Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Povl og Ellen Larsen

Povl Christian Larsen, 1911-1989, bygnings- og kunstmaler, søn af maleren Thorvald Larsen, gift med maleren og keramikeren Ellen Elisabeth Christiansen, 1920-2009.

Povl Larsen var som faderen knyttet til området omkring Stenløse-Veksø og var meget opmærksom på at der blev værnet om egnens natur og rige dyreliv. Han blev boende og stiftede familie i forældrenes hus på Kildebakken ved Løje Sø og drev herfra sin malerforretning.

Povl Larsen var en dygtig portrætmaler og malede blandt andet et officielt portræt af borgmester Knud Bro, Stenløse Kommune.

I 1956 deltager Povl Larsen sammen med de andre lokale kunstnere Poul Eje, Bent Hagedorn-Olsen, Jeppe Hagedorn-Olsen, Thorvald Hagedorn-Olsen, Kirsten Juul Hansen, Ove Køser, Niels Nielsen, Gerd Rytter, Hjalte Skovgaard og Jørgen Wiberg samt gæsten professor Aksel Jørgensen i Frederikssund Kunstforenings efterårsudstilling. Igen i 1957 deltager han i en udstilling med lokale kunstnere arrangeret af Kunstforeningen.

Povl Larsen var formand for Frederikssund Kunstforening 1959-1966.

Ellen Larsen begyndte at male da hun var i 30erne. Det begyndte med olie, men snart gik hun over til akvarel som hun fandt mere spændende fordi det helst skal males i ét stræk. Senere kastede hun sig over keramikken hvor hun arbejdede med glasurer hun selv fremstillede.

I 1975 deltager Povl og Ellen Larsen i en af Frederikssund Kunstforening arrangeret udstilling af malerier, skulptur og kunsthåndværk på J.F. Willumsens Museum sammen med 27 andre kunstnere. Ellen deltager med akvarellerne Vinterlandskab Løjesø og Atsipopulo Kreta. Povl deltager med malerierne Fra Nedre Mølle og “Kis”. Se katalog.

De udstiler igen i 1977 på J.F. Willumsens Museum på en udstilling arrangeret af Frederikssund Kunstforening med en snes af Frederikssundegnens kunstnere – Ellen med akvarellerne Vingård på Kreta, Fra Soudabugten på Kreta, Strandkål og diverse stentøj, Povl med oliemalerierne Oluf Nexø (portræt), Bjørneklør og Bådspil. Se katalog.

Frederikssund Kunstforeningen fejrede 50års jubilæum i 1995 med en udstilling i Langes Magasin med en retrospektiv samling af tolv af Frederikssunds og omegns ældre kunstnere – foruden Povl Larsen også Thorvald Hagedorn-Olsen, Ove Køser, Emanuel Nielsen, Morten Nielsen, Niels Nielsen, Ulf Rasmussen, Gerda Rytter, Hjalte Skovgaard, Ernst Syberg, Povl Søndergaard og Jørgen Wiberg.

Der er ikke fundet værker af Povl og Ellen Larsen i Frederikssund Kommunes område, ej heller kendes der malerier fra deres hånd med motiver fra området.

Gravsted for Thorvald og Povl Larsen

Povl Larsen er begravet på Veksø Kirkegård hvor han deler gravsted med sin fader Thorvald Larsen. Foto: Gravsted.dk (ras).

Kilder, link og litteratur

Povl Larsen i Egedal Leksikon.

Ellen Larsen i Egedal Leksikon.

Trækker folk til Langes Magasin – Jubilæumsudstillingen har stort besøgstal, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 7. marts 1995.

 

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse