Oktobergruppen var en kunstnersammenslutning der bestod af væveren Anne-Mette Holm og billedkunstnerne Emma Løsecke Nielsen og Ines Sørensen.
Gruppen afholdt hvert år (i oktober) fra 1990 til 1996 en udstilling for det meste i Langes Magasin.
I 1992 blev der under temaet De fire elementer udstillet tekstil, keramik og billedkunst af Anne-Mette Holm, Ulla Gahrn, Emma Løsecke Nielsen og Ines Sørensen. Se folder og avisomtaler. Herunder udstillerne fra venstre stående Anne-Mette Holm og Ulla Gahrn og knælende Ines Sørensen og Emma Løsecke Nielsen. Foto Jørgen Rubæk.
I 1993 var temaet Viise dyr med deltagelse af Anne-Mette Holm, Steffen Lund, Emma Løsecke Nielsen, Idun Lisbet Storrud opg Ines Sørensen samt børn fra Sogneskolen i Jægerspris og Åbjergskolen i Frederikssund. Se folder.
I en uge i juli 1994 samtidig med Euro-festivalen arrangerede Oktobergruppen et ulve-projekt med installation af ulvefigurer på Kronprins Frederiks Bro og et arrangement i Kulturhuset Elværket i Frederikssund hvor lokale borgere også lavede ulvefigurer som var udstillet ved Elværket i en periode. Gruppens oprindelige idé om at ‘befolke’ hele Frederikssund med ulve under Eurofestivalen blev dermed lettere modificeret. Se folder og avisomtaler, herunder også et læserbrev fra nabo til broen Toni Idelhøj med en stemningsberetning om ulvene på broen. Se desuden reportagen Ulvekoblet samlet i Frederikssund Avis den 19. juli 1994 med fotos af en del af ulvene, en række af de deltagende borgere og arrangørerne Emma Løsecke Nielsen, Idun Lisbet Storrud og Ines Sørensen.
Ulveinstallationen på broen bestod af 12 meterlange ulve placeret på broens gelændere – seks i hver side – så det ser ud som om de løber over broen. Herunder det foto der blev bragt i forbindelse med Toni Idelhøjs ovenfor nævnte læserbrev.
Ved arrangementet hvor andre borgere lavede ulvefigurer deltog blandt andre denne ‘grænseoverskridende’ ulv lavet af den lokale kunstner Rie Ørnemark. Foruden trådnettet skulle materialet være stivnet skum. Foto Søren Hytting.
Ved Oktobergruppens udstilling 1994 i Langes Magasin deltog Lisbeth Heinesen, Anne-Mette Holm, Steffen Lund, Emma Løsecke Nielsen, Lisbet Idun Storrud og Ines Sørensen. Temaet var fænomenet corpus, og i udstillingens folder kan man læse hvordan fx Anne-Mette Holm fandt frem til en forståelse heraf. Herunder et foto af de seks deltagere fra Amtsavisens omtale at udstillingen – fra venstre stående Steffen, Anne-Mette og Lisbet I.S. og siddende Lisbeth H., Ines og Emma. Foto Poul Erik Nielsen.
I påsken 1995 udstillede Oktobergruppen også i Rebekkasalen på Jægerspris Slot. I denne udstilling deltog også maleren Inge-Lise Øhrberg, billedhuggeren Steffen Lund og keramikeren Idun Lisbet Storrud.
Oktoberudstillingen samme år blev afholdt i Kulturhuset Elværket i Frederikssund og var en nordisk udstilling med titlen nordisk KLANG i anledning af Foreningen Nordens 50års jubilæum. Her deltog Anne-Mette Holm, Steffen Lund, Emma Løsecke Nielsen, Idun Lisbet Storrud, Ines Sørensen, Lisbeth Heinesen og Inge-Lise Øhrberg sammen med fire kunstnere fra venskabsbyerne i hver af de tre nordiske lande Finland, Norge og Sverige. Udstillingen viste maleri, fotografi, tekstil, keramik og skulptur. Udstillingen var lidt af en præstation fra gruppens side, men havde et skuffende besøgstal på under det halve af hvad gruppens udstillinger i Langes Magasin plejede at have. Se avisomtale. Herunder del af plakat.
Kilder, link og litteratur
Ulvetekster af Oktobergruppen.
Idun Lisbet Storrud – hjemmeside med artikel om tiden i Oktobergruppen.
Skuffet over besøget på nordisk udstilling, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 30. september 1995. Foto med Ines Sørensen og Anne-Mette Holm i udstillingslokalet.