Foto 2017, Frederiksværk Ugeblad.
Jeppe Hagedorn-Olsen, 1929-2011, keramiker, født 17. august 1929 i København som søn af maleren Thorvald Hagedorn-Olsen og Dagny Hagedorn, gift 1958 i Frederikssund med stoftrykker Lea Sussi Hinrichsen, (ægteskabet opløst 1985), død 9. januar 2011, asken strøet over havet. Søskende Bodil Eje og Bent Hagedorn-Olsen.
Jeppe Hagedorn-Olsen arbejdede siden 1950erne med keramik som skulpturelt medium og senere også med maleriet. Hans tidligste skulpturer er høje, massive, cylindriske, krukkeagtige former eller rustikke, geometriske fade og skåle, ofte med organiske figurer der vokser ud af bunden. De organiske former genfindes i 1970ernes og 80ernes glaserede relieffer ned en hvidgrå glasur som baggrund for mørkere striber i glasuren og for dyre- eller plantelignende former i højrelief. I friser fra 80erne brugte han okker, blå, brune og sorte non-figurative former som synes bundet til kanten med striber af glasur. Hans stramme, regelmæssigt gentagne former skaber rytme og balance i motiverne, og i flere værker ses en næsten kalligrafisk brug af penslen.
Jeppe Hagedorn-Olsen blev uddannet keramiker hos Haakon Darger i Frederikssund 1951-53 og fortsatte til 1956 på Kunstakademiet i København (Peder Hald). Han debuterede på Charlottenborg i 1956 og har udstillet mange gange i Danmark og udlandet. Af større opgaver kan nævnes kakkelfriser på Randers Sygehus og hos firmaet Andersen & Martini i København.
I 1956 deltager Jeppe Hagedorn-Olsen sammen med de andre lokale kunstnere Poul Eje, Bent Hagedorn-Olsen, Thorvald Hagedorn-Olsen, Kirsten Juul Hansen, Ove Køser, Poul Larsen, Niels Nielsen, Gerd Rytter, Hjalte Skovgaard og Jørgen Wiberg samt gæsten professor Aksel Jørgensen i Frederikssund Kunstforenings efterårsudstilling. Igen i 1957 deltager han i en udstilling med lokale kunstnere arrangeret af Kunstforeningen.
Familien Hagedorn udstillede i marts 1983 på J. F. Willumsens Museum i Frederikssund Kunstforenings regi. Deltagere var foruden Jeppe Hagedorn-Olsen selv faderen Thorvald Hagedorn-Olsen, søsteren Bodil Hagedorn-Eje, broderen Bent Hagedorn-Olsen og svigerinden Sussi Hagedorn-Olsen. Folder om udstillingen: Familien Hagedorn Frederikssund Kunstforening 1983. Se også invitation inkl. skitse, Amtsavisens portrætartikel og andet avisomtale.
I 1988 holdt Kunstforeningen udstilling i Langes Magasin med Jeppe Hagedorn-Olsens keramik, skulpturer, relieffer og tegninger – se brochure, værkfortegnelse og avisomtale.
Som gammel elev deltog Jeppe Hagedorn-Olsen i 1989 i en udstilling arrangeret af Frederikssund Kunstforening i anledning af Realskolens 100års jubilæum. Til udstillingen blev udgivet et hæfte med præsentation af kunstnerne: Realskolen 100 år kunst af ti gamle elever Kunstforeningen 1989. Se i øvrigt invitation, avisomtaler og værkfortegnelse.
Jeppe Hagedorn-Olsen deltog med keramik i 2010 i Frederikssund Kunstforenings salgsudstilling Kunst som gave.
Jeppe hagedorn-Olsen viser en tegning frem. Foto brugt i brochuren ved hans udstilling i 1988 i Frederikssund.
Kilder, link og litteratur
Jeppe Hagedorn-Olsen hos Kunstindeks Danmark, Weilbachs Kunstnerleksikon.
Jeppe Hagedorn-Olsen hos Kendtes Gravsted.
I familien ser Hagedorn-Olsen nutid og fremtid – en mening med livet, portrætter og interview med medlemmer af familien Hagedorn i anledning af Frederikssund Kunstforenings udstilling Familien Hagedorn, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 12. marts 1983.