Niels Nielsen i sit atelier i 1981, skannet foto fra artikel i Frederiksborg Amts Avis, fotograf Steen Wrem.
Niels Nielsen, maler og tegner, født 31. januar 1917 i Frederikssund, død den 22. december 1989 sammen sted og bisat på Roskilde Fjord. Forældrene var maler og stenhugger Oskar Hjalmar Alfred Emanuel Nielsen og Bessy Viola Henriette Jensen. Han blev i 1950 gift første gang med Kirsten Tove Jensen (død 1981) og anden gang i 1988 med Kirsten Høegh Bronée.
Niels Nielsen var udlært som stenhugger i faderens værksted i Frederikssund, men havde også evne og glæde ved at tegne og male – ligesom faderen i øvrigt – og er som kunstner autodidakt. Hans bror Morten Nielsen fik også en billedkunstnerisk karriere.
Niels Nielsen debuterede som 16årig på Kunsternes Efterårsudstilling. Han fik en kort tid tegneundervisning hos Andreas Friis, men er ellers autodidakt som maler. Han fandt sine motiver ved fjorden og i kystlandet. Han malede også på Skagen. Han var på studierejser til Paris i 1938, 1948 og 1951 og Norge i 1946.
Niels Nielsen beskæftigede sig fortrinsvis med det naturalistiske landskabsmaleri. Han skildrede de nære omgivelser omkring sine to boliger ved Roskilde Fjord ved Frederikssund og på Skagen. Landskaber og mariner, i gråvejr og i solskin, om sommeren og om vinteren, malede han i et enkelt og lyrisk billedsprog med en fin sans for lysets skiftende toner året rundt. Han har også malet enkelte bybilleder, opstillinger og portrætter samt arbejdet både med tegning og litografi.
Blandt de udstillinger Niels Nielsen har deltaget i, skal nævnes Frederikssund Kunstforening i Langes Magasin 1989 (i anledning af 100års jubilæet på Realskolen hvor han havde været elev), udstilling på Falkenborg Skole i 1960 sammen med faderen Emanuel Nielsen og broderen Morten Nielsen og i Fjordgalleriet i Havnegade i Frederikssund i 1977.
I 1956 deltager Niels Nielsen sammen med de andre lokale kunstnere Poul Eje, Bent Hagedorn-Olsen, Jeppe Hagedorn-Olsen, Thorvald Hagedorn-Olsen, Kirsten Juul Hansen, Ove Køser, Poul Larsen, Gerd Rytter, Hjalte Skovgaard og Jørgen Wiberg samt gæsten professor Aksel Jørgensen i Frederikssund Kunstforenings efterårsudstilling. Igen i 1957 deltog han i en udstilling med lokale kunstnere arrangeret af Kunstforeningen.
Her et par tegninger af Niels Nielsen fra 1967 og 1968:
I 1981 arrangerede Kunstforeningen en udstilling med Morten og Niels Nielsen på J. F. Willumsens Museum. Til udstillingen var udgivet et katalog med præsentation af kunstnerne ved kunsthistorikeren Knud Voss (1929-91), portrætter og tegninger. Morten og Niels Nielsen Frederikssund Kunstforening 1981. Se også Amtsavisens portrætartikel.
Niels Nielsen 70årsdag markeres af Frederikssund Kunstforeningen med en udstilling i Langes Magasin med et udvalg af hans malerier og tegninger gennem et halvt hundrede år. Katalog: Niels Nielsen Frederikssund Kunstforening 1987. Se også portrætartikel i Amtsavisen og omtale i Frederikssund Avis.
I 1989 deltog han sammen med ni andre tidligere elever på Frederikssund Private Realskole i en udstilling arrangeret af Frederikssund Kunstforening i anledning af skolens 100års jubilæum. Til udstillingen blev udgivet et hæfte med præsentation af kunstnerne: Realskolen 100 år kunst af ti gamle elever Kunstforeningen 1989. Se i øvrigt invitation, avisomtaler og værkfortegnelse.
Samme år udstillede Niels Nielsen på Politigården i Frederikssund i regi af Kunstforeningen i Frederikssund Politikreds. Se folder.
I 1995 var han repræsenteret på Frederikssund Kunstforenings 50års jubilæumsudstilling – med blandt andet to ungdomsarbejder, et portræt af tidligere skolebestyrer ved Frederikssund Privat Realskole, Kristian Hatt, og en akvarel af arbejdere i Frederikssund Jernstøberis støberihal.
Frederikssund Kunstforeningen fejrede i 1995 50års jubilæum med en udstilling i Langes Magasin med en retrospektiv samling af tolv af Frederikssunds og omegns ældre kunstnere – foruden Niels Nielsen og hans bror også Thorvald Hagedorn-Olsen, Ove Køser, Povl Larsen, Emanuel Nielsen, Ulf Rasmussen, Gerda Rytter, Hjalte Skovgaard, Ernst Syberg, Povl Søndergaard og Jørgen Wiberg.
