Kunstnere

Værker

Steder

Diverse

Povl Søndergaard

Povl (Goltermann Olsen) Søndergaard er født i Ringsted den 4. juni 1905 og død i Frederikssund den 19. september 1986 (begravet på Allerslev Kirkegård i Lejre). I 1935 gift med maler og billedvæver Rigmor (Risse) Margrethe Berntsen, ægteskabet opløst i 1962. Povl Søndergaard boede en længere årrække på Strandhøjen 28 i Frederikssund i et delvis selvbygget hus tegnet til ham af arkitekturprofessor Ejnar Borg.

Povl Søndergaard stod i stenhuggerlære i Roskilde 1920-24, og som svend arbejdede han 1925-26 for Svend Rathsack på Søfartsmonumentet på Langelinie, samtidig med at han gik på teknisk skole. Herefter fortsatte han på kunstakademiet hvor han blev elev af E. Utzon-Frank 1927-33.

Povl Søndergaard udstillede første gang på Kunstnernes efterårsudstilling 1929 og var fra 1930 at finde på Charlottenborg – i 1932 med Pige der sætter sit hår for hvilken han vandt megen anerkendelse. Den havde året før bragt ham akademiets guldmedalje, blev bestilt i bronze af Ny Carlsbergfondet og 1933 skænket kunstmuseet i Maribo.

Povl Søndergaard var i sine tidlige naturalistiske figurer og portrætter især inspireret af Kai Nielsens frodige skulpturer som det fornemmes i Pige der sætter sit hår fra 1931 og Siddende pige fra 1933. Men senere fandt han sit eget mere enkle, naturlige formsprog. Granit var det foretrukne materiale, skønt flere af hans officielle værker blev udført i bronze. Det gælder eksempelvis gruppen Mand og pige fra 1934 hvor de to figurer kækt vandrer ud i fremtiden, mens de kærligt ser på hinanden. I bevægelsesmotivet og påklædningen er gruppen tidstypisk for 1930rnes opfattelse af ungdommen. Mere robust forenklet står Sportspige fra 1939 og Knud Rasmussen monumentet fra 1963. I disse figurer er der en fornem ro og beherskelse som også er til stede i Mindesmærke for de faldne på Bispebjerg Kirkegård fra 1947 og i Den sårede frihedskæmper i Kolding fra 1950, alle i granit. Portrætterne viser samme klarhed og fasthed i formen, ikke anonymiserende, men benyttet som middel til at fremhæve de individuelle personligheders karakter.

I 1975 deltager Povl Søndergaard i en af Frederikssund Kunstforening arrangeret udstilling af malerier, skulptur og kunsthåndværk på J.F. Willumsens Museum sammen med 27 andre kunstnere. Han deltager i udstillingen med sin pigefigur Birgit (i gips står der i kataloget, men der står også anført af figuren fås i bronze til 90.000 kroner og i kunststen til 35.000 kroner). Se katalog.

Frederikssund Kunstforening fejrede i 1995 50års jubilæum med en udstilling i Langes Magasin med en retrospektiv samling af tolv af Frederikssunds og omegns ældre kunstnere – foruden Povl Søndergaard også Thorvald Hagedorn-Olsen, Ove Køser, Povl Larsen, Emanuel Nielsen, Morten Nielsen, Niels NielsenUlf Rasmussen, Gerda Rytter, Hjalte Skovgaard, Ernst Syberg og Jørgen Wiberg. Povl Søndergaard var repræsenteret med forstudier til senere arbejder – blandt andet pigefiguren Birgit som sidder på sin sten lige uden for Langes Magasin hvor udstillingen blev holdt.

Gravsted

Foto: Gravsted.dk (hs).

Værker af Povl Søndergaard i Frederikssund

Skulpturen Birgit på et lille torv ved Langes Magasin i Østergade i Frederikssund – se særskilt artikel.

Skulpturen Pige sæter sit hår på en plads mellem Havnegade og Færgevej ved Frederikssund Havn – se særskilt artikel.

I en tidligere sparekassefilial på Roskildevej 114D (ejendommen tilhører Nordea) findes et hvidt gipsrelief indmuret i den pudsede væg med en ung kvinde i en let kjole liggende med det ene knæ hævet og det andet ben henover, kiggende på en blomst hun har i sin løftede hånd. Der kendes ingen titel på værket, det er signeret Povl S. og dateret 1971. Relieffet er opsat i forbindelse med opførelsen af bygningen som blev indviet i september 1971.

Foto Susette Westergaard.

Kilder, link og litteratur

Kunstindeks Danmark (Weilbach Kunstnerleksikon – Dorthe Falcon Møller).

Galleri Jan Graff.

Tre dejlige piger – vikingebyens skulpturer skabt af lokale kunstnere, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 16. august 1992.

Trækker folk til Langes Magasin – Jubilæumsudstillingen har stort besøgstal, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 7. marts 1995.

Kunstnere

Værker

Steder

Diverse