæfte:
Edwin Westergren, Uden titel – erindringsfortælling 1956-1961.
Edwin Westergren, Verdens navle, illustreret digtsamling, 1977.
Edwin Westergren, Mennesket set med naturen som parallel, 1978.
Edwin Westergren, Spirende Bevidsthed og Evindeligt Undervejs, 1987.
Edwin Westergren, Menneskelige betingelser: afspejlet i billeder og tekst, 1990.
Edwin Westergren, Skulpturerne på Skansen A og Skulpturerne på Skansen B, to meget forskellige udgaver, A udateret, B fra 1988.
Edwin Westergren, Kotrapunktisk kalejdoskop.
Bilag
Broby Johansen, Vejviser – Med Broby omkring Roskilde Fjord og i Nordsjælland, 1983, side 29:
Skanse-skulpturerne
På ‘Skansen’ mellem Østby og Skuldelev står landets største skulpturgruppe og løfter sig til 14 meters højde, en halv snes kæmpestore cementfigurer. Nede i grusgravens bund ligger ‘urkraften’, og Edwin Westergren fungerer selv som en diskuterlysten kustode ved sit monument, som han stadig arbejder på. Et optimistisk monument for menneskets ukuelige stræben efter at få hvad han kalder ‘indsigt’.
Westergren hører ikke til de ‘anerkendte’ kunstnere, man søger ham forgæves i kunstleksikaerne, og da jeg skrev til kulturudvalget i kommunen for at få en liste over hvad der var af kunst, var den største skulptur i landet ikke med på listen. Det må vel være fordi det regnes for den foragtede ‘folkekunst’, og skulptur af cement siger sig selv ikke er noget rigtigt i forhold til marmor og bronze eller på det sidste jern.
Men måske har Westergren også her fat i noget som ikke rigtig passer i ‘systemet’. Han siger: “Det kan godt være at folk ikke kan lide at se sig selv på den måde. Den nød mine figurer giver udtryk for, kan ikke lindres ved besøg i et supermagasin, men kun ved kontant afregning med sig selv.”
Hvad pokker er det for “nød” han ævler om? Her er da ingen som lider nød! Nå ja, arbejdsløse og selvfølgelig ude i verden halenegre og den slags, men sådan er det nu engang og dumt at spolere sin fordøjelse med at spekulere på.
Lokalavisen Frederikssund, 7. januar 2010, af Birgitte Masson:
Når indianerkultur møder kunsten
57-årige Erik Westergren har valgt at leve utraditionelt og har fyldt sit hjem med indiansk kultur hvor især musikken er i højsædet. Alligevel mærker man stadig historiens vingesus omkring det gamle andelsmejeri i Østby hvor hans far kunstneren Edwin Westergrens ånd tyve år efter hans død stadig er at fornemme.
De hvide klinker på væggene er umiddelbart det eneste der vidner om stedets oprindelige funktion. For mange år siden var der andelsmejeri i de store hvidkalkede bygninger udenfor Østby. Så var der museum og kunstcenter. I dag er stedet beboelse for flere familier herunder Erik Westergren, hans aldrende mor Annelise og sønnen som er tækkemand og nu bor i en af bygningerne sammen med hans familie.
Skønt det snart er tyve år siden at kunstneren Edwin Westergren døde, synes han stadig meget nærværende. For det var her i det gamle mejeri at hans liv og kunst udfoldede sig gennem noget nær en menneskealder. Han var særdeles produktiv, og derfor rummer stedet stadig et væld af Edwin Westergrens malerier, skulpturer, træsnit, filosofiske bøger og digtsamlinger.
“Min far var noget af en enspænder og ikke særlig udfarende. Han var oprindeligt født i Sverige, men kom hertil i en kuffert som hittebarn. Her endte han hos en familie i Helsingør som opfostrede ham til han kunne klare sig selv som 16-årig,” fortæller Erik Westergren, der husker sin far dels som en meget tænkende person og samtidig som et til tider ydmygt menneske der absolut ikke havde rundsavene på. Det var op til folk selv at opsøge ham og hans kunst.
Kærneværdierne de samme
Erik Westergren brænder også for kunsten, dog ikke i samme grad som hans far. Men ved mødet med Eriks Westergren skinner det tydeligt igennem at det eksistentielle som livsfilosofien med dens virkelighedsopfattelse, menneskesyn og kerneværdier langt hen ad vejen er de samme som faderens.
“Jeg har altid elsket musik, og at spille på instrumenter. En gang hvor jeg var på vej til meditation ved Strøget i København, standsede jeg ved en indianer som sad og spillede. Det lød fantastisk, og jeg blev meget betaget af det. Efter noget tid befandt jeg mig selv siddende på Strøget for at spille indianermusik. Den positive energi i musikken har altid været vigtig, og her er jeg med til at udsende noget godt,” siger Edwin Westergren, der pudsigt nok som dreng altid elskede at lege indianerlege hvor han var Hvide Fjer.
Sammen med Birgit Bodekær, som ifølge Erik Westergren er hans sjæleven, tager han ud og spiller i forskellige institutioner hvor den positive energi lynhurtigt breder sig som ringe i vandet. “Når vi tager ud og spiller, medbringer vi altid en totempæl, små instrumenter til børnene og også gerne vores store bissonskindstromme. Men uanset om vi er ude, eller vi spiller her på stedet, er det vigtigt at alle kan være med til det. Her kan man komme som man er uanset type eller overbevisning.”
Følger Shammanismen
Da Lokalavisen møder Erik Westergren en frostklar formiddag mellem jul og nytår, er han iført en farvestrålende poncho og matchende hovedbeklædning. Birgit Bodekær har derudover en rævepels om skuldrene. For hvert trin de tager lyder der en svag raslen som stammer fra deres såkaldte Taksas som består af hove fra får og lam fra bjergene. De er sat på en snor, så de kan bindes om anklerne, og derved give den specielle lyd når man går.
I modsætning til Erik Westergren er indianerkulturen for Birgit Bodekær mere end blot en livsstil. Hun er tilhænger af shammanismen som helt basalt handler om at hjælpe mennesker til at følge deres livsvej. “For mig er der intet hokus pokus i det, men mere en almindelig menneskelig udvikling. Mit hjerte ligger meget hos børnene. Jeg synes at børn i dag har brug for ro og fred. Når vi besøger institutioner og medbringer vores havtromme, så rører den altså ved noget hos børnene. Synergieffekten når vi er ude, gør at en plus en pludselig gir tre,” siger Birgit Bodekær. Erik Westergren nikker samtykkende. “Det handler om at vi mennesker kommer ned i gear og finder glæden ved at være, fremfor at vi skal dit og dat og leve op til en masse krav,” lyder det fra Erik Westergren.
Og netop dette var også grundessensen i faderen Edwin Westergrens tankegang og kommer til udtryk i hans digtsamlinger der handler om menneskets bevidsthed for hvad vi ønsker at være med til at skabe sammen. En livsfilosofi som også går igen i mange af hans billeder.