Niels Nielsen har i øvrigt udstillet Udstillinger på Den Permanente, i Oslo Kunstforening, andre kunstforeninger i Danmark, Sverige, Norge, Finland og har haft en udstilling af litografier i USA.
Niels Nielsen var i 2005 repræsenteret på Frederikssund Kunstforenings 60års jubilæumsudstilling sammen med cirka 30 andre kunstnere – lokale og udefra kommende. Han var repræsenteret fire oliemalerier – et lokalt med udsigt til Nordskoven, et marinebillede fra Skagen, maleriet Hustage fra 1939 og et portræt af Sven Aage Moll fra 1955.
Niels Nielsen var også repræsenteret i 2010 i Frederikssund Kunstforenings salgsudstilling Kunst som gave – med nogle mindre tryk.
Værker af Niels Nielsen i Frederikssund
Værker på Frederikssund Rådhus
Å-landskab med hjort, foto Flemming Bülow.
Marbæk, 1965, oprindelig på Teknisk Forvaltning på Heimdalsvej, foto Susanne Larsen.
Roskilde Fjord, 1965, oprindelig på Teknisk Forvaltning på Heimdalsvej, foto Susanne Larsen. På billedet er noteret Frederikssund Sygehus og datoen 18. juni 1965?
Værker på Frederikssund Sygehus – Foto Marie Vinther, Nordsjællands Hospital:
To værker – med motiver der kan være fra Skagen hvor han har malet:
Maleri olie på lærred, uden titel, udateret, et klitlandskab.
Maleri olie på lærred 93 x 110 cm, uden titel, udateret, et søstykke med strand og skibe i horisonten.
Værker i Kalvøsamlingen. Foto Bjørn Nielsen.
Her er han repræsenteret med dels det det første værk der blev anskaffet til samlingen – Landskab ved Skuldelev i Horns Herred, udateret, 90×68.
Og dels et fjordlandskab, udateret, 69×49.
Værk på Omsorgscentret Tolleruphøj. Foto Erik Zangenberg.
Værker af Niels Nielsen med lokalt motiv
Efterårsskov, Færgelunden, 1934, Undervisningsministeriet
Landskab, Udesundby, 1942, Undervisningsministeriet
Landskab, Hagelse, udstillet 1944
Landskab, Marbæk, udstillet 1947
Forårslandskab ved Frederikssund, udstillet 1952
Kartoffelmark ved Frederikssund, udstillet 1952
Gråvejr ved fjorden, udstillet 1961
Dråby Strand mod Jernhatten, udstillet 1964
Vinter ved Selsø, udstillet 1980
Kilder, link og litteratur
Kunstindeks Danmark / Weilbachs Kunstnerleksikon.
Barndommens by var livsglad og fuld af ‘gale’ mennesker, dobbeltportræt af kunstnerbrødrene Morten og Niels Nielsen i anledning af en udstilling med de to på J.F. Willumsens Museum arrangeret af Frederikssund Kunstforening, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis (sektionsforsiden plus side 27), 14. november 1981.
Hans billeder bliver til ude i den natur han maler, Birger Kristensen, illustreret portræt af kunstneren, sektionsforside, Frederiksborg Amts Avis, 28. marts 1987.
Niels Nielsen udstiller på 70årsdagen, Frederikssund Avis, 31. marts 1987.
Trækker folk til Langes Magasin – Jubilæumsudstillingen har stort besøgstal, Birger Kristensen, Frederiksborg Amts Avis, 7. marts 1995.
BilagI 1981 arrangerede Frederikssund Kunstforening en udstilling med Morten og Niels Nielsen på J. F. Willumsens Museum. Til udstillingen var udgivet et katalog med præsentation af kunstnerne ved kunsthistorikeren Knud Voss (1929-91) – her Niels Nielsen:
“”…Det danske landskab og havet er min bedste billedinspiration. Et nature morte med friskfangede sølvgrå sild på en tallerken holder jeg også af at male. Jeg har to boliger: ved Roskilde Fjord i nærheden af Frederikssund, og på Skagen. Hele mit liv har jeg boet ved vandet…”
Sommer og vinter står maleren Niels Nielsen ude i det fri for at male eller tegne naturen som den melder sig for hans blik i landskab eller marine.
Det er nu om stunder ikke mange danske kunstnere der konfronterer sig således direkte med motivet, og mange er det heller ikke som udtrykker sig i naturalismens klart fattelige og let forståelige billedsprog. Men Niels Nielsen gør det og er med rette værdsat for sit enkle og lyriske udtryk. Landskabet omkring Skagen er den ene betydelige inspirationskilde for ham; den anden er egnen i nærheden af boligen ved Roskilde Fjord. I alt hvad han gør, har han et sikkert instinkt for den dæmpede og blide karakter over et landskab eller en marine i solskin eller gråvejr. Her buldres ikke; fortrolighed med naturens tone når lyden af en kutter passerer forbi, eller når markens modne korn vifter i vinden en sommerdag – da bliver hans billeder til.”